UREVANGELIET


E
t aramæisk evangelium.

 

Nu for første gang i en fuld oversættelse til dansk.

 

Original titel:

“The Gospel of the Holy Twelve”.

Known also as "The Gospel of the Perfect Life".

Udgivet af Rev. G. J. Ouseley.

 

Oversætter:

Klaus E. Berger, Åbyhøj.

 

Korrektur:

Preben Eriksen.

 

Copyright © 1990 by Forlaget IKAN.

 

Sats & tryk: E.S OFFSET, Viby J.

 

1. udgave - 1. oplag 1990.

 

ISBN 87-983053-2-8.

 

 

 

 

Enhver gengivelse af dette skrift er tilladt.

 

 

 

 

 

 

Indledende kommentar:

 

Her kan man for første gang læse en fuldstændig oversættelse til dansk af “The Gospel of the Holy Twelve”. Det er en oversættelse direkte fra den engelske tekst fra omkring år 1900, udgivet af Rev. G. J. Ouseley.

    Oversættelsen er foretaget så ordret som muligt, hvorfor teksten ind imellem er en anelse knudret, påvirket af engelske vendinger. Men jeg har foretrukket dette fremfor at få en forvrænget tekst.

 

I forordet til den engelske udgave skrev Ouseley:

 

“De Tolv Helliges Evangelium” er et af de ældste og det mest komplette af alle tidlige kristne skrifter, og det opbevares i sit hele i et buddhistisk kloster i Tibet, hvor det var blevet gemt af en mand fra essæernes samfund, som ville bringe det i sikkerhed, så det ikke skulle komme i forfalskeres hænder. Det bringes nu for første gang i en oversættelse fra den aramæiske tekst.”

    Videre skrev han: “Dette kan identificeres som det oprindelige evangelium, fra hvilket de andre blev mere eller mindre nøjagtigt afskrevet; yderligere kom de i talrige variationer med vigtige udeladelser, ved uheld eller med vilje, for at tilpasse dem til verdens korrupte smag.”

    Under overskriften “Til læseren” afslutter han forordet:

    “Vor frelsers forbarmende kærlighed omfatter ikke alene menneskeheden, men også Guds såkaldte laverestående skabninger, der med os er delagtige i det ene livets åndedrag, og som befinder sig sammen med os på vejen mod det højere. Aldrig har forsynet med hvilket den Albarmhjertige våger over de ‘ikke med fornuft udstyrede’ dyr og over de ‘med fornuft udstyrede’ mennesker været udtrykkeligere betonet end i Jesu ord: ‘Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt hos Gud.’

    Hvordan er det muligt at tænke andet, end at Frelseren kendte til medynk og forbarmelse mod de væsener, som stumme må bære deres lidelser? Ville det ikke for os synes som en gudsbespottelse, hvis vi hørte sige, at Jesus eller Maria, stiltiende og uden at gribe ind, ville have overværet, at værgeløse dyr mishandledes? Nej, da Frelseren ville bringe forløsning til en verden, som var nedsunket i selviskhed, hårdhjertethed og elendighed, og da han forkyndte sit evangelium om den altomfattende kærlighed, var der en del i denne genløsning, som angik alle lidende dyr. Fra den tid var der ikke længere plads for medlidenhedsløshedens hårdhed mod de andre Guds skabninger, der, ligesom mennesket, var blevet kaldt til live med evne til at føle glæde og lide. Enhver, som bærer Forløserens kendetegn, udøver også denne altforbarmende kærlighed. Og hvor lidt kræves der dog af os ved, at vi skal have et minimum af kristen medlidenhed med hjælpeløse dyr! Kun det at vi ikke plager dem, at vi hjælper dem, når de er i nød, eller når de beder om vores hjælp. Og når vi af nødvendighed tager deres liv, da at lade det være en hurtig død med mindst mulig smerte    en blid soven ind. Men ak! Hvor lidt har disse guddommelige lærdomme med barmhjertighed og medlidenhed gennemtrængt vores hjerter! Hvor mange gange bliver dyr ikke underkastet smertefuld tortur under foregivelse af videnskabelig nødvendighed eller for at tilfreds-stille en unaturlig appetit eller grusomme lyster eller forfængelige indfald? Som en leder til en højere kristendom er dette fuldstændige evangelium nu til stede; det giver os den kvindelige mildhed såvel som den mandlige styrke hos den fuldkomne Kristus.

    Størstedelen og de mere vigtige dele af disse udeladelser har formet det grundlæggende arbejde og basis for forskellige læresætninger udsendt af “the Order of At-one-ment” siden 1881, hvor det blev påbegyndt, og er nu for første gang givet i sin helhed. Det kaster nyt lys over den ægte Jesuslære eller forklarer indholdet af de gængse kanoniske evangelier, idet den autoriserede oversættelse (A. V.) er bibeholdt, hvor det har været muligt.

    Når kirken i fremtiden vil efterprøve SAMTLIGE skrifter, vil man anvise dette evangelium dets retmæssige førsteplads som det oprindelige og fuldstændige ‘Evangelium om den Hellige Kristus’. De andre vil blive bibeholdt som en bekræftelse fra fire andre vidner (så vidt det da er indeholdt i dem), hvorved hvert ord kan blive fremlagt for den, der ikke er i stand til at antage godheden, renheden og sandheden i det tidligere evangelium.

    Som med alle andre inspirerede skrifter (der heller ikke i ethvert ord er ufejlbarlige), således må også dette skrift bedømmes efter dets eget indbyggede bevis for en højere lære.

    For inspiration af Ånden indebærer ikke mere i sig af ufejlbarlighed end den guddommelige livets ånde, indåndet af mennesker, indebærer frihed fra alle ulykker, sygdomme og elendighed i det jordiske liv.

    Det er en ond og utro slægt, ligesom i gamle dage, der kræver et tegn; men til dem vil Ånden sige: ‘Der skal ikke gives noget tegn!’ For selv om forfatterne til dette evangelium opstod fra de døde og beviste deres forfatterskab, så ville man ikke tro, og vantro kritikere ville stadig kræve et tegn; og jo flere tegn, der gives dem, desto flere vil de kræve på grund af deres hjerters hårdhed. Tegnet er sandheden, og de rene af hjertet vil se det.”

 

 

I den Aller Helligstes navn

 

Her begynder evangeliet om det fuldkomne liv af Jesus-Maria, Kristus, Davids kødelige afkom gennem Josef og Maria, og Guds søn efter Ånden gennem guddommelig kærlighed og visdom.

 

Forord

 

Fra tidernes begyndelse er den evige Tanke, og Tanken er Ordet, og Ordet er Handlingen, og disse tre er ét i den evige Lov; og Loven er hos Gud, og Loven udgår fra Gud. Ved Loven er alle ting skabt, og uden den er intet skabt. I Ordet er liv og indhold, ilden og lyset. Kærlighed og visdom er ét til frelse for alle. Ordet er den ene livgivende ild*, som skinner ind i verden og bliver det prægtige og lyset i hver sjæl, som kommer til verden. Jeg er i verden, og verden er i mig, og verden ved det ikke. Jeg kommer til mit eget hus, og mine venner modtager mig ikke. Men så mange som modtager og adlyder, til dem gives kraften til at blive Guds sønner og døtre, og til dem, som tror på det hellige navn, som er fødte – ikke af kød og blods vilje, men af Gud.

    Og Ordet blev legemliggjort og boede blandt os, og vi så hans herlighed, fulld af nåde. Se Guds godhed, sandhed og skønhed!   

 

 

 

 

*JEREMIAS 5,14: “Fordi I siger dette ord, se, derfor gør jeg mine ord i din mund til ild og dette folk til brænde, som ild skal fortære.”

 

De Tolv Helliges Evangelium

 

Kapitel 1

Johannes Døberens herkomst og undfangelse.

 

    (1) På den tid, da Herodes var konge i Jødeland, levede der en præst ved navn Zakarias, som hørte til Abias skifte; hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet.

    (2) De var begge retfærdige for Gud og levede ulasteligt efter alle Herrens bud og forskrifter. Men de var barnløse, fordi Elisabet var ufrugtbar, og de var begge højt oppe i årene.

    (3) Engang, mens han gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, skete det ved den sædvanlige lodtrækning mellem præsterne, at det tilfaldt ham at gå ind i Jahvehs tempel* og bringe røgelsesofferet. Og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted.

    (4) Da viste en Herrens engel sig for ham, stående ved højre side af røgelsesalteret. Og da Zakarias så ham, blev han forfærdet og grebet af frygt. Men englen sagde til ham: “Frygt ikke, Zakarias! for din bøn er hørt, og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og ham skal du give navnet Johannes.

    (5) Han skal blive dig til glæde og fryd, og mange skal glædes over hans fødsel; thi han skal blive stor i Herrens øjne og skal hverken spise kød eller drikke stærke drikke; og han skal være opfyldt af Helligånden allerede fra moders liv.

    (6) Og mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud; og han skal gå foran ham i Elias´ ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og omvende de ulydige til retfærdighedens visdom, og for at klargøre et forberedt folk for Herren.”

    (7) Og Zakarias sagde til englen: “Hvordan skal jeg få vished om dette? for jeg er en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.” Og englen svarede og sagde til ham: “Jeg er Gabriel, som står for Guds nærhed, og jeg er sendt hid for at tale til dig og bringe dig dette glædesbudskab.

    (8) Og se, du skal blive stum og ikke være i stand til at tale indtil den dag, hvor disse ting skal blive udført; så skal din tunge blive løst, for at du må tro mine ord, som skal gå i opfyldelse, når deres tid er inde.”

    (9) Og folket stod og ventede på Zakarias, og de undrede sig over, at han blev så længe i templet. Og da han kom ud, kunne han ikke tale til dem; og de forstod, at han havde haft et syn i tempet, for han gjorde tegn til dem og blev ved at være stum.

    (10) Og det skete, da hans tjenestes dage var omme, at han vendte tilbage til sit hjem. Nogen tid derefter blev hans hustru Elisabet frugtsommelig, og hun lod sig ikke se i fem måneder, idet hun tænkte: “Det er Herren, som har gjort således mod mig i disse dage, da han nådigt har set til mig for at borttage min skam blandt mennesker.”

 

*the temple of IOVA

 

 

Kapitel 2

Jesus Kristus undfanges.

 

    (1) I den sjette måned blev englen Gabriel af Gud sendt til en by i Galilæa ved navn Nazaret til en ung kvinde, som var trolovet* med en mand, hvis navn var Josef af Davids slægt; og kvindens navn var Maria.

    (2) Josef var en klog og retskaffen mand, dygtig til al slags træ- og stenhåndværk. Maria var en følsom og forstandig sjæl, og hun vævede slør til templet. De var begge rene for Gud; og af deres forening fødtes Jesus-Maria, som kaldtes Kristus.

    (3) Englen kom til hende og sagde: “Hil dig, Maria, du som er højt begunstiget, for Guds Moderskab er hos dig; velsignet er du blandt kvinder, og velsignet være frugten af dit skød.”

    (4) Og da hun så ham, blev hun forfærdet ved hans ord og tænkte ved sig selv, hvad denne hilsen mon skulle betyde. Og englen sagde til hende: “Frygt ikke, Maria! thi du har fundet yndest hos Gud, og se, du skal blive frugtsommelig og føde et barn, og han skal blive stor og blive kaldt en søn af den Højeste.

    (5) Og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone, og han skal herske over Jakobs hus for evigt; og der skal ikke være ende på hans kongerige.”

    (6) Maria sagde da til englen: “Hvorledes skal dette ske, idet jeg ikke ser, jeg kender nogen mand?” Og englen svarede og sagde til hende: “Den hellige Ånd skal komme over Josef, din ægtefælle, og den Højestes kraft skal overskygge dig, oh, Maria; derfor skal også det hellige, som fødes af dig, kaldes Kristus, Guds barn, og hans navn på Jorden skal være Jesus-Maria; for han skal frelse folket fra dets synder, hvem der end angrer og adlyder hans lov.

    (7) Derfor skal du ikke spise kød eller nyde stærke drikke; thi barnet skal fra moders skød være viet til Gud, og hverken kød eller stærke drikke skal han indtage, ej heller skal en saks røre hans hoved.

    (8) Og se, din slægtning Elisabet har også undfanget en søn i sin høje alder; og det er den sjette måned for hende, som var regnet for ufrugtbar. Thi for Gud er intet umuligt.” Og Maria sagde: “Se, jeg er Herrens tjenerinde; det ske mig efter dine ord.” Og englen forlod hende.

    (9) Og samme dag viste englen Gabriel sig for Josef i en drøm og sagde til ham: “Hil dig, Josef, du som er højt begunstiget, for Guds Faderskab er hos dig.

 

Velsignet er du blandt mænd, og velsignet er dine lænders frugt.”

    (10) Og da Josef tænkte over disse ord, blev han ængstelig, og Herrens engel sagde til ham: “Frygt ikke, Josef, du søn af David, thi du har fundet yndest hos Gud, og se, du skal avle et barn, og du skal give ham navnet Jesus-Maria, for han skal frelse sit folk fra dets synder.”

    (11) Men alt dette skulle ske således, for at opfylde det, der blev skrevet ved profeterne, som siger: ‘Se, en ung kvinde skal blive frugtsommelig og føde en søn og give ham navnet Emmanuel, som betyder: Gud inden i os.’

    (12) Da Josef vågnede op af sin søvn, gjorde han, som englen havde befalet og gik ind til Maria, hans  brud*; og hun modtog i sit skød den hellige.

    (13) I de følgende dage gav Maria sig på vej og skyndte sig op i bjerglandet til en by i Juda, og hun gik ind i Zakarias´ hus og hilste på Elisabet.

    (14) Og det skete, da Elisabet hørte Marias hilsen, at fosteret sprang i hendes liv; og Elisabet var fyldt af Ånden, og talte med en klar stemme og sagde: “Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er frugten i dit skød.

    (15) Men hvoraf kommer det, at min Herres moder besøger mig? For se, så snart lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang  fosteret i mit liv af fryd. Og salig er hun, som troede; for det, der er sagt hende af den Hellige, skal gå i opfyldelse.”

    (16) Og Maria sagde: “Min sjæl højlover dig, Evige, og min ånd fryder sig i Gud, min frelser. For du har agtet din tjenerindes ringe stand; thi se, fremover vil alle generationer prise mig salig.

    (17) Thi du, som er mægtig, har gjort store ting imod mig; og helligt er dit navn. Og din barmhjertighed er over dem, som frygter dig fra slægt til slægt.

    (18) Du har øvet vælde med din arm; du har splittet dem, der er hovmodige i deres hjerter.

    (19) Du har stødt de mægtige fra deres troner og har ophøjet de ydmyge og sagtmodige. Du har fyldt de hungrende med gode ting, og de rige har du sendt tomme bort.

    (20) Du har hjulpet din tjener Israel, som ihukommer din barmhjertighed; ligesom du talte til vore fædre, til Abraham og til hans sæd for evigt.” Og Maria blev hos hende henved tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.

    (21) Disse er de ord, som Josef talte, da han sagde: “Velsignet være du, vore israelske fædres og mødres Gud; thi i rette tid har du bønhørt mig, og du har hjulpet mig på frelsens dag.

    (22) For du sagde: ‘Jeg vil bevare dig og gøre dig til dit folks redningsmand for at forny jordens ansigt, og til at gøre de trøstesløse steder løskøbte fra ødelæggerens hænder.

    (23) Så du kan sige til de fangne: “Gå herfra i frihed;” og til dem, som er i mørke: “Vis jer selv i lyset.” og de skal få føden ad behagelighedens veje; og de skal aldrig mere jage eller plage de væsener, som jeg har skabt til at glædes foran mig.

    (24) De skal hverken hungre eller tørste mere; heden skal ikke ramme dem, kulden heller ikke ødelægge dem. Og jeg vil på alle mine bjerge bane en vej for vandrere; og mine høje steder skal blive ophøjede.’

    (25) Syng i himle og fryd dig Jord; åh, I ørkener, bryd ud i sang! Thi du, oh Gud, er dit folks redningsmand og trøster dem, som har lidt uret.”

 

*espoused

 

*his espoused bride.

 

 

Kapitel 3

Johannes Døberens fødsel.

 

    (1) Nu var tiden kommet, hvor Elisabet skulle nedkomme, og hun fødte en søn, og hendes naboer og slægtninge hørte, hvordan Herren havde vist hende stor nåde, og de glædede sig med hende.

    (2) Og det skete, at de på den ottende dag skulle omskære barnet; og de ville kalde ham Zakarias, efter navnet på hans fader. Men hans moder svarede og sagde: “Ikke sådan; han skal kaldes Johannes.” Og de sagde til hende: “Der er ingen af dine slægtninge, som har det navn.”

    (3) Og de gjorde tegn til hans fader, for at få at vide, hvad han ville kalde ham. Og han bad om et skrivebord og skrev: “Hans navn er Johannes.” Og de undrede sig alle, for hans mund blev straks åbnet og hans tunge løst, og han talte og priste Gud.

    (4) Og stor ærefrygt kom over alle dem, som sad rundt om dem; og alle disse ord blev kendt ud over landet og ud over hele Judæas´ bjergland. Og alle de, som hørte dem, gemte dem i deres hjerter og sagde: “Hvilket slags barn skal dette blive!” Og Jahvehs hånd var med ham.

    (5) Og hans fader Zakarias var fyldt med Helligånden, og profeterede og sagde: “Velsignet være du, oh Israels Gud; for du har besøgt og forløst dit folk. Og du har oprejst et frelsens horn for os i din tjener Davids hus, ligesom du talte gennem de hellige profeters munde, som har været til siden verdens begyndelse:

    (6) At vi skulle blive frelst fra vore fjender og fra hånden på alle, som hader os. At give barmhjertigheden lovet til vore fædre, og at huske hans hellige pagt.

    (7) Eden, som du svor til vor fader Abraham, om at du ville skænke os det, at vi (idet vi ville komme ud af vore fjenders hånd) ville kunne tjene dig uden frygt i hellighed og retfærdighed for dit åsyn alle vort livs dage.

    (8) Og dette barn skal kaldes den Højestes profet; for han skal gå foran dit ansigt, oh Gud, for at bane din vej og for at lære dit folk frelsen at kende ved deres synders forladelse.

    (9) Gennem vor Guds inderlige barmhjertighed, ved hvilken solopgangen fra det høje har besøgt os, at give lys til dem, som er i mørke og i dødens skygge, for at lede vore fødder ind på fredens vej.”

    (10) Og barnet voksede til og blev styrket i ånd, og hans mission blev holdt skjult til den dag, han trådte frem for Israel.

 

 

Kapitel 4

Kristi fødsel.

 

    (1) Se, fødslen af Jesus-Maria, Kristus, skete på denne måde:

Det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Cæsar Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal. Og alle folk i Syrien gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin by, og det var mid-vinter.

    (2) Og Josef og Maria drog også op fra Galilæa, ud af byen Nazaret til Judæa ind i Davids by, som hedder Betlehem (fordi de var af Davids hus og slægt) for at lade sig indskrive tillige med Maria, hans ægteviede hustru*, som var gravid.

    (3) Og sådan skete det, at mens de var der, kom tiden, da hun skulle føde. Og hun fødte sit førstefødte barn i en hule og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, som var i hulen; for der var ikke noget værelse til dem i herberget. Og se, den blev fyldt med mange lys, lyse som solens glans.

    (4) Og i den samme hule var der en okse og en hest og et æsel og et får, og under krybben lå en kat med sine killinger; og der var også duer ovenover, og hver havde sin mage efter arten, hannen med hunnen.

    (5) Således skete det, at han blev født midt imellem de dyr, som han, gennem forløsning af mennesket fra uvidenhed og selviskhed, ville udfri fra lidelser ved tilkendegivelsen af Guds sønner og døtre.

    (6) Og der var i denne egn hyrder ude på marken, som holdt nattevagt over deres hjord. Og da de kom, se, da kom Herrens engel over dem, og den Højestes glans skinnede rundt omkring dem; og de blev meget bange.

    (7) Og englen sagde til dem: “Frygt ikke; thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for alle folk; for til jer er på denne dag i Davids by født en frelser, som er Kristus, Guds Hellige. Og dette skal være jer et tegn: I skal finde barnet svøbt og liggende i en krybbe.”

    (8) Og i det samme var der med englen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: “Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker af god vilje!”

    (9) Og det skete, da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, at hyrderne sagde til hinanden: “Lad os dog gå til Betlehem og se det, som der er sket, og som vores Gud har kundgjort os.”

    (10) Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef i hulen og barnet liggende i en krybbe. Og da de havde set disse ting, lod de folk ud over landet vide, hvilke ord der var blevet dem fortalt angående barnet.

    (11) Og alle de, der hørte det, undrede sig over det, som hyrderne sagde til dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Og hyrderne vendte tilbage, idet de lovede og priste Gud for alt, hvad de havde hørt og set.

    (12) Og da otte dage var gået, så han skulle omskæres, fik han navnet Jesus-Maria, som det var talt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Da så deres renselsesdage i henhold til Mose lov var omme, bragte de barnet til Jerusalem for at fremstille det for Gud (for der står skrevet i Mose lov, at alt mandkøn, som åbner moders liv, skal kaldes helligt for Herren).

    (13) Og se, der var en mand i Jerusalem ved navn Simeon; og denne mand var retfærdig og from og ventede på Israels trøst; og Helligånden var over ham. Og det var varslet ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Guds Kristus.

    (14) Og han kom nu, tilskyndet af Ånden, ind i templet; og da forældrene bragte barnet Jesus ind for at gøre med det, som skik var efter loven, sansede han barnet, som om det var en søjle af lys. Så tog han ham op i sine arme og priste Gud og sagde:

    (15) “Nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag til at blive et lys, der skal lyse for hedningerne, og som skal blive et lys for dit folk Israel.” Og hans forældre undrede sig over det, han talte.

    (16) Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans moder: “Se, dette barn er sat til fald og oprejsning igen for mange i Israel og skal blive som et tegn, der skal modsiges (ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge)*, for at manges hjerters tanker skal blive åbenbaret.”

    (17) Og der var en profetinde Anna, Fanuels datter, af Asers stamme, højt oppe i årene, som ikke veg fra templet, men tjente Gud med faste og bøn nat og dag.

    (18) Og hun trådte til i den samme stund og lovpriste ligeledes Gud og talte om ham til alle, som ventede på forløsning i Jerusalem. Og da de havde udført alle ting i henhold til loven, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen by Nazaret.

 

*his espoused wife

 

*PAULUS’ BREV TIL EFESERNE 6,17: “Åndens sværd, som er Guds ord.”

 

 

 

Kapitel 5

Jesus fremvises for de hellige tre konger.

 

    (1) Da nu Jesus var født i Betlehem i Judæa i de dage, hvor Herodes var konge, se, da kom der vise mænd fra østen til Jerusalem, der havde rengjort sig selv, og som  ikke havde spist kød  eller drukket  stærke drikke,  for at de  måtte finde Kristus, som de søgte. Og de sagde: “Hvor er han, der er født som jødernes konge? For vi i Østen har set hans stjerne og er kommet for at tilbede ham.”

    (2) Da kong Herodes havde hørt disse ting, blev han urolig, og alle i Jerusalem med ham. Og da han havde samlet alle ypperstepræsterne og de skriftkloge, krævede han af dem at få at vide, hvor Kristus skulle fødes.

    (3) Og de sagde til ham: “I Betlehem i Judæa; for således er det skrevet hos profeten: ‘Og du Betlehem, i Judæas land, er ikke den mindste blandt Judæas fyrster; for af dig skal udgå en hersker, som skal herske over mit folk Israel.’”*

    (4) Derefter lod Herodes hemmeligt vismændene kalde og fik af dem nøje besked på tidspunktet, hvorpå stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: “Gå hen og søg efter barnet; og når I har fundet ham, så lad mig det vide, for at også jeg kan komme og tilbede ham.”

    (5) Da de havde hørt kongens ord, begav de sig på vej; der så de så stjernen, som de vise mænd før havde set, og stjernens engel gik foran dem, indtil den kom hen og stod over det sted, hvor det spæde barn var; og stjernen så ud, som om den havde seks stråler.

    (6) Da de nu var på vej med deres kameler og æsler, som var lastede med gaver, stærkt optaget af himlen, idet de søgte barnet ved stjernen, glemte de for en kort tid deres lastdyr, som havde båret byrden og dagens hede og var tørstige og udmattede; og stjernen forsvandt for deres øjne.

    (7) Forgæves stod de og stirrede og kiggede på hinanden i deres bekymring. Så kom de i tanker om deres kameler og æsler og skyndte sig at befri dem fra deres byrder, så de kunne få lov at hvile sig.

    (8) Se, I nærheden af Betlehem fandtes en brønd ved vejen; og da de bøjede sig ned for at hente vand til deres dyr, se, stjernen, som de havde mistet af syne, viste sig for dem, idet den afspejlede sig i den stille vandoverflade.

    (9) Og da de så den, frydede de sig overmåde meget.

    (10) Og de priste Gud, som havde vist dem barmhjertighed, ligesom de selv havde udvist barmhjertighed mod deres tørstige dyr.

    (11) Og da de var kommet ind i huset, så de det spæde barn hos Maria, hans moder, og knælede ned og tilbad ham; og da de havde åbnet for deres gemmer, frembar de gaver for ham: Guld, røgelse og myrra.

    (12) Og da de var blevet advaret af Gud i en drøm om, at de ikke skulle vende tilbage til Herodes, drog de ad en anden vej tilbage til deres eget land. Og de tændte et bål i henhold til deres skik, og tilbad Gud i dets flammer.

    (13) Og da de var draget bort, se, da viste en Guds engel sig for Josef i en drøm, som sagde: “Bryd op og tag det spæde barn og dets moder, og flygt til Ægypten; og bliv der, indtil jeg siger til, for Herodes vil søge at dræbe ham.”

 

    (14) Og han brød op ved nattetid og førte det lille barn og dets moder med sig

til Ægypten; og de var der i omkring syv år indtil Herodes´ død; for at det skulle gå i opfyldelse, som var talt af Gud ved profeten, som lyder: “Ud af Ægypten har jeg kaldet min søn.”

    (15) Også Elisabet, da hun hørte det, tog sit spædbarn og drog op på et bjerg og skjulte ham. Og Herodes sendte sine officerer til Zakarias i templet og sagde til ham: “Hvor er dit barn?” Og han svarede: “Jeg er en Guds præst og er uophørligt i templet. Jeg ved ikke, hvor han er.”

    (16) Og han sendte bud igen med ordene: “Sig mig ærligt, hvor er din søn? Ved du ikke, at dit liv er i min hånd?” Og Zakarias svarede: “Herren er mit vidne, hvis du udgyder mit blod, vil Gud modtage min ånd, for du udgyder uskyldigt blod.”

    (17) Og de dræbte Zakarias i templet, mellem det hellige sted og alteret; og folket vidste det, for en røst hørtes: “Zakarias er dræbt, og hans blod skal ikke blive afvasket før hævneren kommer.” Og en tid efter trak præsterne lod, og loddet faldt på Simeon, og han udfyldte hans plads.

    (18) Da Herodes indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han frygteligt vred og satte i værk, at alle børn, som var i Betlehem og omegn, blev dræbt fra to-årsalderen og nedefter, i henhold til tidspunktet, som han omhyggeligt havde forespurgt om hos de vise mænd.

    (19) Så gik det i opfyldelse, som blev talt ved profeten Jeremias, som lyder: “En klagerøst høres i Rama, bitter gråd, Rakel begræder sine børn, og vil ikke trøstes, fordi de er ikke mere.”

    (20) Men da Herodes var død, viste en Guds engel sig for Josef i Ægypten i en drøm, som sagde: “Stå op, og tag dit lille barn og dets moder med tilbage til Israels land; for de, som stræbte det lille barn efter livet, er døde.”

    (21) Og han brød op og tog det lille barn og dets moder med og rejste til Israels land. Og de kom og slog sig ned i en by kaldet Nazaret, og han blev kaldt Nazaræeren.

 

*MIKA 5,1: “Og du, du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig een til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage.”

 

 

Kapitel 6

Barndom og ungdom.

 

    (1) Se, Josef og Maria, hans forældre, drog hvert år op til Jerusalem i anledning af påskehøjtiden; og de fejrede denne fest på samme måde som deres brødre, der undgik al blodsudgydelse, og som afholdt sig fra at spise kød og drikke stærke drikke. Og da han var tolv år gammel, tog han til Jerusalem sammen med dem for at fejre højtiden som sædvanlig.

    (2) Da festdagene var til ende, og da de vendte hjemefter, blev barnet Jesus i Jerusalem; og hans forældre vidste det ikke. Men de antog, at han var blandt rejsekammeraterne. De gik en dags tid og søgte blandt frænder og bekendte. Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og søgte efter ham.

    (3) Og det skete, at efter tre dage fandt de ham i templet, siddende midt iblandt de skriftlærde; han både hørte på dem og stillede dem spørgsmål. Og alle, der hørte ham, var forbløffede over hans forstand og svar.

    (4) Og da de så ham, blev de bestyrtede; og hans moder sagde til ham: “Min søn, hvorfor gjorde du dette mod os? Se, din fader og jeg har søgt dig med sorg.” Og han sagde til dem: “Hvordan var det, I søgte mig? Vidste I ikke, at jeg måtte være i mine Forældres hus?” De forstod ikke de ord, han talte til dem, men hans moder gemte alle disse ord i sit hjerte.

    (5) Og en vis profet så ham og sagde til ham: “Se, Guds kærlighed og visdom er ét i dig; derfor skal du i den tid, som kommer, kaldes Jesus-Maria, for gennem Kristus vil Gud frelse menneskeheden, der i dag i sandhed er som et hav af bitterhed, dog vil bitterheden engang forvandles til sødme; men for denne slægt skal Bruden ikke åbenbares, heller ikke i den kommende tid.”

    (6) Og han gik med dem og kom til Nazaret og var dem lydig. Og han lavede hjul, åg og borde også med stor dygtighed. Og Jesus voksede i yndest for Gud og mennesker.

    (7) En dag kom barnet Jesus til et sted, hvor der var sat en snare op for at fange nogle fugle, og der var nogle drenge der. Jesus spurgte dem: “Hvem har sat denne snare op for Guds uskyldige væsener? Se, ligesom disse her vil de selv blive fanget i en snare.” Og han så tolv spurve, der lå, som om de var døde.

    (8) Men han strakte sine hænder ud over dem og sagde til dem: “Bevæg jer, flyv bort, og så længe I lever, vil I huske mig.” Og de rejste sig og fløj derfra med høje skrig. Men jøderne, som så dette, var forbavsede og fortalte det til præsterne.*

    (9) Barnet gjorde også andre undere, og blomster voksede i hans spor, hvor der før ikke havde været andet end den bare jord. Og hans kammerater havde ærefrygt for ham.

    (10) Og i sit attende år ægtede Jesus Miriam, en jomfru af Judas’ slægt, med hvem han levede i syv år; men hun døde, for Gud tog hende, så at han kunne fortsætte med de højere ting, som han måtte gøre for menneskenes sønner og døtre, og som han skulle lide for.

    (11) Da Jesus havde afsluttet sit studium af loven, tog han igen til Ægypten for at studere ægypternes visdom, ligesom Moses gjorde. Og på ture ud i ørkenen mediterede han og fastede og bad og opnåede det hellige navns kraft, ved hvilket han udførte mange undere.

    (12) Igennem syv år talte han med Gud ansigt til ansigt, og han lærte fuglenes og dyrenes sprog at kende, og lærte at kende træernes, urternes og blomsternes lægekraft‚ og ædelstenenes hemmeligheder; og han lærte solens og månens og stjernernes bevægelser at kende; og skrifttegnenes kraft og kvadratets og cirklens hemmeligheder lærte han at kende, og tingenes, tallenes og tegnenes forvandlinger. Derefter vendte han tilbage til Nazaret og besøgte sine forældre, og han underviste der og i Jerusalem som en anerkendt rabbiner, endog i templet, ingen hindrede ham.

    (13) Nogen tid senere rejste han til Assyrien og Indien, og til Persien og til kaldæernes land. Og han besøgte deres templer og talte med deres præster og deres vise mænd i mange år; og han gjorde mange vidunderlige gerninger og helbredte de syge, mens han rejste gennem deres lande.*

    (14) Dyrene på marken viste ham ærbødighed, og luftens fugle frygtede ham ikke, for han gjorde dem ikke bange; ja, endog ørkenens vilde dyr erkendte Guds kraft i ham og tjente ham, idet de bar ham fra sted til sted.

    (15) For ånden af guddommelig menneskelighed opfyldte ham og fyldte alle ting omkring ham,  så at alle ting var ham undergivne;   og således skal endnu

 

*Jesus blev gift i sit attende år. I den engelske oversættelse står der: “And in the eighteenth year of his age, Iesus was espoused unto Miriam..” På dansk ville vi sige, at han var 17 år. På lignende måde forholder det sig med de andre tidsangivelser i evangelierne. Der står som bekendt, at han var i jorden i tre dage efter sin korsfæstelse — fra fredag til søndag morgen, hvilket i virkeligheden knapt nok er 2 døgn.

    Jesus var altså gift indtil det syvende år, dvs. i 6 år. Derefter var han i Ægypten og ørkenen indtil det syvende år, hvorefter han foretog en rejse til  Indien. 17 + 6 + 6 = 29. Han var altså i slutningen af 29 års alderen, da han foretog sin rejse.

    I det østrigske dagblad “Der Tag” af 2. juni 1926 kan man læse:

    “Arkæologen, professor G. Nikolay Roerich, der er vendt tilbage fra en treårig ekspeditionsrejse gennem uudforskede områder i Asien, har i et buddhistisk kloster i Tibet fundet dokumenter, som fortæller, at Jesus Kristus i en alder af 29 år foretog en rejse fra Palæstina til Indien for at studere den buddhistiske religion. Dokumentet, som indeholder denne oplysning, er 1500 år gammelt og blev fundet i klosteret Hemis i Tibet. Jesus bliver i dokumentet omtalt som ‘Issa’.”

 nogle ord af profeterne gå i opfyldelse: “Løven skal ligge hos kalven, leoparden hos kiddet, ulven hos lammet, bjørnen hos æslet og uglen hos duen; og et barn skal lede dem.*

    (16) Og ingen skal såre eller dræbe på mit hellige bjerg; for ligesom vandet dækker havets bund, skal verden fyldes med viden om det Ene Hellige. Og på den dag vil jeg igen slutte pagt med jordens dyr og luftens fugle og havets fisk og med alle skabte ting. Og jeg vil sønderbryde buen og sværdet; og alle slags krigsmaskiner vil jeg bandlyse fra jorden; og jeg vil få dem til at hvile i sikkerhed og til at leve uden frygt.

    (17) Og jeg vil trolove mig med dig for evigt i retfærdighed, i fred og i elskende godhed, og du skal kende din Gud, og jorden skal frembringe korn, vin og olie, og jeg vil sige til dem, som ikke var mit folk: ‘Du er mit folk’; og de skal sige til mig: ‘Du er vores Gud’.”**

    (18) En dag, da han passerede en bjergside nær ørkenen, mødte han en løve, som blev forfulgt af mange mænd med sten og kastespyd, fordi de ville dræbe den.

    (19) Men Jesus irettesatte dem og sagde: “Hvorfor forfølger I disse Guds væsener, som er ædlere end I selv? Ved grusomheder gennem mange generationer blev disse gjort til menneskets fjender, disse som skulle have været dets venner.

    (20) Som Guds kraft er åbenbaret i dem, således også hans langmodighed og medlidenhed. Stands forfølgelsen af dette dyr, som ikke ønsker at skade jer; ser I ikke, hvordan han flygter fra jer og er skræmt af jeres raseri?”

    (21) Og løven kom hen og lagde sig ved Jesus´ fødder og viste ham sin kærlighed; og folk var forbavsede og sagde: “Se, dette menneske elsker alle dyr og har magt til at befale over endog disse dyr fra ørkenen, og de adlyder ham.”

 

*I Thomasevangeliet (det såkaldte børneevangelium) kan man læse næsten samme historie, men her handler det om tolv lerfugle:

THOMASEV. latinsk tekst: Men Jesus strakte sine hænder ud og befalede over spurvene og sagde: “Bevæg jer og flyv op i højderne:  I skal ikke møde døden ved noget menneskes hånd.” Og de fløj og begyndte at skrige op for at prise den almægtige Gud. Men da jøderne så, hvad der skete, blev de forbavsede, og de gik bort og fortalte om disse tegn, som Jesus gjorde.

THOMASEV. græsk tekst B: “Hvorfor gør du dette, så du vanhelliger sabbaten?” Men Jesus svarede ham ikke, men så på spurvene og sagde: “Bevæg jer, flyv bort, og husk mig i jeres liv.” Og ved ordet fløj de og forsvandt op i luften.

 

*Jesus blev gift i sit attende år. I den engelske oversættelse står der: “And in the eighteenth year of his age, Iesus was espoused unto Miriam..” På dansk ville vi sige, at han var 17 år. På lignende måde forholder det sig med de andre tidsangivelser i evangelierne. Der står som bekendt, at han var i jorden i tre dage efter sin korsfæstelse — fra fredag til søndag morgen, hvilket i virkeligheden knapt nok er 2 døgn.

    Jesus var altså gift indtil det syvende år, dvs. i 6 år. Derefter var han i Ægypten og ørkenen indtil det syvende år, hvorefter han foretog en rejse til  Indien. 17 + 6 + 6 = 29. Han var altså i slutningen af 29 års alderen, da han foretog sin rejse.

 

    I det østrigske dagblad “Der Tag” af 2. juni 1926 kan man læse:

    “Arkæologen, professor G. Nikolay Roerich, der er vendt tilbage fra en treårig ekspeditionsrejse gennem uudforskede områder i Asien, har i et buddhistisk kloster i Tibet fundet dokumenter, som fortæller, at Jesus Kristus i en alder af 29 år foretog en rejse fra Palæstina til Indien for at studere den buddhistiske religion. Dokumentet, som indeholder denne oplysning, er 1500 år gammelt og blev fundet i klosteret Hemis i Tibet. Jesus bliver i dokumentet omtalt som ‘Issa’.”

 

*ESAJAS 11,6: “Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng.”

 

**HOSEAS 2,18-23: “På hin dag slutter jeg en pagt for dem med markens dyr og himmelens fugle og jordens kryb; bue, sværd og stridsvåben sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt. Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med retfærd og ret, med miskundhed og barmhjertighed; jeg trolover mig med dig i troskab, og du skal kende Herren.

    Da skal det ske på hin dag, at jeg bønhører, lyder det fra Herren, ja, at jeg bønhører himlen, at den så bønhører jorden, og jorden bønhører kornet, mosten og olien, og de bønhører Jizre´el. Jeg sår hende ud i landet, mod Nådesløs er jeg nådig og siger til Ikke-mit-Folk: ‘Mit folk er du!’ og han skal sige: ‘Min Gud!’”

 

**JEREMIAS 31,33: “Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.”

 

 

Kapitel 7

Johannes Døberens prædiken.

 

    (1) Se, i det femtende år af Tiberius Cæsars regeringstid var Pontius Pilatus Judæas landshøvding, og Herodes var landsfyrste i Galilæa (Kajfas var ypperstepræst, og Anna var chef for synedriet), da Guds ord kom til Johannes, Zakarias´ søn, i ørkenen.

    (2) Og han gik ud i hele egnen omkring Jordan og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse, som det blev skrevet ved profeterne: “Se, jeg sender min budbringer foran dit ansigt for at forberede dig vejen; der er en røst af en, som råber i ørkenen: ‘Ban vejen for det Ene Hellige, gør stierne jævne for den salvede.

    (3) Hver dal skal fyldes, og hvert bjerg og høj sænkes; og det krogede skal rettes ud og de knudrede veje jævnes; og alt kød skal se Guds frelse’.”*

    (4) Og den samme Johannes havde klæder af kamelhår og et bælte af samme stof om sine lænder; og hans føde var græshoppetræets frugt og vilde honning.** Da gik alle ud til ham fra Jerusalem og hele Judæa og fra hele egnen rundt omkring Jordan og blev døbt af ham i Jordan, idet de bekendte deres synder.

    (5) Og han sagde til skaren, som kom for at blive døbt af ham: “Oh, ulydige slægt, hvem har advaret jer og har fået jer til at flygte fra vreden, som kommer? Bær da frugter, som er angeren værdige, og begynd ikke at sige ved jer selv: ‘Vi har Abraham til fader’;

    (6) for jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene dér. Og øksen ligger allerede ved træernes rod; derfor skal hvert eneste træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.”

    (7) Og de velstående mennesker spurgte ham og sagde: “Hvad skal vi da gøre?” Han svarede og sagde til dem: “Den, som har to kjortler, skal dele med den, som ingen har; og den, som har mad skal gøre ligeså!”

    (8) Der kom også toldere for at døbes og sagde til ham: “Mester, hvad skal vi gøre?” Og han sagde til dem: “Opkræv ikke mere end det, som er foreskrevet jer, og vær barmhjertige efter jeres evne.”

    (9) Og soldaterne krævede ligeledes et svar af ham og sagde: “Og hvad skal vi gøre?” Og han sagde til dem: “Udøv ikke vold mod noget menneske, anklag ikke nogen på falsk grundlag; og vær tilfredse med fyldestgørende lønninger.”

    (10) Til alle talte han og sagde: “Afhold jer fra blod og fra alle kvalte dyr og fra alle fugles og dyrs døde kroppe, og fra alle grusomheder og fra alt, hvad der er forkert. Tror I virkelig, at dyrs og fugles blod kan bortvaske synder? Nej, siger jeg jer! Til sandt. Vær retfærdige, vær barmhjertige mod hinanden og mod alle levende væsener, og gå i ydmyghed med jeres Gud.”

    (11) Da folket var i forventning, og alle tænkte i deres hjerter, om ikke Johannes skulle være Kristus, så tog Johannes til orde og sagde til alle: “Vel døber jeg jer med vand; men én mægtigere end jeg kommer, hvis skorem jeg ikke er værdig at løse.

    (12) Han skal døbe jer med vand og med ild. Sin kasteskovl har han i sin hånd for at gennemrense sit gulv, og han vil samle hveden på sit kornloft; men avnerne vil han opbrænde med uudslukkelig ild.” Og mange andre ting fortalte han folket i sin formaning.

 

*ESAJAS 40,3-4: I ørkenen råber en røst: “Ban Herrens vej, jævn i det øde land en højvej for vor Gud! Hver dal skal højnes, hvert bjerg, hver høj skal sænkes, bakket land blive fladt og fjeldvæg til slette. Åbenbares skal Herrens herlighed, alt kød til hobe skal se den.”

**”The fruit of the locust tree”. Ifølge Bibelens evangelier spiste han GRÆSHOPPER, altså kødføde. I hebræerevangeliet står der, at smagen af hans føde var som af manna, og den smagte ligesom en slags kage. Interessant er det, at dette træ på dansk endnu i dag kaldes Johannesbrødtræet!

    I et leksikon kan man læse følgende: “Johannesbrødtræ (Cera´tonia siliqua): karobtræ; lille træ fra Middelhavslandene. Dyrkes p.g.a. sine 10-20 cm lange, kødede bælge, der bl.a. indeholder 50 % sukker og en HONNINGAGTIG SAFT, kaften.” Endvidere kan man læse, at “Johannes Døberen skal have spist dette i ørkenen”. Og det til trods for, at der ikke står noget herom i Bibelens evangelier!

 

 

 

Kapitel 8

Jesus døbes.

 

    (1) Det var nu midt om sommeren i den tiende måned. Da kom Jesus fra Galilæa hen til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes forbød ham det og sagde: “Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig?” Og Jesus svarede ham og sagde: “Find dig i, at det må være sådan nu, for således tilkommer det os at fuldføre al retfærdighed.” Så fandt han sig i det.

    (2) Og da Jesus var blevet døbt, gik han den lige vej op af vandet; og se, Himlen åbnede sig for ham, og en lysende sky stod over ham, og fra et sted bagved skyen brød tolv lysstråler frem; og derfra dalene i form af en due Guds ånd ned over ham og lyste over ham. Og en røst fra Himlen sagde: “Denne er min elskede søn,i hvem jeg har velbehag; denne dag har jeg født dig.”*

    (3) Og Johannes vidnede om ham med ordene: “Det er ham, om hvem jeg sagde: ‘Efter mig kommer en mand, som er foretrukket før mig; for han var før mig.’ Og af hans fylde har vi alle modtaget, og nåde for nåde. Thi loven blev del-vist givet ved Moses, men nåden og sandheden kommer fuldstændigt ved Jesus Kristus.

    (4) Intet menneske har nogen sinde set Gud. Men i den énbårne som kommer fra den Eviges skød, i denne åbenbares Gud.” Og dette er Johannes´ vidnesbyrd, dengang jøderne sendte præster og levitter ud til ham fra Jerusalem, for at de skulle spørge ham: “Hvem er du?” Og han nægtede ikke, men bekendte: “Jeg er ikke Kristus.”

    (5) Og de spurgte ham: “Hvem så? Er du Elias” Og han sagde: “Det er jeg ikke.” “Er du den profet, hvorom Moses talte?” Og han svarede: “Nej!” Da sagde de til ham: “Hvem er du? Vi må give svar til dem, som har sendt os. Hvad siger du om dig selv?” Og han sagde: “Jeg er en røst af en, som råber i ørkenen: ‘Jævn vejen for det Ene Hellige,’ som talt ved profeten Esajas.”

    (6) Og de var udsendt fra farisæerne, og de spurgte ham og sagde til ham: “Hvorfor døber du da, hvis du hverken er Kristus eller Elias eller den profet, hvorom Moses talte?”

    (7) Og Johannes svarede dem med ordene: “Jeg døber med vand; men blandt jer står en, som I ikke kender. Han skal døbe jer med vand og med ild. Det er ham, som kommer efter mig, og som er foretrukket før mig, hvis skorem jeg ikke er værdig at løse.”

    (8) Dette skete i Betania* på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. Og Jesus begyndte ved denne tid at være tredive år gammel; han var efter kødet virkelig Josefs og Marias søn, men i ånden Kristus, søn af Gud, den evige Fader og Moder, således som det med kraft blev forkyndt ved Helligånden.

    (9) Og Josef var Jacobs og Elishebas søn, og Maria var Elis´ (som kaldtes Joachim) og Annas datter, som var Davids og Batshebas barn, barn af Juda og Shela, af Jacob og Lea, af Isak og Rebekka, af Abraham og Sara, af Seth og Maat, af Adam og Eva, som var Guds børn.

 

*EBIONITTEREVANGELIET: Og en røst fra Himlen sagde: “Du er min elskede søn, i dig har jeg velbehag; denne dag har jeg født dig.” Samme ordlyd findes i adskillige andre skriftfund.

 

*Betshabara

 

 

Kapitel 9

De fire fristelser.

 

    (1) Jesus førtes af ånden ud i ørkenen for at blive fristet af Djævelen. Og ørkenens vilde dyr var rundt omkring ham og var ham underdanige. Og da han havde fastet i fyrretyve dage og fyrretyve nætter, led han hunger.

    (2) Og da Fristeren kom til ham, sagde han: “Hvis du er Guds søn, så befal disse sten at blive til brød, for der står skrevet: ‘Jeg vil føde dig med den fineste hvede og honning, ud fra klippen vil jeg tilfredsstille dig.’”

    (3) Men han svarede og sagde: “Der står skrevet: ‘Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår fra Guds mund.’”

    (4) Derefter stillede Djævelen en kvinde foran ham, af overmåde stor skønhed og tækkelighed og med fin forstand og med en klar forståelse tillige, og han sagde til ham: “Tag hende, hvis du vil, for hun begærer dig, og du skal have kærlighed og lykke og velvære hele dit liv, og du skal se dine børnebørn; ja, for står der ikke skrevet: ‘Det er ikke godt for et menneske at være ene’?”

    (5) Og Jesus-Maria sagde: “Vig bag mig, for der står skrevet: ‘Lad dig ikke forlede af kvindens skønhed, for alt kød er som græs og som blomsterne på marken: Græsset bliver tørt, og blomsterne visner; men Guds ord varer evigt.’ Min opgave er at undervise og helbrede menneskenes børn, og den, som er født af Gud, beholder sin sæd.”

    (6) Og Djævelen førte ham ind i den hellige stad og op på en af templets tinder og sagde til ham: “Hvis du er Guds søn, så kast dig ned herfra; for der står skrevet: ‘Han skal give sine engle befaling til at beskytte dig og bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten’.”

    (7) Og Jesus sagde til ham: “Der står også skrevet: ‘Du skal ikke friste Herren din Gud.’”

    (8) Djævelen førte ham derpå op på et højt bjerg, som rejste sig midt på en stor slette, og rundt omkring lå tolv byer, hver med sine indbyggere, og derfra viste han ham alle riger på jorden på et øjeblik. Og Djævelen sagde til ham: “Al denne magt vil jeg give dig tillige med deres herlighed; for den tilhører mig, og jeg giver den til hvem, jeg vil. For der står skrevet: ‘Du skal herske fra hav til hav, sådan skal du dømme dit folk med retfærdighed og de fattige med barmhjertighed og gøre en ende på al undertrykkelse.’ Hvis du derfor vil tilbede mig, skal alt dette blive dit.”

    (9) Og Jesus-Maria svarede og sagde til ham: “Vig bag mig, Satan; for der står skrevet: ‘Du skal tilbede din Gud, og ham alene skal du tjene.’ Uden Guds kraft kan det onde ikke overvindes.”

    (10) Da Djævelen var ophørt med at friste ham, veg han fra ham en tid. Og se, Guds engle kom og tjente ham.

 

 

Kapitel 10

Josef og Maria laver en fest for Jesus.

Andreas og Peter finder Jesus.

 

    (1) Og da han var vendt tilbage fra ørkenen, lavede hans forældre en fest for ham samme dag; og de gav ham gaverne, som de vise mænd havde frembåret for ham som barn. Og Maria sagde: “Disse ting har vi gemt til dig lige til i dag;” og hun gav ham guldet og røgelsen og myrraen. Og han tog af røgelsen, men guldet gav han til sine forældre for de fattige, og myrraen gav han til Maria, som kaldtes Magdalene.

    (2) Denne Maria stammede fra byen Magdala i Galilæa. Hun var en stor synderinde og havde forført mange ved sin skønhed og tækkelighed.  Og denne Maria kom om natten til Jesus og bekendte sine synder for ham, og han strakte sin hånd frem og helbredte hende og drev syv onde ånder ud af hende; og han sagde til hende: “Gå bort i fred, dine synder tilgives dig.” Hun rejste sig og forlod alt og fulgte ham og forsørgede ham af sin formue alle de dage, han havde sin præstegerning i Israel.

    (3) Den næste dag så Johannes Jesus komme hen imod sig og sagde: “Se Guds lam, som ved retfærdighed fjerner verdens synd! Det er ham, om hvem jeg sagde: Han var før mig, og jeg kendte ham ikke; men for at han skulle blive åbenbar for Israel, er jeg kommet og døber med vand.”

    (4) Og Johannes vidnede og sagde: “Jeg så Ånden komme ned fra Himlen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: ‘Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med vand og med ild, selve Ånden.’ Og jeg så det og vidnede, at dette er Guds søn.”

    (5) Den næste dag stod Johannes ved Jordan sammen med to af sine disciple. Og da han så Jesus komme gående, sagde han: “Se Kristus, Guds lam!” Og de to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus.

    (6) Da vendte Jesus sig om og så, at de fulgte med, og han sagde til dem: “Hvad søger I?” De sagde til ham: “Rabbi (som betyder Mester), hvor bor du?” Han sagde til dem: “Kom og se!” De gik med og så, hvor han boede, og de blev hos ham den dag, for det var ved den tiende time.

    (7) Den ene af de to, som havde hørt Johannes tale og fulgte Jesus, var Andreas, Simon Peters broder. Han fandt først sin broder Simon og sagde til ham: “Vi har fundet Messias,” som er det samme som Kristus. Og han førte ham til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: “Du er Simon Bar Jona; du skal kaldes Kefas (som er det samme som klippe).”

    (8) Den følgende dag drager Jesus til Galilæa; og han finder Filip og siger til ham: “Følg mig!” Filip var fra Betsajda, fra Andreas´ og Peters by. Filip finder Natanael, som kaldes Bar Tholmai, og sagde til ham: “Ham som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs og Marias søn, fra Nazaret.” Og Natanael sagde til ham: “Kan noget godt være fra Nazaret?” Filip sagde til ham: “Kom og se!”

    (9) Jesus så Natanael komme hen imod sig og sagde til ham: “Se, det er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig!” Natanael sagde: “Hvorfra kender du mig?” Jesus svarede og sagde til ham: “Før Filip kaldte på dig, så jeg dig, mens du var under figentræet.” Natanael svarede og sagde til ham: “Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge. Ja, under figentræet fandt jeg dig.”

    (10) Jesus svarede og sagde til ham: “Tror du, Natanael Bar Tholmai, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end disse.” Og han sagde til ham: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: herefter skal I se Himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.”

 

 

Kapitel 11

Jesus salves af Maria Magdalene.

 

    (1) Og en af farisæerne ønskede, at han skulle spise hos ham. Og han gik ind i farisæerens hus og satte sig og spiste.

    (2) Og se, en vis kvinde fra Magdala, som regnedes for at være en synderinde, var i byen, og da hun vidste, at Jesus sad og spiste i farisæerens hus, medbragte hun en alabast-krukke med salve; og hun stillede sig ved hans fødder, bag ham, og græd; og hun begyndte at vaske hans fødder med tårer og tørrede dem med sit hovedhår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med salve.

    (3) Da nu farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved sig selv: “Denne mand, hvis han var en profet, ville have vidst, hvem og hvad slags kvinde det er, som rører ved ham, for hun er en synder.”

    (4) Og Jesus tog til orde og sagde til ham: “Simon, jeg har noget at sige dig.” Og han sagde: “Mester, sig frem!”

    (5) “Der var en vis kreditor, som havde to skyldnere: den ene skyldte fem hundrede denarer og den anden halvtreds. Og da de ikke havde noget at betale med, eftergav han uden videre dem begge. Sig mig derfor, hvem af dem vil elske ham mest?”

    (6) Simon svarede og sagde: “Jeg antager den, som han eftergav mest.” Og han sagde til ham: “Du har dømt rigtigt.”

    (7) Og han sagde til Simon: “Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vasket mine fødder med tårer og tørret dem med sit hovedhår. Du gav mig intet kys; men denne kvinde har, siden jeg kom ind, ikke ophørt med at kysse mine fødder. Du salvede end ikke mit hoved med olie; men denne kvinde har salvet mig med salve.

    (8) Derfor siger jeg dig: hendes mange synder er hende forladt, for hun har elsket meget, ikke kun mennesker, men også dyrene og luftens fugle, ja endog havets fisk; men den, som lidt forlades, elsker lidt.”

    (9) Og han sagde til hende: “Dine synder tilgives!” Og de, der sad til bords, begyndte at sige ved sig selv: “Hvem er denne, som også tilgiver synder?”

    (10) Skønt han havde ikke sagt: “Jeg tilgiver dig!” men: “Dine synder tilgives!” for han erkendte sand tro og anger i hendes hjerte; og han behøvede ikke, at nogen skulle bevidne et menneske, for han vidste, hvad der var i mennesket.

 

 

 

 

Kapitel 12

Brylluppet i Kana.

 

    (1) Og næste dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og Jesus´ moder var der; og både Jesus og Maria Magdalene var der; og også hans disciple kom til brylluppet.

    (2) Og da de ønskede vin, sagde Jesus´ moder til ham: “De har ikke noget vin.” Jesus sagde til hende: “Kvinde, hvad vedrører det dig og mig? Min time er endnu ikke kommet.” Hans moder sagde til tjenerne: “Hvad han end siger til jer, så gør det!”

    (3) Og der stod seks vandkar af sten i overensstemmelse med jødernes renselsesskik, som hver rummede to eller tre spande. Og Jesus sagde til dem: “Fyld vandkarrene med vand;” og de fyldte dem lige til randen. Og han sagde til dem: “Øs nu, og bring det til festens leder.” Og det gjorde de.

    (4) Da festens leder havde smagt på vandet, som var gjort til vin, og ikke vidste hvorfra det kom, kaldte han på brudgommen og sagde til ham: “Enhver plejer først at sætte den gode vin frem, og når folk er blevet godt drukne, da den ringere; men du har gemt den gode vin indtil nu.”

    (5) Således gjorde Jesus i Kana i Galilæa begyndelsen på sine mirakler og åbenbarede sin herlighed, og mange disciple troede på ham.

    (6) Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans moder, sammen med Maria Magdalene, hans brødre og hans disciple; og de blev der i mange dage.

    (7) Der opstod et spørgsmål mellem nogle af Johannes´ disciple og jøderne om renselse. Og de kom til Johannes og sagde: “Rabbi, ham som var hos dig på den anden side af Jordan, hvorom du har vidnet, se, han døber og alle kommer til ham.”

    (8) Johannes svarede og sagde: “Et menneske kan ikke modtage noget, uden det bliver givet ham fra Himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: ‘Jeg er ikke Kristus, men jeg er sendt foran ham.’

    (9) Han, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst; denne min glæde er derfor blevet fuldkommen. Han bør vokse, men jeg blive mindre. Den, som er af jorden, er jordisk og taler af jorden; den, som kommer fra Himlen er over alle.”

    (10) Og visse af farisæerne kom og spurgte Jesus med ordene: “Hvorfor siger du, at Gud vil fordømme verden?” Og Jesus svarede og sagde: “Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt varende liv. Gud sendte ikke sin Søn til verden for at fordømme verden, men for at verden gennem ham måtte blive frelst.

    (11) Den, som tror ham, fordømmes ikke; men de, som ikke tror, er allerede fordømte, fordi de ikke har troet på Guds enbårnes navn. Og dette er fordømmelsen: at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset, fordi deres gerninger er onde.

    (12) Thi alle de, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at deres gerninger ikke skal fordømmes. Men den, som øver retfærdighed, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at den er øvet i Gud.”

    (13) Og der var en embedsmand, hvis søn var syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet til Galilæa, gik han til ham og bad ham om, at han ville komme ned og helbrede hans søn, for han var døden nær.

    (14) Så sagde Jesus til ham: “Uden I får tegn og undere at se, vil I ikke tro!” Embedsmanden sagde til ham: “Herre, kom med, ellers dør min søn!”

    (15) Jesus sagde til ham: “Gå din vej; din søn lever.” Og manden troede de ord, som Jesus havde talt til ham, og han gik sin vej. Og mens han nu var på vej, mødte hans tjenere ham og sagde: “Din søn lever.”

    (16) Da spurgte han dem om i hvilken time, han var blevet bedre. Og de sagde til ham: “I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Så vidste faderen, at det var i den samme time i hvilken Jesus havde sagt til ham: “Din søn lever;” og han og hele hans husstand troede.

 

 

Kapitel 13

Hans første prædiken i synagogen.

 

    (1) Og Jesus kom til Nazaret, hvor han var vokset op; og efter sin sædvane gik han ind i synagogen på sabbatsdagen, og han stod op for at forelæse. Og en rulle af profeten Esajas var bragt op til ham.

    (2) Og da han havde åbnet rullen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet: “Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig til at skulle forkynde glædesbudskabet til de fattige; han har sendt mig for at helbrede de bristede hjerter, for at forkynde forløsning for de fangne og give blinde synet tilbage, for at sætte de bundne i frihed og at forkynde det kærkomne Herrens år.”

    (3) Og han lukkede rullen og gav tjeneren den tilbage og satte sig ned. Og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. Og han begyndte, idet han sagde til dem: “I dag er dette skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Og alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de tiltalende ord, som udgik af hans mund; og de sagde: “Er dette ikke Josefs søn?”

    (4) Og nogle bragte en blind mand til ham for at prøve ham, og sagde: “Rabbi, her er en Abrams søn, blind fra fødslen. Helbred ham, ligesom du har helbredt hedninger i Ægypten.” Og han så på ham og mærkede hans vantro og vantroen hos dem, som kom med ham, og deres ønske om at fange ham i noget. Og han kunne ikke gøre nogen undergerninger det sted på grund af deres vantro.

    (5) Og de sagde til ham: “Hvad vi end har hørt dig gøre i Ægypten, så gør det også her i dit eget land!” Og han sagde: “Sandelig siger jeg dig: Ingen profet er accepteret i sit eget hjem eller i sit eget land, heller ikke helbreder en læge dem, som kender ham.*

    (6) Og jeg siger jer, som sandt er: I Israel var der mange enker i Elias´ dage, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der kom en stor hungersnød i hele landet. Dog til ingen af dem blev Elias sendt, men derimod til Zarepta i Zidons land til en kvinde, som var enke.

    (7) Og i Israel var der mange spedalske på profeten Elisas´ tid, og ingen af dem blev renset, men derimod syreren Na´aman.”

    (8) Da de, der var i synagogen, hørte disse ting, blev de fulde af harme. Og de stod op og drev ham ud af byen og førte ham hen til randen af det bjerg, deres by var bygget på, for at kaste ham på hovedet ned. Men han gik sin vej midt imellem dem og drog bort og undslap dem.

 

*THOMASEV. 31: Jesus sagde: “En profet er ikke anset i sin landsby. En læge helbreder ikke dem, som kender ham.”

 

 

Kapitel 14

Andreas og Peter kaldes.

 

    (1) Se, landsfyrsten Herodes, som var blevet irettesat af Johannes Døberen for hans broder Filips hustru Herodias´ skyld, føjede nu til alt det onde, han havde gjort, at han også kastede Johannes i fængsel.

    (2) Og Jesus begyndte at prædike og sige: “Omvend jer, for Himmeriget er nær.” Og mens han gik ved søen i Galilæa, så han Simon, kaldet Peter, og Andreas, hans broder, som var ved at kaste et net i søen, for de var fiskere. Og han sagde til dem: “Følg mig, og jeg vil gøre jer til menneskefiskere.” Og de forlod straks deres net og fulgte ham.

    (3) Og da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus´ søn, og hans broder Johannes, sidde sammen med deres fader Zebedæus i en båd og bøde deres garn; og han kaldte på dem. Og de forlod straks båden og deres fader og fulgte ham.

    (4) Jesus gik omkring i hele Galilæa, lærte i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al slags sygdom og svaghed blandt folket. Og rygtet om hans mirakler kom ud over hele Syrien, og de bragte mange til ham, der led af forskellige sygdomme og lidelser, og dem som var sindsyge, og dem som var lamme, og han helbredte dem.

    (5) Og store folkeskarer fulgte ham både fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan.

    (6) Og mens Jesus drog omkring med nogle af sine disciple, mødte han en bestemt mand, som dresserede hunde til at jage andre væsener. Og han sagde til manden: “Hvorfor gør du dette?” Og manden sagde: “Af dette lever jeg, og hvilken gavn gør nogen af disse dyr? Disse dyr er svage, men hundene er stærke.” Og Jesus sagde: “Du mangler kærlighed og visdom. Se, ethvert dyr, som Gud har skabt, har en hensigt og et formål, og hvem kan sige, hvad godt der er i det? Eller hvilken gavn det gør dig eller menneskeheden?

    (7) Og angående dit levebrød: Se hvordan markernes afgrøde vokser frem, og ligeledes frugttræerne og urterne; hvad behøver du mere end disse ting, som dine hænders ærlige arbejde vil give dig? Ve de stærke, som misbruger deres styrke. Ve de listige, som sårer Guds væsener! Ve jægerne, for de skal selv blive jaget.”

    (8) Og manden var forundret, og ophørte med at dressere hundene til jagt, han lærte dem at redde liv i stedet for at ødelægge. Og han lærte af Jesus og blev hans discipel.

    (9) Og se, der kom to rige mænd til ham, og den ene sagde: “Gode Mester...” Men han sagde: “Kald mig ikke god, for én alene er den fuldstændig gode, og det er Gud.”

    (10) Og den anden sagde til ham: “Mester, hvad godt skal jeg gøre for at leve?” Jesus sagde: “Opfyld loven og profeterne.” Han svarede: “Jeg har opfyldt dem.” Jesus svarede: “Gå, sælg alt, hvad du har og del med de fattige, og følg mig.” Men disse ord behagede ham ikke.

    (11) Og Herren sagde til ham: “Hvordan sagde du, at du havde holdt loven og profeterne? Se, mange af dine brødre er klædt i smudsige pjalter og er ved at dø af sult, og dit hus er fyldt med meget gods, og de får intet deraf.”*

    (12) Og han sagde til Simon: “Det er svært for den rige at indtræde i Himmeriget, for den rige tænker på sig selv og foragter dem, som intet har.”

 

*HEBRÆEREVANGELIET: Den anden af de rige mænd sagde til ham: “Mester, hvad godt skal jeg gøre for at leve?” Han sagde til ham: “Menneske, opfyld loven og profeterne.” Han svarede ham: “Jeg har opfyldt dem.” Han sagde til ham: “Gå, sælg alt, hvad du har og del med de fattige, og kom og følg mig.” Men den rige mand begyndte at klø sig i hovedet, for det behagede ham ikke.

    Og Herren sagde til ham: “Hvorfor sagde du: ‘Jeg har opfyldt loven og profeterne’? idet du ser, at der står skrevet i loven: ‘Du skal elske din næste som dig selv,’ og se, mange af dine brødre, sønner af Abraham, er klædt i smuds og er ved at dø af sult, og dit hus er fyldt med mange gode ting, og de får intet deraf.”

 

 

 

Kapitel 15

Helbredelsen af den spedalske og den lamme.

 

    (1) Og det skete, da han var i en bestemt by, at en mand fuld af spedalskhed så Jesus, og han faldt til jorden og bad ham og sagde: “Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Og han rakte sin hånd frem og rørte ham og sagde: “Velsignet er du, som tror; jeg vil, bliv ren.” Og straks forsvandt spedalskheden fra ham.

    (2) Og han pålagde ham med ordene: “Fortæl det ikke til nogen, men gå og vis dig frem for præsten, og bring et offer for din renselse, ligesom Moses befalede, som et vidnesbyrd for dem.” Men så meget desto mere bredte hans berømmelse sig ud over landet, og store skarer samlede sig for at høre ham og for at få helbredt deres sygdomme hos ham. Og han trak sig tilbage til ørkenen og bad.

    (3) Og det skete en dag, mens han lærte, at der var nogle farisæere og lovlærere, som sad der for at se dem, der var kommet fra hver eneste by fra Galilæa og Judæa og Jerusalem; og Guds kraft var til stede for at helbrede dem.

    (4) Og se, de bragte en seng ind med en mand, som var lam, og de forsøgte at komme ind med ham og lægge ham foran Jesus. Og da de ikke kunne finde ud af på hvilken måde, de kunne få ham ind på grund af folkeskaren, gik de op på husets tag og firede ham ned mellem tagstenene sammen med hans seng midt iblandt dem lige foran Jesus. Og da han så deres tro, sagde han til ham: “Menneske, dine synder tilgives dig!”

    (5) Og de skriftkloge og farisæerne begyndte at tænke og sige: “Hvem er dette, som taler gudsbespotteligt? Hvem kan tilgive synder andre end Gud?” Men da Jesus mærkede deres tanker, svarede han og sagde til dem: “Hvad tænker I på i jeres hjerter? Kan endog Gud tilgive synder, hvis et menneske ikke angrer? Hvem sagde: ‘Jeg tilgiver dig dine synder’? Sagde jeg ikke snarere: ‘Dine synder tilgives dig’?

    (6) Hvad er lettest at sige: Dine synder tilgives dig, eller: Rejs dig op og gå? Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at skelne og til at erklære synders forladelse (han talte nu hen mod den lamme), siger jeg til dig: “Rejs dig, og løft din seng op, og gå hjem til dit hus!”

    (7) Og han stod staks op for øjnene af dem og tog det, han lå på, og gik hjem, idet han priste Gud. Og de blev alle forbløffede og priste Gud, og de fyldtes af ærefrygt, og de sagde? “Vi har i dag set utrolige ting!”

    (8) Og imens Jesus var på vej ind i en bestemt landsby, mødte han en mand, som havde været døv fra fødslen. Og han troede ikke på lydene af vindens susen eller tordenen, eller fuglenes og dyrenes skrig når de klagede af sult eller af deres sår; heller ikke at andre hørte dem.

    (9) Og Jesus blæste ind i hans ører, og de blev åbnet, og han hørte. Og en umådelig glæde opfyldte ham over de lyde, hvis eksistens han før havde benægtet og sagde: “Nu hører jeg alt!”

    (10) Men Jesus sagde til ham: “Hvordan kan du sige: ‘Nu hører jeg alt’? Kan du høre de fangnes sukke, eller fuglenes og dyrenes sprog, når de meddeler sig til hinanden, eller engles eller ånders stemmer? Tænk på, hvor meget du ikke kan høre, og vær ydmyg i din uvidenhed.”

 

 

Kapitel 16

Mattæus kaldes.

Den nye vin i de gamle sække.

 

    (1) Og efter dette gik han videre og så en tolder ved navn Levi sidde ved toldboden, og han sagde til ham: “Følg mig!” Og han forlod alt og fulgte ham.

    (2) Og Levi gjorde et stort gilde for ham i sit hus; og der var et stort selskab af toldere og andre, som sad sammen med dem. Men de skriftkloge og farisæerne sagde lavmælt, misbilligende til hans disciple: “Hvorfor spiser og drikker I sammen med toldere og syndere?”

    (3) Og Jesus svarede dem med ordene: “De, der er raske, behøver ikke en læge, men de der er syge. Jeg kom ikke for at kalde de retfærdige, men syndere til omvendelse.”

    (4) Og de sagde til ham: “Hvorfor faster Johannes´ disciple ofte og fremsiger bønner, og ligeledes farisæernes disciple, men dine spiser og drikker?”

    (5) Og han sagde til dem: “Med hvad skal jeg sammenligne denne slægt, og hvad ligner de? De kan sammenlignes med børn, som sidder på markedspladsen, og en siger til de andre: ‘Vi har spillet på fløjte for jer, og I har ikke danset, vi har sørget for jer, og I græd ikke!’

    (6) For Johannes Døberen kom, som hverken spiste eller drak, og I siger: ‘Han er besat af Djævelen!’ Menneskesønnen kom og spiste og drak af jordens frugter og dyrenes mælk og vintræets frugt, og I siger: ‘Se en grovæder og dranker, tolderes og synderes ven!’

    (7) Kan I få brudekammerets børn til at faste, mens brudgommen er hos dem? Men dage skal komme, da brudgommen skal tages fra dem, og i de dage skal de faste.”

    (8) Og han fortalte også denne lignelse for dem og sagde: “Ingen sætter en ny lap på en gammel klædning, for så vil det nye ikke forenes med det gamle, og klædningen bliver dårligere.

    (9) Og ingen hælder ny vin på gamle sække*, ellers vil den nye vin sprænge sækkene og blive spildt, og sækkene vil ødelægges. Men ny vin skal hældes på nye sække, så begge bevares.

    (10) Ingen, som har drukket gammel vin, vil altså straks ønske den nye, for de siger: ‘Den gamle er bedre.’ Men den tid vil komme, da den nye vin er blevet gammel, og da vil de stærkt ønske den nye. For ligesom man udskifter gamle klæder med nye, således udskifter de dødens krop med livets krop, og det som har været, med det som vil komme.”

 

*Egentlig “flasker”.

 

 

Kapitel 17

Jesus udsender de tolv.

 

    (1) Og Jesus gik op på et bjerg for at bede; og da han havde tilkaldt sine tolv disciple, gav han dem kraft imod urene ånder til at drive dem ud, og kraft imod alle slags dårligdomme og sygdomme. Nu er navnene på de tolv disciple, som stod for Israels tolv stammer, følgende:

    (2) Peter, kaldes Kefas, for Rubens stamme; Jakob* for Naftalis stamme; Thomas, kaldes Didymus, for Zebulons stamme; Mattæus, kaldet Levi, for Gads stamme; Johannes for Efraims stamme; Simon for Issachars stamme.

    (3) Andreas for Josefs stamme; Natanael for Simeons stamme; Thaddeus for Zebulons (?) stamme; Jacob** for Benjamins stamme; Judas for Dans stamme; Filip for Ashers stamme. Og Judas Iskariot, en levit, som forrådte ham, var blandt dem (men han var ikke af dem). Og Mattias og Barsabbas var også tilstede hos dem.

    (4) Derefter kaldte han på lignende vis tolv andre til at være profeter, lysets mennesker, til at være sammen med apostlene og vise dem Guds skjulte ting. Og deres navne var: Hermes, Aristobulus, Selenius, Nereus, Apollos og Barsabbas; Andronicus, Lucius, Apelles, Zachæus, Urbanus og Clementos.*** Og så kaldte han tolv, som skulle være evangelister og tolv, som skulle være præster. Fire gange tolv kaldte han, for at han kunne sende dem ud til de tolv Israels stammer, fire til hver.

    (5) Og de stod rundt om Mesteren, klædt i hvidt linned, kaldet til at være et helligt præsteskab for Gud, til at tjene de tolv stammer, til hvem de skulle udsendes.

    (6) Disse fire gange tolv sendte Jesus ud og pålagde dem med ordene: “Jeg vil have, at I og jeres ledsagere skal være mine tolv apostle til et vidnesbyrd for Israel****. Gå til Israels byer og til Israels tabte får. Og når I går derhen, så tal til dem og forkynd: “Himmeriget er nær.” Ligesom jeg har døbt jer med vand, så døb I dem, som tror.

    (7) Salv og helbred de syge, rens de spedalske, oprejs de døde, uddriv onde ånder; I har modtaget det for intet, giv det for intet. Anskaf jer hverken guld eller sølv eller kobber til jeres punge, heller ikke taske til jeres rejse, heller ikke to kapper, heller ikke sko eller stave; for arbejderen er sin føde værd; og spis, hvad der bliver sat for jer; men rør ikke det, som kommer af at tage liv, for det er ikke lovligt for jer.

    (8) Og i hvad for en by I så end vil gå ind i, så forhør jer der, hvem der er det værd; og bliv der, til I går fra byen. Og når I kommer ind i et hus, så hils det! Og hvis huset er det værd, vil jeres fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, vil jeres fred vende tilbage til jer.

    (9) Vær kloge som slanger og harmløse som duer. Vær uskyldige og rene. Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge, men for at redde; heller ikke for at tage liv, men for at give liv til krop og sjæl.

    (10) Og frygt ikke dem, der dræber kroppen, og som ikke er i stand til at dræbe sjælen; men frygt mere ham, som er i stand til at ødelægge både sjæl og legeme i Helvede.

    (11) Sælges to spurve ikke for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden tilladelse fra den Hellige. Ja, hvert eneste hår på jeres hoved er talt! Frygt derfor ikke; hvis Gud sørger for spurvene, skulle han så ikke sørge for jer?

    (12) Det er nok for disciple, at de skal være som deres mester og tjenerne som deres herre. Hvis de har kaldt husets mester for Belsebub, hvad kan de så ikke finde på at kalde hans husfolk? Frygt dem derfor ikke; for der er intet tildækket, som ikke skal blive åbenbaret, og der er intet skjult, som ikke skal blive kendt.

    (13) Hvad jeg taler til jer i mørket, det skal I forkynde i lyset, når tiden kommer; og hvad I hører i øret, det skal I prædike fra jeres hustage. Derfor: Enhver som kendes ved sandheden over for menneskene, dem vil jeg også vedkende mig for min Fader-Moder, som er i Himlen. Men enhver, som fornægter sandheden over for menneskene, dem vil jeg også fornægte for min Fader-Moder, som er i Himlen.

    (14) Sandelig, jeg er kommet for at bringe fred til jorden; men se, når jeg taler, følger mig et sværd.* Jeg er kommet for at forene, men se: en mand skal være i strid med sin fader og en datter med sin moder, og svigerdatteren med sin svigermoder; og en mands fjender skal være blandt hans egne husfolk; for de uretfærdige kan ikke være sammen med dem, som er retfærdige.

    (15) De, som ikke tager deres kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, som finder sit liv, skal miste det; og den, som mister sit liv for min skyld, skal finde det.”

 

*Iames

 

**Iacob

 

***Under den romerske besættelse var det almindeligt, at jøderne antog græsk/romerske navne ved siden af deres egne hebraiske.

 

****I bogen “The Gospel of the Twelve Apostles” af J. Rendel Harris, Cambridge, står der et citat fra THE GOSPEL OF THE TWELVE, som lyder: “Jeg vil have, at I skal være tolv apostle til et vidnesbyrd for Israel.” Dette citat er ikke fra Urevangeliet, men stammer fra et helt uafhængigt skriftfund.

 

*ESAJAS 49,1-2: “Hør mig, I fjerne strande, lyt til, I folk i det fjerne! Herren har fra moders liv kaldt mig, fra moders skød nævnet mit navn; til et skarpt sværd gjorde han min mund.”

 

 

Kapitel 18

Udsendelsen af de tooghalvfjerds.

 

    (1) Derefter udpegede Herren også tooghalvfjerds, og sendte dem to og to foran sig til hver by og slægts sted, hvortil han selv ville komme.

    (2) Derfor sagde han til dem: “Høsten er sandelig stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.

    (3) Gå jeres vej; se, jeg sender jer som lam blandt ulve. Tag ikke pung eller taske eller sko med, og giv jer ikke tid til at hilse på nogen undervejs.

    (4) Og når I går ind i et hvilket som helst hus, så sig først: ‘Fred være med dette hus!’ Og hvis fredens ånd er der, vil jeres fred hvile over det, hvis ikke, vil den vende tilbage til jer.

    (5) Og når I kommer ind i en hvilken som helst by, og de tager imod jer, så spis det, der sættes for jer uden at tage liv. Og helbred de syge, som er der, og sig til dem: ‘Guds rige er kommet nær til jer.’

    (6) Og bliv i det samme hus; spis og drik det, de giver jer uden at udgyde blod, for arbejderen er sin hyre værd. Gå ikke fra hus til hus.

    (7) Hvilken by I så end går ind i, og de ikke tager imod jer, så gå ud på dens gader og sig: ‘Endog det støv, som hænger ved vores fødder fra jeres by, tørrer vi af til jer; ikke desto mindre: Vær sikre på, at Guds rige er kommet jer nær.’

    (8) Ve dig, Korazin! ve dig, Betsajda! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, så havde de for længe siden omvendt sig og siddet i sæk og aske. Men det skal gå dem tåleligere ved dommen end jer.

    (9) Og du, Kapernaum, som er ophøjet til Himlen, skal fare ned til dødsriget. Den, som hører jer, hører mig; og den, som ringeagter jer, ringeagter mig; og den, som ringeagter mig, ringeagter den, som udsendte mig. Men lad alle være overbeviste i deres eget sind.”

    (10) Og igen sagde Jesus til dem: “Vær barmhjertige, så skal der også vises jer barmhjertighed. Tilgiv andre, så skal I få tilgivelse. Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen.

    (11) Som I gør imod andre, sådan skal det blive gjort mod jer. Som I giver, sådan skal I modtage. Som I dømmer andre, sådan skal I blive dømt. Som I tjener andre, skal I også blive betjent.

    (12) For Gud er retfærdig og belønner hver og en efter dennes gerninger. Det, som de sår, det skal de også høste.”

 

 

Kapitel 19

Jesus underviser i at bede.

 

    (1) Mens Jesus var ved at bede et sted oppe på et bjerg, kom nogle af hans disciple til ham, og en af dem sagde: “Herre, lær os hvordan man beder.” Og Jesus sagde til dem: “Når du beder, så gå ind i dit hemmelige værelse, og når du har lukket døren, så bed til din Abba Amma, som er over dig og inden i dig, og din Fader-Moder*, som ser alt det skjulte, vil svare dig åbenlyst.

    (2) Men når I er forsamlede og beder i fællesskab, så brug ikke intetsigende gentagelser, for jeres himmelske Forældre ved, hvad I behøver, før I beder. Bed derfor på denne måde:

    (3) Vor Fader-Moder, som er ovenfor og indenfor, helliget blive dit navn i tofoldig treenighed. Dit rige komme til alle i visdom, kærlighed og retfærdighed. Ske din vilje, som i Himlen således også på jorden. Giv os dagligt del i dit hellige brød og det levende vintræs frugt.** Ligesom du forlader vor skyld, således måtte vi også tilgive andre, som er skyldige imod os. Udgyd din godhed over os, så at også vi må gøre det samme mod andre. Bevar os fra det onde i fristelsens time.

    (4) For dit er Riget, kraften og herligheden, fra evighed, nu og i al evighed. Amen.

    (5) Og hvorsomhelst syv er forsamlede i mit navn, der er jeg iblandt dem; ja, hvis bare der er tre eller to; og når der kun er én enkelt, som beder i hemmelighed, er jeg hos den ene.

    (6) Løft stenen op, og der vil du finde mig. Kløv brændet, og der er jeg. For i ilden og i vandet og i enhver levende form er Gud åbenbaret som dets liv og dets stof.***

    (7) Og Herren sagde: “Hvis din broder har syndet i ord syv gange om dagen og har angret syv gange om dagen, så tilgiv ham.” Simon sagde til ham: “Syv gange om dagen?”

    (8) Herren svarede og sagde til ham: “Jeg siger dig: også halvfjerds gange syv gange; for endog i profeterne, efter at de var blevet salvet med Helligånden, er syndige udtalelser blevet fundet.*

    (9) Vær derfor hensynsfulde, vær nænsomme, hav medlidenhed, vær venlige; ikke alene mod jeres egen slags, men imod ethvert væsen, som I har i jeres varetægt; for I er for dem lig guder, til hvilke de ser op i deres nød. Vær langsomme til at vredes, for mange har syndet i vrede, men har angret det, når deres vrede var gået over.”

    (10) Og der var en mand, hvis hånd var visnet, og han kom til Jesus og sagde: “Herre, jeg var murer og ernærede mig med mine hænder; jeg bønfalder dig: genskab mit helbred, så at jeg ikke skal tigge for føden med skam.” Og Jesus helbredte ham og sagde: “Der er et hus bygget uden hænder; se til, at du bor deri!”**

 

*Her er “Abba Amma” erstattet med “Father-Mother”, altså Fader-Moder. Mange andre steder i teksten har Ouseley erstattet det aramæiske “Abba Amma” med “Parent”, altså Forældre (men i ental!), hvilket ikke kan oversættes direkte til dansk alle steder, hvorfor jeg de fleste steder i oversættelsen holder mig til Fader-Moder.

**SIRAKS BOG 15,1-8: “Hvem der holder fast ved loven vil tilegne sig visdommen. Den vil da komme ham i møde som en moder og tage imod ham som en ungdomshustru; den vil bespise ham med indsigts brød og give ham visdoms vand at drikke.”

***OXYRHYNCHUS PAPYRUS 1,X: “Og hvorsomhelst der er to, er de ikke uden Gud; og hvor der er en enkelt, siger jeg, at jeg er hos ham. Løft stenen op, og der vil du finde mig. Kløv brændet, og der er jeg.”

 

*HEBRÆEREVANGELIET: Han sagde: “Hvis din broder har syndet i ord og har angret overfor dig syv gange om dagen, så tilgiv ham.” Simon, hans discipel, sagde til ham: “Syv gange om dagen?” Mesteren svarede og sagde til ham: “Jeg siger dig: også indtil halvfjerds gange syv gange; for i profeterne, selv efter at de var blevet salvet med den hellige Ånd, blev der fundet syndige udtalelser.”

**HEBRÆEREVANGELIET: “Jeg var murer og ernærede mig med mine hænder; jeg beder dig, Jesus, at du vil helbrede mig, så at jeg ikke skamfuldt skal tigge for føden.”

**PAULUS´ 2. BREV TIL KORINTERNE: “Thi vi ved, at dersom vort legemes telt, vor jordiske bolig, nedbrydes, har vi en bygning, som kommer fra Gud, en bolig, ikke gjort med hænder.”

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 20

De tooghalvfjerds vender tilbage.

 

    (1) Og efter nogen tid vendte de tooghalvfjerds glade tilbage og sagde: “Herre, endog de onde ånder er os underlagte gennem dit navn!”

    (2) Og han sagde til dem: “Jeg så Satan falde fra himlen som et lyn!

    (3) Se, jeg giver jer kraft til at træde på slanger og skorpioner og over al fjendens magt; og intet skal på nogen måde skade jer. Ikke desto mindre, så fryd jer ikke over det, at ånderne er underlagt jer; men fryd jer hellere over, at jeres navne er indskrevet i Himlen.”

    (4) I den time frydede Jesus sig i Ånden og sagde: “Jeg takker dig, himlens og jordens hellige Ophav, for at du har skjult disse ting for de forstandige og kloge og har åbenbaret dem for små børn, netop sådan! Allerhelligste, sådan syntes det godt i dine øjne!

     (5) Alle ting er overgivet til mig af Al Fader-Moderen; og ingen kender Sønnen, som er Datteren, uden Al Fader-Moderen; heller ikke hvem Al Fader-Moderen er, uden Sønnen og Datteren og de for hvem Sønnen og Datteren vil åbenbare den.”

    (6) Og han vendte sig om mod sine disciple og sagde privat: “Velsignede er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer, at mange profeter og konger har ønsket at se de ting, som I ser, og har ikke set dem; og at høre det, som I hører, og har ikke hørt det.

    (7) Velsignede er I af den indre kreds, som hører mit ord, og for hvem mysterierne åbenbares; I, som ikke prisgiver noget uskyldigt væsen til fangenskabets eller dødens kval, men i alt søger det gode; for sådanne har evigt liv.

    (8) Velsignede er I, som afholder jer fra alt, som stammer fra blodsudgydelse og død, og som fuldfører al retfærdighed; velsignede er I, for I skal modtage saligheden.”

 

 

Kapitel 21

Grusomhed mod en hest.

 

    (1) Og det skete, at Mesteren gik ud af byen og gik over bjergene med sine disciple. Og de kom til et bjerg, hvis stier var meget stejle, og der fandt de en mand med et lastdyr.

    (2) Og hesten var styrtet til jorden, fordi den var overlæsset; og han slog den til blodet flød. Og Jesus gik hen til ham og sagde: “Grusomhedens søn: hvorfor slår du dit dyr? Ser du ikke, at det er for svagt til sin byrde, og ved du ikke, at det lider?”

    (3) Men manden svarede og sagde: “Hvad kommer det dig ved? Jeg må slå den så meget, jeg lyster, for den er min egen, og jeg købte den for en stor sum penge. Spørg dem, som er med dig, for de er af mit bekendtskab og ved det.”

    (4) Og nogle af disciplene svarede og sagde: “Jo, Mester, det er, som han sagde. Vi så, han købte den.” Og Mesteren talte igen: “Ser I ikke, hvordan den bløder, og hører I ikke også, hvordan den jamrer og klager?” Men de svarede og sagde: “Nej, Herre, vi hører ikke, at den jamrer og klager.”

    (5) Herren blev bedrøvet og sagde: “Ve jer, I med jeres sløve hjerter! I hører ikke, hvordan den klager og råber til sin himmelske skaber om barmhjertighed! Men tredobbelt ve den, som er årsagen til, at den råber og jamrer i sin pine!”

    (6) Og han gik frem og rørte den, og hesten rejste sig, og dens sår var lægt. Men til manden sagde han: “Gå nu din vej, men slå den ikke mere, om du selv vil finde barmhjertighed.”

    (7) Og da Jesus så folk komme op imod sig, sagde han til sine disciple: “For de syges skyld er jeg syg; for de hungrendes skyld lider jeg hunger; for de tørstendes skyld lider jeg tørst.”

    (8) Han sagde også: “Jeg er kommet for at afskaffe ofringerne og blodfesterne; og hvis I ikke ophører med at ofre og spise kød og blod, vil Guds vrede ikke ophøre over jer; ligesom den kom over jeres forfædre i ørkenen, der begærede kød og spiste sig mætte og fyldtes med fordærv og hentæredes af sygdomme.*

    (9) Og jeg siger jer: Selv om I er forsamlede ved min barm, så vil jeg, hvis I ikke holder mine bud, forskyde jer! For hvis I ikke holder de mindre mysterier, hvem vil da indvi jer i de større?**

    (10) Den, som er tro i det små, er også tro i det store; og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.

    (11) Hvis I derfor ikke har været tro imod uretfærdighedens mammon, hvem vil da betro jer de virkelige rigdomme? Hvis I ikke har været tro imod det, som tilhører et andet menneske, hvem vil da give jer det, som er jeres?

    (12) Ingen tjener kan tjene to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene både Gud og Mammon.” Og farisæerne, som var pengebegærlige, hørte også alt dette, og de hånede ham.

    (13) Og han sagde til dem: “I er dem, som vil synes retfærdige for menneskene, men Gud kender jeres hjerter; for det, som sættes højt blandt mennesker, er afskyeligt i Guds øjne.

    (14) Loven og profeterne havde deres tid indtil Johannes. Fra den tid prædikes om Guds rige, og enhver trænger sig derind. Men det sker lettere, at himlen og jorden forgår, end at én tøddel af loven fejler.”

    (15) Da kom der nogle kvinder til ham med deres små børn (hvilke de endnu gav die ved deres bryst), for at han skulle velsigne dem; og nogle sagde: “Hvorfor ulejliger I Mesteren?”

    (16) Men Jesus irettesatte dem og sagde: “Af sådanne fremstår de, som vil bekende sig til mig for menneskene.” Og han tog børnene op i sine arme og velsignede dem.***

 

*EBIONITTEREVANGELIET (se “The Apocryphal New Testament” side 10): “Jeg er kommet for at ødelægge ofringerne, og hvis I ikke ophører med at ofre, vil Guds vrede ikke ophøre over jer.”

**HEBRÆEREVANGELIET: “Hvis I har været forsamlede ved min barm, og ikke holder mine bud, vil jeg støde jer bort.”

***THOMASEV. 22: Jesus så nogle små, som fik die. Han sagde til sine disciple: “Disse små, som får die, ligner dem, der går ind i Riget.”

 

 

 

Kapitel 22

Jairus´ datter opvækkes.

 

    (1) Og se, der kom en af synagogeforstanderne ved navn Jairus; og da han så ham, faldt han ned for hans fødder og bad ham indtrængende og sagde:  “Min lille datter ligger og er døden nær; jeg beder dig: kom og læg dine hænder på hende, så hun kan blive helbredt; og hun skal leve.” Og Jesus gik med ham og mange mennesker fulgte ham og trængte sig om ham.

    (2) Der var en kvinde, der havde haft blødninger i tolv år, og som havde lidt meget af mange læger og havde betalt alt, hvad hun havde, og hun var ikke blevet bedre, hun var snarere blevet dårligere.

    (3) Da hun havde hørt om Jesus, kom hun ind i trængslen bagfra og rørte hans klæder; for hun sagde ved sig selv: “Hvis jeg blot rører hans klæder, vil jeg blive helbredt.” Og straks standsede hendes blødning, og hun følte i sin krop, at hun var helbredt for sin plage.

    (4) Og Jesus mærkede straks i sig, at en kraft var udgået fra ham, og han vendte sig om i trængslen og sagde: “Hvem rørte min klædning?” Og hans disciple sagde til ham: “Du ser at menneskemængden trænges om dig, og så siger du: ‘Hvem rørte mig?’”

    (5) Og han kiggede sig omkring for at få øje på hende, som havde gjort det. Men kvinden kom bange og skælvende, idet hun vidste, hvad der var sket i hende, og faldt ned foran ham og fortalte ham det hele. Og han sagde til hende: “Datter, din tro har helbredt dig; gå i fred, og vær helbredt for din plage.”

    (6) Mens han endnu talte, kom der en fra synagogeforstanderens hus, som sagde: “Din datter er død; hvorfor ulejlige Mesteren mere?”

    (7) Så snart Jesus hørte disse ord, sagde han til synagogeforstanderen: “Vær ikke bange, tro kun.” Og han tålte ikke, at nogen fulgte ham undtagen Peter og Jakob og Johannes, Jakobs broder.

    (8) Og han kom til synagogeforstanderens hus og så tumulten og deltagerne og dem, som jamrede og græd højlydt.

    (9) Og da han var kommet ind, sagde han “Hvorfor laver I al denne ståhej og gråd? Den unge pige er ikke død, men sover.” Og de lo hånligt ad ham, for de tænkte, hun var død, og troede ham ikke. Men da han havde gennet dem alle ud, tog han to af sine disciple med og gik ind, hvor den unge pige lå.

    (10) Og han tog pigen ved hånden og sagde til hende: “Talitha cumi;” som er det samme som: “Unge pige, jeg siger dig: stå op!”

    (11) Og straks stod pigen op og gik. Og hun var tolv år. Og de var overordentligt forbløffede.

    (12) Og han pålagde dem med bestemthed, at ingen måtte gøre dette kendt, og befalede, at hun skulle have noget at spise.

 

 

Kapitel 23

Jesus og den samaritanske kvinde.

 

    (1) Derefter kom Jesus til en by i Samaria ved navn Sykar, nær ved det stykke jord, som Jakob gav sin søn Josef.

    (2) Se, Jakobs brønd var der. Og da Jesus var træt af rejsen, satte han sig ned på brøndkanten helt alene; og det var ved den sjette time.

    (3) Og der kom en kvinde fra Samaria for at trække vand op. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” (Hans disciple var nemlig gået ind i byen for at købe mad.)

    (4) Så sagde den samaritanske kvinde til ham: “Hvordan kan dog du, som er jøde, bede mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” (Jøderne omgås nemlig ikke med samaritanerne).

    (5) Jesus svarede og sagde til hende: “Hvis du havde kendt Guds gave, og hvem det er, som siger til dig: ‘Giv mig noget at drikke!’ så bad du af Gud, og han ville give dig levende vand.”

    (6) Kvinden sagde til ham: “Herre, du har intet at trække vand op med, og brønden er dyb; hvorfra får du da det levende vand? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som har givet os brønden, og selv har drukket af den sammen med sine børn og sine kameler og okser og får?”

    (7) Jesus svarede og sagde til hende: “Enhver, som drikker af dette vand, vil tørste igen, men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, skal aldrig tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.”

    (8) Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke mere skal tørste, og heller ikke skal komme her og drage vand op.” Jesus sagde til hende: “Gå hen og kald på din mand og kom herud igen.” Kvinden svarede og sagde: “Jeg har ingen mand.”

    (9) Jesus så på hende og sagde så: “Du har talt ret med ordene: ‘Jeg har ingen mand’. For du har haft fem mænd, og ham, du nu har, er ikke din mand; deri talte du sandfærdigt.”

    (10) Kvinden sagde til ham: “Herre, jeg indser, at du er en profet. Vore forfædre har bedt på dette bjerg, og I siger, at Jerusalem er stedet, hvor mennesker bør tilbede.”

    (11) Jesus sagde til hende: “Kvinde, tro mig, den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Gud. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen er af Israel.

    (12) Men den tid kommer, og er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Al Fader-Moderen i ånd og sandhed; for det er sådanne tilbedere, den Hellige søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder, bør tilbede i ånd og sandhed.”

    (13) Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias kommer, han, som kaldes Kristus; når han kommer, vil han forkynde os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, jeg, som taler med dig.”

    (14) Og i det samme kom hans disciple, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde; dog sagde ingen: “hvad søger du?” eller: “hvorfor taler du med hende?”

    (15) Kvinden lod nu sin vandkrukke stå og gik ind i byen og sagde til folk: “Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?”

    (16) Så gik de ud af byen og kom hen til ham, og mange af samaritanerne troede på ham, og de overtalte ham til at blive hos sig; og han blev der i to dage.

 

 

Kapitel 24

Jesus fordømmer grusomhed.

Han helbreder de syge og uddriver onde ånder.

 

    (1) Da Jesus kom gennem en landsby, så han en flok dagdrivere af værste slags, og de pinte en kat, som de havde fundet, og behandlede den på skændigste måde. Jesus befalede dem at holde op og begyndte at argumentere; men de ville ikke høre på ham og hånede ham.

    (2) Da lavede han en pisk med knuder på og drev dem væk og sagde: “Denne jord, som min Fader-Moder har skabt til fryd og glæde, har I gjort til det værste helvede med jeres voldsgerninger og grusomhed!” Og de flygtede bort fra hans åsyn.

    (3) Men en af dem, som var mere forkastelig end de andre, kom tilbage og udfordrede ham. Og Jesus strakte sin hånd ud, og den unge mands arm visnede; og en stor frygt greb dem alle, og en sagde: “Han er en troldmand!”

    (4) Den næste dag kom den unge mands moder til Jesus og bad,  om han ikke nok ville helbrede hans arm igen. Og Jesus talte til dem om kærlighedens lov og om alt livs enhed i Guds familie. Og han sagde også: “Således, som I i dette liv behandler jeres medskabninger, sådan kommer det til at gå jer i det kommende liv.”

    (5) Og den unge mand troede og bekendte sine synder; og Jesus strakte sin arm ud, og hans visnede arm blev rask ligesom den anden. Og folk priste Gud, som havde givet en sådan kraft til mennesket.

    (6) Og da Jesus tog derfra, fulgte to blinde mænd efter ham og råbte og sagde: “Du Davids søn! Hav barmhjertighed med os!” Da han var kommet ind i huset, kom de blinde mænd hen imod ham, og Jesus sagde til dem: “Tror I, at jeg er i stand til at gøre dette?”

    (7) De sagde til ham: “Ja, Herre.” Så rørte han deres øjne og sagde: “Det ske jer, som I troede.” Og deres øjne åbnedes, og Jesus formanede dem på det bestemteste og sagde: “Se til, at I ikke fortæller det til nogen!” Men da de var taget af sted, udbredte de hans berømmelse over hele egnen.

    (8) Mens de gik videre, se, da blev der bragt en stum til ham, som var besat af en ond ånd; og da den onde ånd var drevet ud, kunne den stumme tale, og menneskemængden undrede sig og sagde: “Noget sådant er aldrig set i Israel!” Men farisæerne sagde: “Han driver de onde ånder ud ved de onde ånders fyrste.”

    (9) Og Jesus gik omkring i alle deres byer og landsbyer og lærte i deres synagoger og prædikede evangeliet om Riget og helbredte enhver dårligdom og sygdom blandt folket.

    (10) Men når han så folkemasserne, blev han bevæget og fik medlidenhed med dem, fordi de var svækkede og var spredt over landet som får uden hyrde.

    (11) Så sagde han til sine disciple: “Høsten er sandelig stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens herre om, at han vil sende arbejdere ud til sin høst.”

    (12) Og hans disciple bragte ham to små kurvefulde brød og frugt og en krukke med vand. Og Jesus satte brødet og frugten foran dem, og ligeså vandet. Og de spiste og drak og blev mætte.

    (13) Og de var forbløffede; for hver enkelt havde nok og havde tilovers, og der var fire tusind! Og de tog derfra idet de priste Gud for det, som de havde hørt og set.

 

 

Kapitel 25

Bjergprædikenen.

 

    (1) Da Jesus så skarerne, gik han op på et bjerg; og da han havde sat sig, kom de tolv til ham; og han så ud over sine disciple og sagde:

    (2) “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.

    (3) Salige er de barmhjertige, for dem skal der vises barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld, for Guds rige er deres.

    (4) Ja, salige er I, når mennesker hader jer og når de udstøder jer fra deres selskab og bebrejder jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer den dag, og spring højt af glæde; thi se, jeres løn er stor i Himlen; for på lignende måde handlede deres forfædre mod profeterne.

    (5) Men ve jer, I, som er rige! for I har i dette liv fået jeres trøst. Ve jer, I, som nu er mætte! for I skal hungre. Ve jer, I, som nu ler, for I skal sørge og græde. Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer! for det gjorde deres forfædre også om de falske profeter.*

    (6) I er jordens salt, for ethvert offer må saltes med salt; men hvis saltet har mistet dets kraft, hvad skal den da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes under fode.

    (7) I er verdens lys. En by, der er bygget på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Lad jeres lys skinne sådan for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Forældre, som er i Himlen.

    (8) Tænk ikke, at jeg er kommet for at ødelægge loven og profeterne; jeg er ikke kommet for at ødelægge, men for at opfylde. Thi sandelig siger jeg jer: før himlen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven eller profeterne forgå, før det er opfyldt alt sammen. Men se, en større end Moses er her; og han vil give jer den højere lov, endog den fuldkomne lov, og denne lov bør I adlyde.

    (9) Derfor: enhver, der bryder et af disse bud, som han vil give, og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men enhver, som overholder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget.

    (10) Sandelig, de som tror og adlyder, skal redde deres sjæle, og de, som ikke adlyder, skal fortabe dem! For jeg siger jer: hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer i slet ikke ind i Himmeriget.

    (11) Derfor: hvis du bringer din gave til alteret og der husker, at din broder har noget imod dig, så forlad din gave foran alteret, og gå din vej! Vær først forsonet med din broder, og derefter kan du gå hen og bringe din gave.

    (12) Skynd dig at søge forlig med din modpart, mens du er med ham på vejen, for at din modpart ikke skal overgive dig til dommeren og dommeren til retstjeneren og du blive kastet i fængsel. Sandelig siger jeg dig: du skal på ingen måde slippe ud derfra, før du har betalt den sidste øre.

    (13) I har hørt, at der er sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer, som hører: Elsk jeres fjender, gør godt imod dem, som hader jer.

    (14) Velsign dem, som forbander jer, og bed for dem, som ondt udnytter jer; for at I må blive Fader-Moderens børn, som er i Himlen, der lader sin sol stå op både over de onde og de gode, og lader det regne både over de retfærdige og de uretfærdige.

    (15) Thi hvis I elsker dem, som elsker jer, hvilken tak får I så? For syndere elsker også dem, som elsker dem. Og hvis I gør godt mod dem, som gør godt mod jer, hvilken tak får I for det? For syndere gør jo det samme. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad  gør I så mere end andre? Gør ikke også tolderne det samme?

    (16) Og hvis du begærer noget så højt som dit eget liv, og det leder dig bort fra sandheden, så kast det fra dig; for det er bedre at træde ind til livet med sandheden, end at miste den og blive udstødt i det yderste mørke.

    (17) Og hvis det, som volder andre pine eller sorg, synes attråværdigt for dig, så udryd det af dit hjerte; således skal du vinde freden. Det er bedre at lide sorg, end at forvolde den hos andre, som er svagere.

    (18) Vær I da fuldkomne, ligesom jeres Fader-Moder i Himlen er fuldkommen.

 

*ESAJAS 65,13-14: “Se, mine tjenere skal spise, men I skal sulte, se, mine tjenere skal drikke, men I skal tørste, se, mine tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes, se, mine tjenere skal juble af hjertens fryd, men I skal skrige af hjerteve, jamre af sønderbrudt ånd.”

 

 

Kapitel 26

Bjergprædikenen, 2. del.

 

    (1) Vogt jer for, at I ikke giver jeres almisser for øjnene af menneskene for at blive set af dem; ellers får I ingen løn hos jeres Fader-Moder, som er i Himlen. Derfor, når du giver almisse, må du ikke lade blæse i basun foran dig, som hyklerne gør i synagoger og på gader for at æres af mennesker. Sandelig siger jeg dig: de har allerede fået deres løn!

    (2) Men du, når du giver almisse, så lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør, og tag dig i agt for, at dine almisser kan være i det skjulte; og den Skjulte, som ser i det skjulte, vil åbenlyst anerkende dig.

    (3) Og når du beder, skal du ikke være som hyklerne; for de elsker at stå og bede i synagoger og på gadehjørnerne for at blive set af mennesker. Sandelig siger jeg dig: de har allerede fået deres løn!

    (4) Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer, og når du har lukket din dør, så bed til din Fader-Moder, som er i det skjulte; og den Skjulte, som ser i det skjulte, vil åbenlyst anerkende dig.

    (5) Og når I beder i fællesskab, skal I ikke anvende intetsigende bønner, ligesom hedningerne gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange ord. Dem må I derfor ikke ligne; for jeres himmelske Forældre ved, hvad I trænger til, før I beder. Bed derfor på denne måde, når I er forsamlede:

    (6) Vor Fader-Moder, du som er i Himlen! Helliget blive dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himlen; giv os dag efter dag vort daglige brød og det levende vintræs frugt. Måtte vi forlade vore skyldnere, ligesom du forlader vor skyld. Forlad os ikke i fristelsen. Fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

    (7) Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader-Moder også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader-Moder i Himlen heller ikke tilgive jeres overtrædelser.

    (8) Endvidere: når I faster, så vær ikke som hyklerne, der går med sørgmodig mine; thi de gør deres ansigter ukendelige, for at andre mennesker kan se på dem, at de faster. Sandelig siger jeg jer: de har allerede fået deres løn udbetalt.

    (9) Og jeg siger jer: hvis I ikke faster fra verden og dens onde veje, vil I på ingen måde finde Riget; og hvis I ikke holder sabbaten og behersker jeres trang til at samle rigdomme, skal I ikke se Fader-Moderen i Himlen.* Men du, når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, for at andre mennesker ikke skal se på dig, at du faster; og det Ene Hellige, som ser i det skjulte, vil åbenlyst anerkende dig.

    (10) På samme måde skal I opføre jer, når I sørger og klager over jeres døde; for jeres tab er deres vinding. Gør endelig ikke som de, der sørger for øjnene af mennesker og jamrer højlydt, for at andre skal se deres sorg. For alle sjæle er i Guds hænder, og de, som har gjort godt, skal hvile med deres forfædre ved den Eviges barm.

    (11) Bed hellere for deres hvile og udvikling, og tænk på, at de er i det hvilens land, som den Evige har beredt for dem, og de får den rette løn for deres handlinger; og knur ikke som dem uden håb!

    (12) Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler; men saml jer skatte i Himmeriget, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. For hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være.

    (13) Øjnene er legemets lys; hvis derfor dit syn er klart, vil hele dit legeme være fuldt af lys. Men hvis dine øjne er slørede eller helt mangler, vil hele dit legeme være fuldt af mørke. Hvis nu det lys, der er inde i dig er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket!

    (14) Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden; eller han vil holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.

    (15) Derfor siger jeg jer: Vær ikke overbekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal tage på. Er livet ikke mere end maden og legemet mere end klæderne? Og hvad gavner det, et menneske, hvis han vinder den hele verden og mister sit liv?

    (16) Se på luftens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade; og dog giver jeres himmelske Forældre dem føden. Sørges der ikke meget bedre for jer end for dem? Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge én alen til sin vækst? Og hvorfor bruge alle jeres tanker på klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de slider ikke, de spinder heller ikke. Og alligevel siger jeg jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.

    (17) Hvorfor da klæder Gud græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen? Skulle han da så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?

    (18) Derfor skal I ikke være overbekymrede og sige: ‘Hvad skal vi spise?’ eller ‘Hvad skal vi drikke?’ eller ‘Hvad skal vi klæde os med?’ (alt det som hedningerne søger efter). For jeres himmelske Forældre ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og dets retfærdighed, og alle disse ting skal gives jer i tilgift. Lid ikke i forvejen under morgendagens ondskaber; tilstrækkeligt for dagen er den ondskab, som hører den til.

 

*THOMASEV. 27: “Hvis I ikke faster fra verden, vil I ikke finde Riget; hvis I ikke holder sabbaten som sabbat, skal I ikke se Faderen.”

 

 

 

Kapitel 27

Bjergprædikenen, 3. del.

 

    (1) Døm ikke, for at I ikke skal dømmes. For den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes; og med det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen; og som I gør mod andre, sådan skal det blive gjort mod jer.

    (2) Og hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til? Eller hvor kan du sige til din broder: ‘Lad mig tage splinten ud af dit øje;’ og se, der sidder en bjælke i dit eget øje. Din hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart til at tage splinten ud af din broders øje.

    (3) Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin; for at de ikke skal træde dem ned med fødderne og så vende sig om og sønderrive jer.

    (4) Bed, og der skal gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og dem, som banker på, for dem skal der lukkes op.

    (5) Hvilket menneske er der blandt jer, som vil give sit barn en sten, når det beder om brød? Eller give det en slange, når det beder om en fisk? Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Forældre, som er i Himlen, give gode ting til dem, som beder derom?

    (6) Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem. Og hvad I ikke vil have, at menneskene skal gøre mod jer, skal I heller ikke gøre mod dem; for dette er loven og profeterne.

    (7) Gå ind ad den snævre port, for snæver er den port og trang den vej, som fører til livet; og få er de, som finder den. Men vid er den port og bred den vej, som fører til ødelæggelse; og mange er de, der går ind ad den.

    (8) Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve. Af deres frugter skal I kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figner af tidsler?

    (9) Således bærer ethvert godt træ gode frugter, men et dårligt træ bærer dårlige frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Derfor: af deres frugter skal I kende de gode blandt de onde.

    (10) Ikke enhver, som siger til mig: ‘Herre! Herre!’ skal komme ind i Himme-riget; men den, som gør min Fader-Moders vilje, som er i Himlen. Mange vil sige til mig på hin dag: ‘Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn? og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn? og i dit navn udført mange undergerninger?’ Og da vil jeg sige rent ud: ‘Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.’

    (11) Derfor: enhver, der hører disse mine ord og handler efter dem, vil jeg sammenligne med en viis mand, som byggede sit firkantede hus på klippegrund. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste mod huset; men det faldt ikke, for det var grundlagt på en klippe.

    (12) Og enhver, der hører disse mine ord og ikke handler efter dem, kan sammenlignes med en tåbe, som byggede sit hus på sand. Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og slog mod huset; og det faldt, og dets sammenbrud var stort. Men en by, der er bygget firkantet indenfor en kreds eller på toppen af et bjerg, grundlagt på en klippe, kan hverken falde eller skjules.”*

    (13) Og det skete, da Jesus var færdig med at tale disse ord, at folk var slået af forundring over hans lære. For han lærte dem som en, der appellerede til fornuften og hjertet, og ikke som de skriftkloge, som snarere førte deres lære ved autoriteten.

 

*THOMASEV.32: “En by, som man bygger på et højt bjerg, og som er befæstet, kan hverken falde eller skjules.”

*OXYRHYNCHUS PAPYRUS  1,XII: “En by, som er bygget på toppen af et højt bjerg, og grundlagt, kan hverken falde eller skjules.”

 

Kapitel 28

Jesus befrier kaniner og duer.

 

    (1) Da Jesus havde afsluttet sin tale, hændte det en dag et sted i nærheden af Tiberias, hvor der var syv kilder, at en ung mand kom med levende kaniner og duer, for at han kunne spise dem sammen med sine disciple.

    (2) Og Jesus så kærligt på den unge mand og sagde til ham: “Du har et godt hjerte! Og Gud vil give dig lys; men ved du ikke, at Gud i begyndelsen gav mennesket jordens frugter til føde og ikke stillede mennesket lavere end aben eller oksen eller hesten eller fåret, så at han skulle dræbe og spise sine medskabningers kød og blod?

    (3) I tror virkelig, at Moses befalede, at sådanne væsener skulle slås ihjel og ofres som offer og skulle spises; og sådan gør I i templet; men se, en større end Moses er her, og han kommer for at afskaffe lovens blodofre og blodfester og for at genindføre den rene gave og det ublodige offer, ligesom det var i begyndelsen, nemlig jordens kornsorter og frugter.

    (4) Af det, som I kan ofre til Gud i renhed, skal I spise, men af det, som I ikke kan ofre i renhed, skal I ikke spise; for den tid kommer, da jeres ofre og blodfester skal ophøre, og da skal I tilbede Gud med en hellig tilbedelse og med en ren gave.

    (5) Lad derfor disse dyr få deres frihed, så at de kan fryde sig i Gud og ikke bringe skyld over mennesket.” Og den unge mand satte dem fri, og Jesus brød deres bure og bånd.

    (6) Men se, de frygtede ikke for, at de skulle blive fanget igen, og de flygtede ikke fra ham; da talte han til dem om, at de skulle søge friheden; og de adlød hans ord og ilede glade bort.

    (7) Ved den tid da de sad ved den kilde, som var midt imellem de seks andre, stod Jesus op og råbte: “Hvis nogen tørster, så lad dem komme til mig og drikke, for jeg vil give dem af livets vand.

    (8) Fra deres hjerter, som tror på mig, skal der flyde strømme af vand; og det, som er indgivet i dem, skal de tale med kraft, og deres lære vil være som et livgivende vand.”

    (9) (Dette talte han om Ånden, som de, der troede ham, skulle modtage; for Åndens fylde var endnu ikke givet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.)

    (10) “Enhver, der drikker af det vand, som jeg giver ham, skal aldrig tørste; for det vand, som kommer fra Gud, vil i ham blive en kilde til evigt liv.”

    (11) Og ved den tid sendte Johannes to af sine disciple med spørgsmålet: “Er du den, som skulle komme, eller skal vi søge efter en anden?” Og i den samme time var han ved at helbrede mange for deres sygdomme og plager og onde ånder, og mange, som var blinde, gav han synet tilbage.

    (12) Da svarede Jesus og sagde til dem: “Gå og fortæl Johannes, hvilke ting, I har set og hørt: hvordan de blinde ser, spedalske renses, de døve hører, de døde opvækkes og evangeliet prædikes for fattige. Og salig er den, som ikke bliver fornærmet af mig.”*

    (13) Og da Johannes’ budbringere var taget afsted, begyndte han at tale til folket angående Johannes: “Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, som svajer hid og did for vinden, eller en mand klædt i bløde klæder? Se, de, som er prægtigt klædt og lever fint, er i kongers slotte.

    (14) Men hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer: den største af profeterne.

    (15) Dette er ham, om hvem der er skrevet: ‘Se, jeg sender min budbringer foran dit ansigt for at forberede dig vejen.’ For jeg siger jer: blandt kvindefødte er der ingen større end Johannes Døberen.”

    (16) Og alle mennesker, som hørte ham, inklusive tolderne, retfærdiggjorde Gud ved at lade sig døbe med Johannes’ dåb. Men farisæerne og de lovkyndige vragede Guds plan med dem selv og blev ikke døbt af ham.

 

 

*ESAJAS 29,18: “På hin dag hører de døve skriftord, og friede fra mulm og mørke kan blindes øjne se.”

Kapitel 29

Bespisningen af de fem tusind.

 

    (1) Og påskehøjtiden nærmede sig, og apostlene og deres fæller forsamlede sig omkring Jesus og fortalte ham en masse, både om hvad de havde gjort, og hvad de havde lært fra sig. Og han sagde til dem: “Find et øde sted for jer selv og hvil ud en tid.” For der var mange, som kom og gik, og de havde end ikke haft tid til at spise.

    (2) Og de tog for sig selv med båd hen til et øde sted. Men folk så dem tage af sted, og mange kendte ham og løb til fods derhen ud fra alle byer og samlede sig hos ham.

    (3) Og da Jesus kom frem og så de mange mennesker, blev han bevæget og fik medlidenhed med dem, fordi de var som får uden hyrde.

    (4) Og dagen var snart gået, og hans disciple kom hen til ham og sagde: “Og dette er et øde sted! Og nu er dagen snart gået. Send dem væk, så de kan gå ind i landet rundt omkring og ind i landsbyerne, så de kan købe sig noget brød; for de har intet at spise.”

    (5) Han svarede og sagde til dem: “Giv I dem noget at spise.” Og de sagde til ham: “Skal vi gå og købe for tohundrede denarer brød og give dem at spise?”

    (6) Han sagde til dem: “Hvor mange brød har I? Gå hen og se.” Og da de havde fundet ud af det, sagde de: “Seks brød og syv klaser vindruer.” Og han befalede dem, at de alle skulle sætte sig ned i rækker på halvtreds oppe i græsset. Og de satte sig i hundrede rækker med halvtreds i hver.

    (7) Og da de havde taget de seks brød og de syv drueklaser, så han op mod himlen, og han velsignede og brød brødene og druerne ligeså. Han gav dem til sine disciple, så de kunne servere dem for dem; og de delte dem ud blandt alle.

    (8) Og de spiste, og alle blev mætte. Og de samlede tolv kurvefulde med det, der blev tilovers. Og de, som spiste af brødene og frugten, var cirke fem tusind mænd, kvinder og børn; og han lærte dem mange ting.

    (9) Og da folk havde set og hørt, var de opfyldt af glæde og sagde: “Sandelig, dette er den profet, som skulle komme til verden.” Og da han mærkede, at de ville føre ham bort med magt og gøre ham til konge, nødte han straks sine disciple til at gå i båden og i forvejen tage over til Betsajda, mens han selv sendte folk bort.

    (10) Og da han havde sendt dem bort, gik han op på et bjerg for at bede. Og da aftenen kom, var han der alene, men båden var nu ude midt på søen og gyngede i bølgerne, for vinden var imod.

    (11) Ved nattens tredje time kom Jesus ud til dem gående på søen. Og da disciplene så ham gå på søen, blev de bange og sagde: “Det er et spøgelse!” Og de skreg af frygt. Men Jesus talte straks til dem med ordene: “Vær i godt humør; det er mig, vær ikke bange!”

    (12) Og Peter svarede ham og sagde: “Herre, hvis det er dig, så byd mig komme ud til dig på vandet.” Og han sagde: “Kom!” Og da Peter var kommet ud af båden, gik han på vandet for at komme ud til Jesus. Men da han så vindens rasen, blev han bange, og begyndte at synke, han råbte og sagde: “Herre, red mig!”

    (13) Og omgående strakte Jesus sin hånd frem og fik fat i ham og sagde til ham: “Åh, du med lille tro, hvorfor tvivlede du? For kaldte jeg ikke på dig?”

    (14) Og han gik op i båden til dem, og vinden stilnede af, og de var inderst inde dybt og umådeligt forbavsede og undrede sig. Men de regnede ikke miraklet med brødene og frugten for så meget, for deres hjerter var forvænte.

    (15) Og da de var kommet ombord, sænkede der sig en dyb stilhed. Da kom de, der var i båden, hen og tilbad ham og sagde: “I sandhed, du er en søn af Gud.”

    (16) Og da de var kommet over på den anden side, kom de ind under land ved Genezaret og nærmede sig kysten. Da de var kommet ud af båden, kendte folk ham straks, og de løb ud i hele egnen der omkring og begyndte at bære senge ud med dem, som var syge, til det sted, hvor de havde hørt, han var.

    (17) Og hvor han end kom hen, til landsbyer eller byer eller ud på landet, så lagde de de syge på gaderne og bad ham, om de måtte have lov til at røre bare kanten af hans klæder; og lige så mange, som rørte ham, blev raske.

    (18) Efter alt dette kom Jesus med sine disciple til Judæa, og der blev han og døbte mange, der kom til ham og modtog hans lære.

 

 

Kapitel 30

Livets brød og den levende vin.

 

    (1) Folkeskaren, der havde stået på den anden side af søen, havde set, at der ikke havde været nogen anden båd der, ud over den, som hans disciple var gået ombord i. De havde også set, at Jesus ikke var gået med sine disciple ned til båden; men at hans disciple var gået alene. Da folk den følgende dag derfor så, at Jesus ikke var der og heller ikke hans disciple, så tog de også med båd over og kom til Kapernaum for at søge Jesus.

    (2) Og da de havde fundet ham på den anden side af søen, sagde de til ham: “Rabbi, hvordan er du kommet herover?” Jesus svarede dem og sagde: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: I søger mig ikke, fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og frugten og blev mætte! Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen, der også er Guds barn, vil give jer; for ham har Gud, Al Fader-Moderen, selv sat sit segl på.”

    (3) Da sagde de til ham: “Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?” Jesus svarede: “Dette er Guds gerning, at I tror på sandheden — på mig, som er, og som giver jer, sandheden og livet.”

    (4) De sagde derfor til ham: “Hvilket tegn gør du så, for at vi kan se det og tro dig? Hvilken gerning gør du? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ‘Brød fra Himlen gav han dem at spise’.”

    (5) Da sagde Jesus til dem: “Sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke det sande brød fra Himlen, men min Fader-Moder giver jer det sande brød fra Himlen og det levende vintræs frugt. For Guds brød er det brød, som kommer ned fra Himlen og giver verden liv.”

    (6) Da sagde de til ham: “Giv os altid det brød og den frugt.” Og Jesus svarede dem: “Jeg er det sande brød, jeg er det levende vintræ; de, som kommer til mig, skal aldrig hungre, og de, som tror på mig, skal aldrig tørste. Og sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser Guds kød og drikker Guds blod, har I ikke liv i jer. Men I har set mig, og dog tror I ikke.

    (7) Alt hvad Fader-Moderen har givet mig, vil komme til mig, og den, som kommer til mig, vil jeg på ingen måde støde bort. For jeg kom ned fra Himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som sendte mig. Og dette er Guds vilje, som sendte mig: at af alle, som han har givet mig, skal jeg ikke miste nogen, men skal oprejse dem på den yderste dag.”

    (8) Da knurrede jøderne over ham, fordi han sagde: “Jeg er det brød, som er kommet ned fra Himlen.” Og de sagde: “Er det ikke Jesus, Josefs og Marias søn, hvis herkomst vi kender?  Hvordan kan han da sige: ‘Jeg er kommet ned fra Himlen’?”

    (9) Jesus svarede derfor og sagde til dem: “Lad være at stå sammen og knurre! Ingen kan komme til mig, om ikke hellig kærlighed og visdom drager dem; og disse skal oprejses på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ‘De skal alle være oplært af Gud.’ Hver eneste, som derfor har hørt og lært af sandheden, kommer til mig.

    (10) Ikke at nogen har set det Helligste på noget tidspunkt overhovedet, uden de som er af det Helligste, de alene ser det Helligste. Sandelig, sandelig siger jeg jer: De, som tror på sandheden, har evigt liv.”

 

 

Kapitel 31

Livets brød og den levende vin.

Jesus irettesætter den tankeløse kameldriver.

 

    (1) Igen sagde Jesus: “Jeg er det sande brød og det levende vintræ. Jeres fædre spiste manna i ørkenen og er døde. Dette er Guds føde, som kommer ned fra Himlen, for at enhver, som spiser deraf, ikke skal dø. Jeg er den levende føde, som er kommet ned fra Himlen; hvis nogen spiser af denne føde, skal de leve for evigt; og det brød, som jeg vil give, er min sandhed; og den vin, som jeg vil give, er mit liv.”

    (2) Da kom jøderne i strid indbyrdes og sagde: “Hvordan kan denne mand give os sig selv som føde?” Så sagde Jesus: “Tror I, at jeg taler om at spise kød, som I i jeres uvidenhed gør i Guds tempel?

    (3) Sandelig, mit legeme er Guds stof, og dette er virkelig kød; og mit blod er Guds liv, og er virkelig drikke. Ikke som jeres forfædre, der bønfaldt om kød; Gud gav dem kød, og de spiste det i deres fordærv, indtil det stank i deres næsebord, og deres kadavere i tusindvis faldt døde om i ørkenen på grund af sygdom.

    (4) Om sådanne er der skrevet: ‘De skal vandre niogfyrre år i ørkenen, indtil de er rensede fra deres begær, inden de går ind i hvilens land; ja, syv gange syv år skal de vandre omkring, fordi de ikke har kendt mine veje og heller ikke har adlydt mine love.’

    (5) Men de, som spiser dette kød og drikker dette blod, bor i mig og jeg i dem. Som livets Fader-Moder har sendt mig, ved hvem jeg lever, således skal de, der spiser af mig, som er sandheden og livet, også leve ved mig.

    (6) Dette er det levende brød, som kommer ned fra Himlen og giver verden liv. Ikke som jeres forfædre, der spiste manna og døde. De, som spiser af dette brød og denne frugt, skal leve for evigt.” Dette sagde han, mens han lærte i en synagoge i Kapernaum. Derfor sagde mange af hans disciple, som havde hørt dette: “Det er en hård tale, hvem kan tage imod den?”

    (7) Da Jesus vidste ved sig selv, at hans disciple knurrede over dette, sagde han til dem: “Støder det jer? Hvad da, om I får at se Menneskesønnen og Menneskedatteren stige op til, hvor de var før? Det er Ånden, som giver liv; kødet og blodet gavner intet! De ord, jeg taler til jer, er ånd, og de er liv.

    (8) Men der er nogle af jer, som ikke tror.” For Jesus vidste fra begyndelsen, hvem de var, som ikke troede, og hvem der skulle forråde ham. Derfor sagde han til dem: “Ingen kan komme til mig, uden det bliver givet ham ovenfra.”

    (9) Fra den tid af trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham. Jesus sagde da til de tolv: “Vil I også gå bort?”

    (10) Derefter svarede Simon Peter ham: “Herre, til hvem skal vi gå? Du har det evige livs ord. Og vi tror og er sikre på, at du er Kristus, en søn af den levende Gud.”

    (11) Jesus svarede dem: “Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv: og også den, som er en forræder?” Han talte om Judas Iskariot, Levitten Simons søn, for det var ham, som skulle forråde ham.

    (12) Og Jesus var på rejse mod Jerusalem, og han mødte en kamel tungt lastet med træ. Og kamelen kunne på grund af vægten ikke slæbe det op ad den bakke, som den gik på; og driveren slog den og mishandlede den grusomt, men kunne ikke få den til at gå videre.

    (13) Da Jesus så dette, sagde han til ham: “Hvorfor slår du din broder?” Og manden svarede: “Jeg ved ikke af, at han er min broder. Er han ikke et lastdyr og skabt til at tjene mig?”

    (14) Og Jesus sagde: “Har den samme Gud ikke af det samme stof skabt kamelen og dine børn, som tjener dig? og har I ikke begge to ét livets åndedræt, som hver af jer har modtaget fra Gud?”

    (15) Og manden undrede sig meget over hans ord, og han holdt op med at slå kamelen og fjernede en del af byrden; og kamelen gik op ad bakken, mens Jesus gik foran ham, og stoppede ikke, før han havde nået målet for sin tur.

    (16) Og kamelen kendte Jesus og havde mærket Guds kærlighed i ham. Og manden ønskede at høre mere om hans lære, og Jesus underviste ham med glæde, og han blev hans discipel.

 

 

Kapitel 32

Gud, alles føde og drikke.

 

    (1) Da han sad ved aftensmaden sammen med sine disciple, skete det, at en af dem sagde til ham: “Mester, hvorfor sagde du, at du ville give dit kød at spise og dit blod at drikke? for det er hårde ord for mange.”

    (2) Og Jesus svarede og sagde: “De ord, som jeg talte til jer, er ånd og er liv. De uvidende og de, som begærer kød, tænker på blodudgydelse og død; men salige er de, som forstår.

    (3) Se på kornet, hvorledes det vokser og modnes, bliver høstet og bliver malet i møllen og — i ilden bagt til brød! Af dette brød er min krop lavet, som I ser. Og se druerne, som gror på vinstokken og modnes, hvorledes de plukkes og presses i vinpressen og således skænker os vinens frugt! Af denne vinens frugt og af vandet er mit blod skabt.

    (4) For jeg ernærer mig kun af træernes frugter og af planternes frø, og disse forvandles af ånden til mit kød og mit blod. I, som tror på mig og er mine disciple, skal kunne ernære jer af dette alene og af lignende føde; for af disse, i Ånden, kommer liv og lægedom til mennesket.

    (5) Sandelig, min nærhed skal være hos jer i Guds stof og liv, åbenbaret i dette legeme og dette blod; og af disse skal I alle spise og drikke, I som tror på mig.

    (6) For overalt skal jeg blive ophøjet for at give verden liv, som det står skrevet hos profeterne: ‘Fra solens opgang til dens nedgang skal der alle steder ofres en ren gave med røgelse i mit navn.’

    (7) Som i det naturlige, sådan også i det åndelige. Min lære og mit liv skal være føde og drikke for jer — livets brød og frelsens vin.

    (8) Ligesom kornet og druerne forvandles til kød og blod, sådan må også jeres naturlige tanker åndeliggøres. Søg I at forvandle det naturlige til det åndelige.

    (9) Sandelig siger jeg jer:  I begyndelsen fandt alle Guds skabninger*  deres føde i jordens planter og frugter alene, indtil menneskets uvidenhed og selviskhed forledte mange til at frafalde den sædvane, som Gud havde givet dem, og til det, der var modsat deres oprindelige skik; men endog disse skal til sidst vende tilbage til deres naturlige føde, som der står skrevet i profeterne, og deres ord vil ikke fejle.

    (10) Sandelig, Gud skænker evigt af det evige liv og stof for at forny universets former. Det er derfor i kødet og blodet og i den Eviges stof og liv, at I er livets deltagere, og mine ord er ånd, og de er liv.

    (11) Og hvis I holder mine bud og lever et retfærdigt liv, skal I være lykkelige både i dette liv og i det, som vil komme. Vær derfor ikke forundrede over, at jeg sagde til jer: ‘Hvis I ikke spiser Guds kød og drikker Guds blod, har I ikke liv i jer.’”

    (12) Og disciplene svarede og sagde: “Herre, giv os altid at spise af dette brød og at drikke af denne kalk, for dine ord er virkelig føde og drikke. Ved dit liv og ved dit stof skal vi leve for evigt.”

 

*Formentlig i betydningen “mennesker”.

 

 

Kapitel 33

Udgydelse af andres blod giver ikke syndsforladelse.

 

    (1) Jesus var ved at undervise i templets forgård, da en af dem sagde til ham: “Mester, præsterne siger, at uden blodsudgydelse er der ingen syndsforladelse. Kan lovens blodofre da fjerne synd?”

    (2) Og Jesus svarede: “Ingen blodofre af dyr eller fugl eller menneske kan fjerne synd! For hvordan kan samvittigheden blive renset for synd ved at udgyde uskyldigt blod? Nej! det vil forøge fordømmelsen.

    (3) Præsterne modtager virkelig sådanne ofre fra tilbedende som soning for brud på Mose lov; men for synder imod Guds lov kan der ikke gives forladelse, undtagen gennem anger og forbedring.

    (4) Står der ikke skrevet ved profeterne: ‘Tag jeres blodofre sammen med jeres brændofre og kast dem væk, og afhold jer fra at spise kød; for jeg talte ikke til jeres fædre derom, heller ikke befalede jeg dem disse ting, da jeg førte dem ud af Ægypten. Men jeg befalede dem følgende:

    (5) Adlyd min stemme, og gå ad de veje, som jeg har anvist jer, og I skal være mit folk, og det skal gå jer godt. Men de lyttede ikke, heller ikke vendte de øret til.’*

    (6) Og hvad andet befaler den Evige jer end at øve retfærdighed, at elske barmhjertighed og at gå i ydmyghed med jeres Gud? Står der ikke skrevet, at i begyndelsen gav Gud træernes frugter, kornsorterne og urterne som føde for alt kød?*

    (7) ‘Men de har gjort bønnens hus til en røverkule, og i stedet for den rene offergave med røgelse har de besudlet mine altre med blod og spist de slagtede dyrs kød.’**

    (8) Men jeg siger jer: Udgyd ikke uskyldigt blod, spis heller ikke kød. Gå med oprejst pande, elsk barmhjertighed og gør ret, og jeres dage skal blive mange i landet.

    (9) Kornet, som vokser frem på jorden sammen med de andre frøkorn, forvandles det ikke af ånden til mit kød? Vingårdens druer og alle de andre frugter, forvandles de ikke af ånden til mit blod? Lad disse sammen med jeres kroppe og sjæle være jer en påmindelse om den Evige.

    (10) I disse er Guds nærværelse åbenbaret som stof og som verdens liv. Deraf skal I alle spise og drikke for at få syndernes forladelse, og det evige liv gives til alle, som adlyder mine ord.”

    (11) Nu er der i Jerusalem ved fåremarkedet en dam, som kaldes Betesda, som har fem søjlegange. I disse lå en mængde svage mennesker, såsom blinde, halte og visne, som ventede på at vandet kom i bevægelse.

    (12) For ved en bestemt tid kom der en engel ned i dammen og bragte vandet i uro; den, som først trådte ind, efter at vandet var kommet i oprør, ville blive helbredt for enhver sygdom, han havde. Og en mand, som havde været svag fra fødslen, var der.

    (13) Og Jesus sagde til ham: “Vil vandet ikke bringe helbredelse?” Han sagde til ham: “Jo, Herre, men jeg har ingen til at putte mig i, når vandet kommer i oprør, og mens jeg er på vej, træder en anden ned før mig.” Og Jesus sagde til ham: “Rejs dig op, tag din seng og gå.” Og straks rejste han sig op og gik. Og den dag var en sabbat.

    (14) Derfor sagde jøderne til ham: “Det er sabbat, det er ikke lovligt for dig at bære din seng!” Og han, som var helbredt, vidste ikke, at det var Jesus. Og Jesus havde bragt sig selv af vejen — der var en stor menneskemængde på det sted.

 

*JEREMIAS 7,22-24: “Læg eders brændofre til eders slagtofre og æd kød! Thi dengang jeg førte eders fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke til dem eller bød dem noget om brændoffer og slagtoffer; men dette bød jeg dem: ‘I skal høre min røst, så vil jeg være eders Gud, og I skal være mit folk; og I skal gå på alle de veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel.’ Men de hørte ikke og lånte ikke øre; de fulgte deres onde hjertes stivsind og gik tilbage, ikke fremad.”

 

*l. MOSEBOG 1,29: Gud sagde fremdeles: “Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde.”

 

**JEREMIAS 7,10-11: “Og så kommer I og står for mit åsyn i dette hus, som mit navn nævnes over, og siger: ‘Vi er frelst!’ — for at gøre disse vederstyggeligheder. Holder I dette hus, som mit navn nævnes over, for en røverkule?”

 

**JEREMIAS 6,20: “Hvad skal jeg med røgelsen, der kommer fra Saba, med det dejlige kalmus fra det fjerne land? Eders brændofre er ej til behag, eders slagtofre huer mig ikke.”

**ESAJAS 66,3-4: “Den, som slagter okse er en manddraber, den, som ofrer lam, er en hundemorder, den, som ofrer afgrøde, frembærer svineblod, den, som brænder røgelse, hylder en afgud.”

 

 

Kapitel 34

Kærlighed til alle skabninger.

 

    (1) Da Jesus vidste, hvordan farisæerne havde knurret og beklaget sig over, at han fik og døbte flere disciple end Johannes, forlod han Judæa og drog igen til Galilæa.

    (2) Og Jesus kom til et bestemt træ og blev under det i flere dage. Og der kom Maria Magdalene og andre kvinder og tjente ham af deres ejendom, og han underviste dagligt alle dem, som kom til ham.

    (3) Og fuglene samlede sig rundt om ham og bød ham velkommen med deres sang; og andre levende væsener kom frem til hans fødder, og han fodrede dem, og de spiste af hans hånd.

    (4) Og da han tog derfra, velsignede han kvinderne, som havde vist kærlighed til ham; idet han vendte sig om mod figentræet, velsignede han også det med ordene: “Du har givet mig skygge og beskyttelse mod den brændende hede, og tillige har du også givet mig føde.

    (5) Velsignet være du, voks og vær frugtbar, og lad alle, som kommer til dig, finde hvile og skygge og føde, og lad luftens fugle fryde sig i dine grene!”*

    (6) Og se, træet voksede og trivedes kolossalt, og dets grene sendte rod nedad og sendte skud opad, og det bredte sig meget, så at intet træ kunne måle sig med det i størrelse og skønhed, eller med dets overflod af gode frugter.

    (7) Og mens Jesus var på vej ind i en landsby, så han en lille kat, som ikke havde nogen til at tage sig af hende, og hun var sulten og skreg til ham; og han tog hende op og puttede hende ind under sit tøj, og hun lå ved hans bryst.

    (8) Og da han kom ind i landsbyen, satte han føde og drikke frem for katten, og hun spiste og drak og viste sin taknemmelighed mod ham. Og han gav hende til en af sine disciple, som var en enke ved navn Lorenza, og hun tog sig af hende.

    (9) Og nogle mennesker sagde: “Denne mand har omsorg for alle væsener; er de hans brødre og søstre, siden han elsker dem sådan?” Og han sagde til dem: “Sandelig, disse er jeres medskabninger i Guds store husholdning. Ja, de er jeres brødre og søstre, der har den samme livets ånde i den Evige.

    (10) Hver eneste, som sørger for selv de mindste af disse og giver dem føde og drikke i deres nød, gør dette for mig; og enhver, som tillader en af disse at lide, når de er i trang, og ikke forsvarer dem, når de bønfalder i ondskaben mod dem, han lader ondskaben ske imod mig; og som I har handlet i dette liv, således vil det ske for jer i det kommende liv.”

 

*SIRAKS BOG 14,20-27: “Lykkelig den mand, som bestandig tænker på visdommen og taler ud fra sin indsigt, som i sit hjerte gransker dens veje og lægger sig dens hemmeligheder på sinde. Følg dens spor som en spejder, og læg dig på lur ved dens veje.

    Lykkelig den, der kigger ind gennem dens vinduer og lytter ved dens døre; der slår sig ned i nærheden af dens bolig og fastgør sine teltpæle ved dens vægge; der rejser sit telt klos op ad den og således tager ind i et lykkens herberge; der stiller sine børn under dens beskyttelse og bygger rede under dens grene; der hos den søger beskyttelse mod heden og finder herberge under dens herlighed.”

 

 

 

Kapitel 35

Den gode lov. Maria og Marta.

 

    (1) Og se, en lovkyndig stod op og stillede fælde for ham, idet han spurgte: “Mester! hvad skal jeg gøre, for at arve evigt liv?” Han sagde til ham: “Hvad står der skrevet i loven? Hvordan læser du?”

    (2) Han svarede og sagde: “Du skal ikke gøre mod andre, hvad du ikke vil have, at de skal gøre mod dig. Du skal elske din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind. Du skal gøre mod andre, hvad du vil have, at de skal gøre mod dig.”

    (3) Og han sagde til ham: “Du har svaret rigtigt; gør dette, så skal du leve; på disse tre bud bygger loven og profeterne, for den, som elsker Gud, elsker også sin næste.”

    (4) Men han ville retfærdiggøre sig og sagde til Jesus: “Og hvem er min næste?” Og Jesus svarede og sagde: “En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt i hænderne på røvere, som tog hans klæder og slog ham fordærvet og gik deres vej, og de lod ham ligge halvdød.

    (5) Tilfældigvis drog en præst ned ad den samme vej, og han så ham, men gik lige forbi på den ene side ad ham. Og ligeledes kom en levit og så ham, og gik lige forbi på den anden side.

    (6) Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen i nærheden af ham; og da han så ham, fik han medlidenhed med ham. Han gik hen til ham, forbandt hans sår og hældte olie og vin på dem, løftede ham op på sit eget ridedyr og førte ham til et herberge og sørgede for ham.

    (7) Og den næste dag, da han skulle videre, tog han to denarer frem og gav dem til værten og sagde: “Sørg for ham, og hvad du mere lægger ud, skal jeg betale dig, når jeg kommer igen.”

    (8) Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?” Og han sagde: “Den, som viste barmhjertighed mod ham.” Da sagde Jesus til ham: “Gå du hen og gør ligeså.”

    (9) Som de nu gik, skete det, at han kom ind i en landsby; og en kvinde ved navn Marta modtog ham i sit hus. Og hun havde en søster, som hed Maria, som satte sig ned ved Jesus´ fødder og hørte hans ord.

    (10) Men Martha havde travlt med meget husligt arbejde, og hun kom hen og sagde: “Herre, bryder du dig ikke om, at min søster har ladet mig være ene om arbejdet? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.”

    (11) Og Jesus svarede og sagde til hende: “Marta, Marta! du gør dig bekymring og uro om mange ting; men ét er nødvendigt, og Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.”

    (12) Igen, mens Jesus sad i en by og fik sin mad sammen med sine disciple, talte han til dem: “Jeg er midt iblandt jer som et bord, der hviler på tolv søjler.

    (13) Sandelig siger jeg jer: Visdommen bygger sit hus og hugger sine tolv søjler til. Hun bereder sit brød og sin olie og blander sin vinsaft. Hun dækker sit bord.

    (14) Og hun stiller sig op på de høje steder i byen og kalder på menneskenes sønner og døtre: ‘Enhver som vil, lad dem komme herhen; lad dem spise af mit brød og tage af min olie og drikke af min vin.’

    (15) Forsag det tåbelige, og lev! Og gå på forståelsens vej. Visdommens begyndelse er ærbødighed for Gud, og kendskab til det Ene Hellige er forståelse. Gennem mig skal jeres dage være mangfoldige, og jeres leveår vil vokse i tal.”

 

 

Kapitel 36

Kvinden grebet i hor.

 

    (1) En dag tidligt om morgenen, kom Jesus igen ind i templet, og alt folket kom til ham, og han satte sig ned og lærte dem.

    (2) Og de skriftkloge og farisæerne kom til ham med en kvinde, som var grebet i hor; og efter de havde stillet hende frem i midten, sagde de til ham: “Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i hor. I loven har Moses befalet os at stene den slags kvinder; men hvad siger du?”

    (3) Dette sagde de for at stille fælde for ham, så de kunne få noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned, og med sin finger skrev han på jorden, som om han ikke hørte dem.

    (4) Da de nu blev ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: “Den af jer, der er syndfri, lad ham kaste den første sten på hende.”

    (5) Og igen bøjede han sig ned og skrev på jorden. Men de, som hørte det, gik ud, den ene efter den anden, de ældste først, lige til den sidste, idet de fik dårlig samvittighed; og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod i midten.

    (6) Da Jesus havde rejst sig op og ikke så nogen ud over kvinden, sagde han til hende: “Kvinde, hvor er dine anklagere? Var der ingen, som fordømte dig?” Hun sagde til ham: “Nej, Herre! ingen!” Og Jesus sagde til hende: “Jeg fordømmer dig heller ikke. Synd fra nu af ikke mere; gå i fred.”

    (7) Og han fortalte følgende lignelse om dem, som var sikre på, at de selv var retfærdige, og som foragtede andre: “To mænd gik ind i templet for at bede: den ene, en rig farisæer, lærd i loven, og den anden, en tolder, som var en synder.

    (8) Farisæeren stod og bad for sig selv således: “Gud, jeg takker dig for, at jeg ikke er som andre mennesker er: udsugere, uretfærdige, ægteskabsbrydere eller endog som denne tolder! Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg ejer.”

    (9) Og tolderen stillede sig afsides og ville ikke så meget som løfte sine øjne mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: “Gud være mig synder nådig.”

    (10) Jeg siger jer: denne mand gik retfærdiggjort hjem til sit hus snarere end den anden; for enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

 

 

Kapitel 37

Sjælen fødes påny.

 

    (1) Jesus sad i templets forgård, og nogle kom for at høre hans lære; og en af dem sagde til ham: “Mester, hvad lærer du om livet?”

    (2) Og han sagde til dem: “Velsignede er de, som oplever mange lidelser, for de skal fuldkommengøres gennem lidelser; de skal blive som Guds engle i Himlen og skal aldrig dø mere, ej heller skal de genfødes; for død og fødsel skal ikke mere have nogen magt over dem.

    (3) De, som har lidt og har overvundet, skal blive søjler i min Guds tempel, og de skal aldrig mere gå ud derfra.* Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke fødes påny af vand og af ild, kan I ikke se Guds rige.”

    (4) Og en vis rabbi (Nikodemus) kom til ham om natten af skræk for jøderne og sagde til ham: “Hvorledes kan et menneske fødes påny, når det er gammelt? Kan det for anden gang komme ind i moders liv og fødes?”

    (5) Jesus svarede: “Sandelig siger jeg dig: Uden et menneske fødes igen af kød og af ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du kan ikke sige, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen.

    (6) Lyset stråler fra øst til vest; ud af mørket stiger solen op og går atter ned i mørket; sådan er det også for mennesket fra tidsalder til tidsalder.

    (7) Når han træder frem af mørket, er det fordi, han har levet før; og når han atter synker ned i det dunkle, så sker det, for at han må hvile ud en tid og siden igen eksistere.

    (8) I må således gennemgå mange forvandlinger, for at I kan blive fuldkomne, således som der står skrevet i Jobs bog: ‘Jeg er en vandrer og går fra et sted til et andet, fra et hus til et andet, indtil jeg kommer til den stad og det store hus, som er af evighed.’”

    (9) Og Nikodemus svarede og sagde til ham: “Hvorledes kan dette ske?” Jesus svarede og sagde til ham: “Er du lærer i Israel og forstår ikke dette? Sandelig, vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set; og I tager ikke imod vort vidnesbyrd.

    (10) Hvis jeg har fortalt jer om jordiske ting, og I ikke har troet, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske? Ingen er steget op til Himlen, undtagen ham, der steg ned fra Himlen, Menneskesønnen og -datteren, som er i Himlen.”

 

*JOHANNES' ÅBENBARING 3,12: “Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra.”

 

 

Kapitel 38

Jesus fordømmer mishandlingen af dyr.

 

    (1) Og nogle af hans disciple kom og fortalte ham om en vis ægypter, Belials søn, som lærte, at det var lovligt at pine dyr, såfremt deres lidelser var til gavn for menneskene.

    (2) Og Jesus sagde til dem: “Sandelig siger jeg jer: de, som drager fordel af den uret, som begås mod en af Guds skabninger, kan ikke være retfærdige; heller ikke kan de, hvis hænder er plettede med blod, eller hvis munde er forurenede af kødføde, berøre hellige ting eller lære om Rigets hemmeligheder.

    (3) Gud giver kornsorterne og jordens frugter til ernæring, og for retfærdige mennesker gives der i sandhed ikke nogen anden lovlig ernæring for kroppen.

    (4) Røveren, som bryder ind i et hus, bygget af mennesker, er skyldig; men de, som bryder ind i et hus, bygget af Gud, endog det mindste af disse, er endnu større syndere. Derfor siger jeg til alle, som ønsker at være mine disciple: hold hænderne fra blodsudgydelse og lad intet kød komme ind i jeres mund; for Gud er retfærdig og gavmild og har bestemt, at mennesket udelukkende skal leve af jordens frugter og sædekorn.

    (5) Men hvis et dyr lider meget, så dets liv er en plage for det, eller hvis det bliver farligt for jer, så befri det for dets liv så hurtigt og smertefrit, som I kan. Gør en ende på dets liv i kærlighed og medlidenhed, men pin det ikke; og Gud, Fader-Moderen, vil vise barmhjertighed mod jer, ligesom I har vist barmhjertighed mod dem, som er givet i jeres hænder.

    (6) Og hvad I end gør mod selv de mindste af disse mine brødre, gør I mod mig. For jeg er i dem, og de er i mig. Ja, jeg er i alle væsener og alle væsener er i mig. I al deres fryd, fryder jeg mig; jeg lider med dem i alle deres lidelser. Derfor siger jeg jer: vær venlige mod hinanden og mod alle Guds skabninger.”

    (7) Og det skete dagen efter, at han kom til en by kaldet Nain, og mange af hans disciple og mange mennesker fulgtes med ham.

    (8) Han nærmede sig byporten, og se, en død mand blev båret ud, og han var moderens eneste søn, og hun var enke; og mange af byens mennesker var med hende.

    (9) Og da Herren så hende, fik han medlidenhed med hende, og sagde til hende: “Græd ikke, din søn sover!” Og han gik hen og rørte båren, og de, som bar ham, stod stille. Og han sagde: “Unge mand, jeg siger dig: stå op!”

    (10) Og han, som ansås for at være død, satte sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans moder. Og ærefrygt greb dem alle, og de priste Gud og sagde: “En stor profet er opstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.”

 

 

 

Kapitel 39

Syv lignelser om Himmeriget.

 

    (1) Igen sad Jesus under figentræet, og hans disciple var forsamlede omkring ham; ligeledes kom der en mængde mennesker for at høre ham; og han sagde til dem: “Hvad skal jeg sammenligne Himmeriget med?”

    (2) Og han fortalte denne lignelse til dem: “Himmeriget ligner et frø, lille blandt frø, som en mand tager og sår i sin mark; men når det vokser op, bliver det til et stort træ, der sender grene ud hele vejen rundt, som igen sænker sig mod jorden, slår rod og vokser op, indtil marken er dækket af træet. Luftens fugle kommer og bygger rede i dets grene, og jordens dyr finder beskyttelse under det.”*

    (3) En anden lignelse fremsagde han for dem med ordene: “Himmeriget ligner en stor skat, skjult i en mark; og når en mand finder den, går han af glæde over det hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark, fordi han ved, hvor store rigdomme, der vil komme derfra.

    (4) Igen kan Himmeriget sammenlignes med en perle af særlig stor værdi, som en købmand finder, mens han søger efter gode perler; og idet købmanden finder den, går han hen og sælger alt, hvad han har og køber den, fordi han ved, hvor mange gange mere den er værd, end det han gav for den.

    (5) Igen kan Himmeriget sammenlignes med en kvinde, som tager noget surdej og skjuler det i tre mål mel, så det hele gennemsyres; og når det bliver bagt ved ilden, bliver det ét brød. Eller det kan sammenlignes med en, som tager et bæger ren vinsaft og hælder det i to eller fire bægre vand, til alt er blandet og bliver vintræets saft.

    (6) Ligeså er Guds rige som en by, bygget firkantet på toppen af en høj bakke og grundlagt på en klippe; og den er stærk ved sin omgivende mur, forsynet med tårne og porte, som er i nord og syd og øst og vest. En sådan by falder ikke, heller ikke kan den skjules, og dens porte er åbne for alle; og de, som har nøgler, vil komme derind.”

    (7) Og han fortalte dem endnu en lignelse og sagde: “Himmeriget er ligesom god sæd, som en mand såede på sin mark; men om natten, mens han sov, kom hans fjende og såede klinte blandt hveden og gik sin vej. Men da det voksede frem og satte aks, blev klinten også synlig.

    (8) Så kom tjenerne og sagde til husets ejer: ‘Herre, såede du ikke god sæd på din mark, hvorfra har den da klinte?’ Og han sagde til dem: ‘En fjende har gjort det.’

    (9) Og tjenerne sagde til ham: ‘Vil du da, at vi skal gå hen og trække den op?’ Men han sagde? ‘Nej, for det kan være, at når I rykker klinten op, så rykker I også den gode hvede med op.

    (10) Lad begge vokse op sammen indtil høsten, og når høstens tid er inde, vil jeg sige til høstfolkene: Saml først klinten fra, og bind den i bundter for at brænde den, men saml hveden i min lade.’”

    (11) Og atter talte han og sagde: “Himmeriget ligner det at så korn: Se, en sædemand gik ud for at så, og som han såede, faldt noget på vejen, og luftens fugle kom og åd det op.

    (12) Og andet faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord; men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod.

    (13) Og noget faldt blandt tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Men noget faldt i god og klargjort jord og bar frugt, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. De, som har ører at høre med, lad dem høre!”

 

*SIRAKS BOG 14,20-27:  “Lykkelig den mand, som bestandig tænker på visdommen og taler ud fra sin indsigt, som i sit hjerte gransker dens veje og lægger sig dens hemmeligheder på sinde. Følg dens spor som en spejder, og læg dig på lur ved dens veje.

    Lykkelig den, der kigger ind gennem dens vinduer og lytter ved dens døre; der slår sig ned i nærheden af dens bolig og fastgør sine teltpæle ved dens vægge; der rejser sit telt klos op ad den og således tager ind i et lykkens herberge; der stiller sine børn UNDER DENS BESKYTTELSE OG BYGGER REDE UNDER DENS GRENE; der hos den søger beskyttelse mod heden og finder herberge under dens herlighed.”

*”Dit rige komme til alle i VISDOM, kærlighed og retfærdighed...”(urev. 19,3)

 

 

Kapitel 40

Jesus forklarer sin indre lære for de tolv.

 

    (1) Og disciplene kom hen og sagde til ham: “Hvorfor taler du til folket i lignelser?” Han svarede og sagde til dem: “Fordi det er jer givet at kende Himmerigets hemmeligheder, er det ikke dem givet.

    (2) For enhver, som har, ham skal der gives, og han skal have overflod; men enhver, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han synes at have.

    (3) Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ingenting ser, og hører og dog ingenting hører, heller ikke forstår de.

    (4) På dem går Esajas´ profeti i opfyldelse, som lyder: ‘I skal høre og høre og dog intet fatte, I skal se og se og dog intet øjne. For dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem.’

    (5) Men salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører, og jeres hjerter, fordi de forstår. For sandelig siger jeg jer: mange profeter og retfærdige har ønsket at se de ting, som I ser, men fik dem ikke at se, og at høre, hvad I hører, men fik det ikke at høre.”

    (6) Derefter sendte Jesus folkeskaren væk, og hans disciple kom til ham og sagde: “Forklar os lignelsen om marken!” Og han svarede og sagde til dem: “Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen; marken er verden, den gode sæd er Rigets børn, men klinten er den Ondes børn. Fjenden, som såede den, er Djævelen, høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle.

    (7) Ligesom nu klinten samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved denne verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, som forsynder sig, og dem, som øver uretfærdighed, og de skal kaste dem i en ildovn; og de, som ikke bliver rensede, skal fuldstændigt fortæres. Derefter skal det retfærdige lyse som Himmerigets sol.

    (8) Hør også lignelsen om sædemanden: Sæden, som faldt på vejen, er ligesom, når nogen hører ordet om Riget og ikke forstår det; for da kommer den Onde og river det bort, som blev sået i deres hjerter. Det er dem, der modtog sæden ligesom vejen.

    (9) Og de, der modtog sæden som på stengrunden, det er dem, der hører ordet og straks tager imod det med glæde. Endnu har de ikke rod i sig, og de holder kun ud en tid, for når der kommer prøvelser eller forfølgelser for ordets skyld, tager de lidt efter lidt anstød.

    (10) De, der modtog sæden blandt tidsler, er også dem, som hører ordet; men bekymringer for denne verden og rigdommens bedrag kvæler ordet, og de bærer ikke frugt.

    (11) Men de, som modtager sæden i god jord, er dem, som hører ordet OG FORSTÅR DET, og som også bærer frugt, nogle tredive, nogle tres, nogle hundrede fold.

    (12) Disse ting forklarer jeg jer af den indre kreds; men for dem af den ydre kreds gives de i lignelser. Lad dem, som har ører til at høre med, høre!”

 

 

 

Kapitel 41

Jesus giver fangne fugle friheden.

 

    (1) Mens Jesus var på vej mod Jeriko, mødte han en mand med et bur fuldt af fugle, som han havde fanget, tillige med nogle unge duer. Og Jesus så, hvor elendigt de havde det, idet de havde mistet deres frihed og yderligere led af sult og tørst.

    (2) Og han sagde til manden: “Hvad vil du gøre med dem?” Og manden svarede: “Jeg vil tjene til mit livsophold ved at sælge disse fugle, som jeg har fanget.”

    (3) Og Jesus sagde: “Hvad ville du synes, hvis nogen, som var stærkere end dig eller var klogere, ville tage dig, din hustru eller dine børn til fange og kaste dig i fængsel for at sælge dig til fangenskab og for at gøre sig en fortjeneste af det og derved tjene til livets ophold?

    (4) Er disse der ikke dine medskabninger, men bare svagere end dig selv? Og sørger ikke den samme Gud, vores Fader-Moder, for dem ligesåvel som for dig? Lad disse, dine små brødre og søstre, gå ud i friheden, og se til, at du ikke handler sådan igen, men tjener til dit livsophold på en ærlig måde.”

    (5) Og manden undrede sig over disse ord og over hans indflydelse, og han lod fuglede få friheden. Da fuglene kom ud, fløj de hen til Jesus og satte sig på hans skulder og sang for ham.

    (6) Og manden ønskede at vide mere om hans lære, og han gik bort og lærte at flette kurve, hvorved han tjente til føden; og han ødelagde sine bure og snarer og blev en discipel af Jesus.

    (7) Og Jesus så en mand arbejde på sabbaten, og han sagde til ham: “Mand, hvis du ved, hvad du gør, så er du velsignet, for så bryder du ikke loven i ånden; men hvis du ikke ved det, så er du forbandet og en lovbryder.”*

    (8) Og atter talte Jesus til sine disciple: “Hvad vil der ske de tjenere, som kender deres Herres vilje, men som alligevel ikke forbereder sig og heller ikke handler efter hans vilje?

    (9) Sandelig siger jeg jer: De, som kender deres Herres vilje og ikke handler efter den, vil blive slået med mange slag. Men de, der ikke kender deres Herres vilje og ikke handler efter den, vil blive slået med få slag. Af dem, som er meget givet, vil man kræve meget. Og af dem, der er givet lidt, vil man kun kræve lidt.”

    (10) Der var en mand, som havde været blind fra fødslen; og han nægtede, at der fandtes sådanne ting som sol, måne og stjerner, eller at der fandtes farver. Og de prøvede forgæves at overbevise ham om, at andre mennesker så dem; og de førte ham til Jesus, og han salvede hans øjne og fik ham til at se.

    (11) Og manden glædede sig kolossalt og blev også fyldt af forundring og frygt, og han indrømmede, at han før havde været blind. Og nu, efter dette, sagde han: “Jeg ser alt, jeg ved alt, jeg er en gud!”

    (12) Og Jesus sagde til ham: “Hvordan kan du vide alt? Du kan ikke se gennem væggene i dit hus, heller ikke læse dine medmenneskers tanker, ej heller forstå fuglenes og dyrenes sprog. Du kan ikke engang erindre hændelserne fra dit tidligere liv, din undfangelse eller din fødsel.

    (13) Tænk i ydmyghed på, hvor meget der er ukendt for dig, ja, som er usynligt; og når du gør det, vil du kunne begynde at se klarere.”

 

*HEBRÆEREVANGELIET: På den dag, hvor han havde set en mand arbejde på sabbaten, havde han sagt til ham: “Mand, hvis du ved, hvad du gør, så er du velsignet; men hvis du ikke ved det, så er du forbandet og en lovbryder.”

 

 

Kapitel 42

Om ægteskab.

 

    (1) Og det skete, da Jesus havde talt disse ord, at han rejste fra Galilæa og tog til Judæas kyster hinsides Jordan; og store menneskemasser fulgte ham, og han helbredte dem der.

    (2) Farisæerne kom også til ham; og idet de ville prøve ham, sagde de til ham: “Er det lovligt for en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst årsag?”

    (3) Og han svarede og sagde til dem: “I nogle lande har én mand mange hustruer og støder bort, hvem han vil, af en rimelig grund; og i nogle lande har én kvinde mange mænd og støder bort, hvem hun vil, af en rimelig grund; og i andre er én mand forenet med én kvinde i gensidig kærlighed, og dette er den første og den bedste måde.

    (4) For har I ikke læst, at Gud, som skabte dem i begyndelsen, skabte dem som mand og kvinde og sagde: ‘Af denne grund skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.’

    (5) Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud således har forenet, skal mennesker ikke adskille.”

    (6) De sagde til ham: “Hvorfor påbød Moses da, at man skulle give et skilsmissebrev?” Han sagde til dem: “På grund af jeres hjerters hårdhed tålte Moses, at I skilte jer fra jeres hustruer, endog tillod han jer at spise kød af mange årsager; men fra begyndelsen var det ikke således.

    (7) Og jeg siger jer: enhver som skiller sig fra sin hustru, undtagen hvis det er af en retfærdig grund, og gifter sig med en anden, bedriver hor.” Hans disciple sagde til ham: “Hvis sagen forholder sig således for en mand med hans hustru, er det ikke godt at gifte sig.”

    (8) Men han sagde til dem: “Ikke alle kan modtage disse ord, men kun de, som det er givet: For der er nogle ugifte, som er født således fra deres moders liv, og der er nogle, som er blevet ugifte på grund af mennesker, og der er nogle, som har gjort sig selv enlige for Himmerigets skyld. Den, som er i stand til at modtage dette, lad ham modtage det.”*

    (9) Da kom der nogle små børn til ham, så han kunne lægge hænderne på dem og velsigne dem, og disciplene irettesatte dem.

    (10) Men Jesus sagde: “Tål, at de små børn kommer til mig, og forbyd dem det ikke; for af sådanne består Himmeriget.” Og han lagde sine hænder på dem og velsignede dem.

    (11) Og mens han var på vej ind i en vis landsby, mødte han ti spedalske, som stod et stykke borte. Og de råbte med høj røst: “Jesus, Mester, hav barmhjertighed med os!”

    (12) Og da han så dem, sagde han til dem: “Gå, og lad jer syne af præsterne!” Og så skete der det, at mens de gik, blev de renset. Og en af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt; og med høj røst priste han Gud og faldt ned på sit ansigt ved hans fødder og takkede ham. Og han var en samaritaner.

    (13) Og Jesus svarede og sagde: “Var der ikke ti, som blev renset? Men hvor er de ni? Var der ikke andre, som vendte tilbage for at prise Gud, undtagen denne fremmede?” Og han sagde til ham: “Rejs dig op og gå din vej: din tro har helbredt dig.”

 

*THOMASEV. 49: “Salige er de enlige og de udvalgte, for I er derfra, I skal gå derhen igen.”

“Alt dette har jeg holdt fra min barndom af; hvad mangler jeg endnu?”

 

 

 

Kapitel 43

Om de rige af denne verden, om at vaske hænder og om urene måltider.

 

    (1) Og se, en kom og sagde til ham: “Gode Mester, hvilke gode ting skal jeg gøre for at få evigt liv?” Og han sagde til ham: “Hvorfor kalder du mig god? Der er ingen gode — uden én, og det er Gud; men hvis du vil gå ind til livet, så hold budene.” Han sagde til ham: “Hvilke bud?”

    (2) Jesus sagde: “Hvad lærte Moses? Du må ikke slå ihjel, du må ikke bedrive hor, du må ikke stjæle, du må ikke bære falsk vidnesbyrd, ær din fader og din moder, og du skal elske din næste som dig selv.” Den unge mand sagde til ham:

    (3) Jesus sagde til ham: “Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg det, du har i overflod‚ og giv det til dem, der ikke har, og du vil have en skat i Himmeriget; og kom og følg mig.”

    (4) Men da den unge mand hørte disse ord, gik han bedrøvet bort, for han havde megen ejendom, ja, mere end til sit behov.

    (5) Derefter sagde Jesus til sine disciple: “Sandelig siger jeg jer: den rige mand går næppe ind i Himmeriget. Og igen siger jeg jer: det er lettere for en kamel at gå gennem “nåleøjets port”*, end det er for en rig person at indtræde i Guds rige.”

    (6) Da hans disciple hørte det, blev de overordentligt forbløffede og sagde: “Hvem kan så blive frelst?” Men Jesus så på dem og sagde: “For den menneskelige forstand er dette umuligt, men for den åndelige forstand er alle ting mulige.

    (7) Og jeg siger jer: Gør ikke jer selv venner med uretfærdighedens mammon, for at I ikke, når I fejler, skal blive draget ned i dens jordiske boliger; men gør jer hellere venner med de sande rigdomme, nemlig Guds visdom, for at I må blive modtaget i de evige boliger, som ikke forgår.”

    (8) Derefter sagde Peter til ham: “Se, vi har forsaget alt og fulgt dig.” Og Jesus sagde til dem: “Sandelig siger jeg jer: ved genrejsningen, når Menneskesønnen skal sidde på sin herligheds trone, skal I, som har fulgt mig, også sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer; men verdslige ting er det ikke min sag at give.

    (9) Og enhver, som har forsaget rigdomme, huse og venner for Himmerigets og for dets retfærdigheds skyld, skal modtage hundrede fold i den kommende tid og skal få evigt liv. Men mange, som er de første‚ skal blive de sidste‚ og mange, som er de sidste, skal blive de første.”

    (10) Og der kom nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham, som havde set, at en af hans disciple spiste med uvaskede hænder.

    (11) Og det fandt de forkert, for jøderne spiser ikke, uden de først har vasket deres hænder; og mange lignende ting overholder de, såsom at vaske kopper og kar og borde.

    (12) Og de sagde: “Hvorfor handler dine disciple ikke alle efter de gamles overlevering; for vi så en, der spiste med uvaskede hænder?”

    (13) Og Jesus sagde: “Vel har Moses befalet jer at være rene og at holde jeres kroppe og kar rene; men I har tilføjet ting, som ofte ikke kan overholdes af alle på alle tider og på alle steder.

    (14) Lyt derfor til mig: ikke alene de urene ting, som føres ind i menneskets legeme, forurener mennesket;  men i langt højere grad de onde og urene tanker, der kommer fra menneskets hjerte, for de forurener det indre menneske og forurener andre også. Derfor: behersk jeres tanker og rens jeres hjerter, og lad jeres føde være ren.

    (15) Disse ting skal I gøre, og heller ikke lade det andet ugjort. De, som af nødvendighed bryder renlighedsloven, er uskyldige, for de gør det ikke af deres egen vilje, heller ikke foragter de loven, som er retfærdig og god. For renlighed i alle ting er en stor vinding.

    (16) Følg ikke verdens onde manerer, heller ikke tilsyneladende; for mange ledes til ondt af, hvordan det synes udefra — af det, som ligner ondt.”

 

*”Nåleøjets port” var et sted, hvor jøderne betalte told.

 

 

Kapitel 44

De tolvs bekendelse.

 

    (1) Atter sad Jesus ved havet inden for en kreds af tolv palmer, hvor han ofte hvilede ud; og de tolv og deres fæller kom til ham, og de satte sig i træernes skygge, og den Hellige underviste dem siddende i deres midte.

    (2) Og Jesus sagde til dem: “I har hørt, hvad menneskene i denne verden siger om mig; men hvem siger I, at jeg er?” Peter rejste sig op sammen med Andreas, hans broder, og sagde: “Du er Kristus‚ søn af den levende Gud, som steg ned fra Himlen og er i hjerterne på dem, som tror og adlyder retfærdigheden.” Og resten rejste sig op og sagde, hver på deres måde: “Disse ord er sande, sådan tror vi.”

    (3) Og Jesus svarede og sagde: “Salige er I mine tolv, som tror; for kød og blod har ikke åbenbaret det for jer, men Guds ånd, som bor i jer. Jeg er virkelig vejen, sandheden og livet; og sandheden forstår alting.

    (4) Al sandhed er i Gud, og jeg vidner om sandheden. Jeg er den sande klippe, og på denne klippe bygger jeg min menighed, og dødsrigets porte skal ikke få overhånd over den; og fra denne klippe skal der rinde strømme af levende vand for at give liv til alle jordens folk.

    (5) I er mine udvalgte tolv. På mig, som er hoved- og hjørnestenen, bliver de tolv grundpiller bygget på klippen; og på jer i mig skal min menighed opbygges, og i sandhed og retfærdighed skal min menighed blive etableret.

    (6) Og I skal sidde på tolv troner og udsende lys og sandhed til alle de tolv stammer af Israel efter Ånden, og jeg vil være med jer indtil verdens ende.

    (7) Men efter jer skal der komme mennesker af et forstokket sindelag, som af uvidenhed eller ved bedrageri vil undertrykke mange ting, som jeg har talt til jer, og som vil lægge ord i min mund, som jeg ikke har lært jer; således vil de så ugræs i den gode hvede, som jeg har givet jer til udsæd i verden.

    (8) Da skal Guds sandhed lide under synderes selvmodsigende vidnesbyrd; for således har det altid været, og således vil det vedblive at være. Men den tid vil komme, da de ting, som de havde skjult, vil blive åbenbarede og gjort kendte, og da skal sandheden gøre dem, som var bundne, frie.

    (9) En er jeres Mester, I er alle brødre; og den ene er ikke større end den anden på den plads, som jeg har givet hver af jer; for I har én Mester, nemlig Kristus, som er over jer og med jer og inden i jer, og der er ingen forskel blandt mine tolv og deres fæller.

    (10) Alle står mig lige nær. Stræb derfor ikke efter at opnå førstepladsen, for I er alle på førstepladsen, fordi I er grundstenene og menighedens søjler, bygget på sandheden, som er i mig og i jer; og sandheden og loven skal I gengive til alle på samme måde, som I har modtaget den.

    (11) Sandelig, når I og jeres fæller bliver enige om at foretage jer noget i mit navn, er jeg i jeres midte og med jer.

    (12) Ve den tid, når verdens ånd går ind i menigheden, og når min lære og mine forskrifter bliver gjort tomme gennem mænds og kvinders fordærv. Ve verden, når lyset bliver skjult. Ve verden, når disse ting sker!”

    (13) Ved den tid hævede Jesus sin røst og sagde: “Jeg takker dig, retfærdige Fader-Moder, Himlens og jordens Herre, at skønt disse ting er skjult for de forstandige og kloge, er de ikke desto mindre åbenbarede for små børn!

    (14) Ingen kender dig, undtagen Menneskesønnen, som er Menneskedatteren. Ingen kender Datteren eller Sønnen undtagen de, for hvem Kristus er åbenbaret, som er To-i-En.

    (15) Kom til mig, alle I, som anstrenger jer og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile! Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, og I skal finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er ret, og det er nemt at bære, og min byrde er let og tynger ikke ujævnt.”*

 

*JEREMIAS 6,16: “Stå ved vejene og se efter, spørg efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I hvile for eders sjæle. Men de svarede: ‘Det vil vi ikke.’”

 

 

Kapitel 45

Om at kræve tegn — den urene ånd.

 

    (1) Da tog nogle af de skriftkloge og farisæerne til orde og sagde til ham: “Mester, vi vil gerne se dig gøre et tegn!” Men han svarede og sagde til dem: “En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas´ tegn.

    (2) Thi ligesom Jonas var tre dage og nætter i hvalens bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og nætter i jordens skød, og derefter skal han opstå igen.

    (3) Menneskene fra Nineve skal stå op ved dommen sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; for de omvendte sig ved Jonas´ prædiken; og se, en større end Jonas er her.

    (4) Dronningen fra Syden skal ved dommen rejse sig sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; for hun kom fra jordens fjerneste egne for at høre Salomons visdom; og se, en større end Salomon er her.”

    (5) Videre sagde han: “Når den urene ånd er faret ud af nogen, vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile, men finder den ikke. Så siger den: ‘Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af.’ Og når den kommer, finder den det tomt, fejet og pyntet; for de havde ikke bedt Guds ånd om at bo i dem og være deres evige gæst.

    (6) Derefter går den ud og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer og tager bolig dér; og da bliver det sidste værre end det første for dette menneske. Således skal det også gå denne onde slægt, som nægter at tage imod Guds ånd.

    (7) For jeg siger jer: enhver, som spotter Menneskesønnen, skal få det tilgivet; men den, som spotter mod den hellige Ånd, skal ikke få det tilgivet, hverken i denne tidsalder eller i den næste, for han vender sig imod Guds lys for menneskenes falske traditioners skyld.”

    (8) Mens han endnu talte til folket, se, da stod hans forældre og hans brødre og søstre udenfor og ønskede at komme til at tale med ham. Da sagde en til ham: “Se, din fader og din moder og dine brødre og søstre står udenfor og ønsker at tale med dig.”

    (9) Men han svarede og sagde til ham, der talte: “Hvem er min fader, og hvem er min moder? og hvem er mine brødre og mine søstre?”

    (10) Og han strakte sin hånd frem imod sine disciple og sagde: Se min fader og min moder, mine brødre og søstre og mine børn! For enhver, som vil gøre min Fader-Moders vilje, som er i Himlen, han er min fader og min moder, min broder og min søster, min søn og min datter.”

    (11) Og der var nogle farisæere, som var havesyge og stolte af deres rigdomme, og han sagde til dem: “Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; for et menneskes liv afhænger ikke af overfloden i de ting, det ejer.”

    (12) Og han fortalte dem en lignelse og sagde: “En rig mands mark havde båret særdeles godt; og han tænkte ved sig selv: ‘Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst?’

    (13) Og så sagde han: ‘Dette vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større; og der vil jeg oplagre al min frugt og mit gods.

    (14) Og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!’

    (15) Men Gud sagde til ham: ‘Du dåre! i denne nat kræves dit liv af dig; hvem skal så have det, som du har samlet dig?’

    (16) Sådan er de, som samler skatte til sig selv, og ikke er rig på gode gerninger imod dem, som behøver dem og er i nød.”

 

Kapitel 46

Forklarelsen på bjerget.

Loven gives.

 

    (1) Seks dage senere, da tiden for tabernaklets fest var nær, tog Jesus de tolv med sig op på et højt bjerg et hinsides sted; og mens han bad, blev hans ansigts udseende forandret, og han forvandledes for deres øjne; og hans ansigt skinnede som solen, og hans klæder var hvide som lyset.

    (2) Og se, Moses og Elias viste sig for dem og talte med ham og talte om loven, og om hans bortgang, som han skulle fuldbyrde i Jerusalem.

    (3) Og Moses talte og sagde: “Dette er ham, om hvem jeg forudsagde: “En profet fra jeres brødres midte, i lighed med mig, skal den Evige sende til jer, og hvad den Evige taler til ham, skal han tale til jer, og til ham skal I lytte; og den, som ikke vil adlyde, bringer selv sin egen ødelæggelse over sig.”

    (4) Da sagde Peter til Jesus: “Herre, det er godt for os at være her; hvis du vil, så lad os lave tre tabernakler her: et for dig og et for Moses og et for Elias.”

    (5) Mens han endnu talte, se, da kom en lysende sky over dem, og tolv stråler ligesom fra solen brød frem et sted bag ved skyen, og en røst kom ud af skyen, som sagde: “Dette er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag; hør ham!”

    (6) Og da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigter og var dybt rystede. Og Jesus kom hen og rørte ved dem og sagde:  “Rejs jer op og vær ikke bange!” Og da de så op, så de ingen ud over Jesus; men seks glorier sås på ham.

    (7) Og Jesus sagde til dem: “Se, en ny lov giver jeg jer, som ikke er ny, men gammel! Ligesom Moses gav de ti bud til dem, som tilhører Israel efter kødet, på samme måde giver jeg tolv til jer, som tilhører Israels Rige efter Ånden.

    (8) For hvem er Guds Israel? Alle de af hver eneste nation og stamme, som øver retfærdighed, kærlighed, barmhjertighed og holder mine bud, disse er det sande Guds Israel.” Og stående på sine fødder, talte Jesus og sagde:

    (9) “‘Hør, oh, Israel!  IOVA din Gud er én; mange er mine seere og mine pro- feter. I mig lever og røres de alle, og de har deres tilværelse i mig.’

    (10) I skal ikke for fornøjelsens skyld eller for jeres fortjenestes skyld tage noget væsens liv eller pine nogen.

    (11) I skal ikke stjæle andres ejendom, heller ikke skaffe jord eller rigdomme til jer selv ud over jeres behov eller brug.

    (12) I skal ikke spise kødet, heller ikke drikke blodet af noget slagtet væsen; heller ikke noget, som skader jeres sundhed eller sanser.

    (13) I skal ikke indgå urene ægteskaber, hvor der ikke er kærlighed og sundhed; heller ikke skal I fordærve jer selv eller noget væsen, som skabtes rent af det Hellige.

    (14) I skal ikke bære falsk vidnesbyrd mod nogen, heller ikke bevidst bedrage nogen med en løgn for at skade dem.

    (15) I skal ikke gøre mod andre, hvad I ikke vil have, at andre skulle gøre mod jer.

    (16) I skal tilbede den Ene Evige, Himlens Fader-Moder, fra hvem alle ting stammer, og have ærbødighed for det hellige navn.

    (17) I skal ære jeres fædre og mødre på jorden, som har omsorg for jer; ligeså alle retfærdighedens forkyndere.

    (18) Alle svage og undertrykte og alle væsener, som lider uret, skal I elske og beskytte.

    (19) I bør skabe de ting, som er gode og nyttige, med jeres hænder; og I skal ernære jer af jordens frugter og leve længe i landet.

    (20) I skal rense jer selv hver dag og hvile ud fra jeres arbejde på den syvende dag og helligholde sabbaten og Guds højtider.

    (21) I skal gøre mod andre, hvad I gerne vil have, at andre gør mod jer.”

    (22) Og da disciplene hørte disse ord, slog de sig for brystet og sagde: “Tilgiv os, oh Gud, hvor vi har fejlet; og måtte din visdom, kærlighed og sandhed inden i os gøre vore hjerter viddiGe til at elske og at holde denne hellige lov.”

    (23) Og Jesus sagde til dem: “Mit åg tynger ikke ujævnt, og min byrde er let; hvis I vil bære det, vil det virke let for jer. Læg ikke flere byrder på dem, som vil indtræde i Riget, ud over disse nødvendige ting.

    (24) Dette er den nye lov for Guds Israel, og loven er indenfor; for det er kærlighedens lov, og den er ikke ny, men gammel. Tag jer i agt for, at I ikke tilføjer noget til denne lov, og at I heller ikke tager noget bort fra den. Sandelig siger jeg jer: de, som tror og adlyder denne lov, vil blive frelst, og de, som ikke erkender den og ikke adlyder den, vil være fortabte.

    (25) Men ligesom alle dør i Adam, så vil alle i Kristus blive gjort levende. Og de ulydige vil blive renset gennem megen ild; og de, som fremturer, vil synke og være fortabte for evigt.”

    (26) Og mens de gik ned fra bjerget, pålagde Jesus dem med ordene: “Omtal ikke dette syn for noget menneske, før Menneskesønnen er genopstået fra de døde.”

    (27) Hans disciple spurgte ham og sagde: “Hvorfor siger de skriftkloge, at Elias først må komme?” Og Jesus svarede og sagde til dem: “Sandelig, Elias kommer først og genopretter alle ting.

(28) Men jeg siger jer, at Elias  allerede er kommet, og de kendte ham ikke, men har gjort mod ham, hvad de lystede. På samme måde skal også Menneskesønnen lide under dem.” Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døberen.

 

 

Kapitel 47

Ånden giver liv.

Den rige mand og Lazarus.

 

    (1) Og da de var kommet ned fra bjerget, spurgte en af hans disciple ham: “Mester, hvis et menneske ikke holder alle budene, vil han så kunne gå ind til livet?” Og han sagde: “Loven er god i bogstaverne, men mere fortræffelig i ånden; for bogstaverne uden ånd er død, men ånden gør bogstaverne levende!

    (2) Agt på, at I adlyder alle bud, som jeg har givet jer, fra hjertet og i kærlighedens ånd.

    (3) Der står skrevet: ‘Du må ikke slå ihjel’; men jeg siger jer, at enhver, som hader og ønske at dræbe, er skyldig ifølge loven; ja, hvis de volder uskyldige væsener skade eller pinsel, er de skyldige; men hvis de dræber for at gøre en ende på lidelser hos dem, som der ikke findes nogen redning for, er de ikke skyldige, hvis de gør det hurtigt og i kærlighed.

    (4) Der er blevet sagt: ‘Du må ikke stjæle’; men jeg siger jer, at alle, der ikke er tilfredse med det, som de har, og begærer og stræber efter det, som er en andens, eller som vil forholde arbejderen, hvad der tilkommer ham, de har allerede stjålet i deres hjerter, og deres skyld er større end det menneskes, som stjæler et brød af nødvendighed for at stille sin sult.

    (5) Atter er der blevet sagt jer: ‘Du må ikke bedrive hor’; men jeg siger jer: hvis mand og kvinde føres sammen i ægteskab med defekte kroppe og avler sygt afkom, så er de skyldige, endog selv om de ikke har taget deres næstes ægtefælle. Og hvis nogen ikke har taget en kvinde, som tilhører en anden, men begærer hende i sit hjerte og stræber efter hende, så har han allerede bedrevet hor i ånd.

    (6) Og igen siger jeg jer: Enhver, som ønsker og søger ejendomsret over noget væsens krop for at anvende den til føde, for fornøjelsens skyld eller for at få en fortjeneste, de forurener sig derigennem.

    (7) Ja, og hvis et menneske fortæller sandheden til sin næste på den vis, at det er for at lede ham til ondt, endog selvom det er sandt i bogstaverne, så er han skyldig.

    (8) Gå i ånden, for således skal I opfylde loven og blive modne til Riget. Lad loven være inde i jeres egne hjerter, hellere end at I skriver den på husketavler, hvilket I ikke desto mindre bør gøre; men derfor skal I ikke lade det første ugjort. For den lov, som jeg har givet jer, er hellig, retfærdig og god, og salige er alle de, som adlyder, og som vandrer i dens ånd.

    (9) Gud er ånd, og de, som tilbeder Gud, bør tilbede i ånd og sandhed til alle tider og på alle steder.”

    (10) Og han fortalte denne lignelse til dem, som var rige, og sagde: “Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og levede hver dag i lyst og pragt.

    (11) Og der var en tigger, der hed Lazarus, som lå ved hans port, fuld af sår, og han ønskede blot at spise sig mæt i det, der faldt fra de riges bord; ja, endog hundene kom og slikkede hans sår.

    (12) Så skete det, at tiggeren døde og blev af englene båret hen i Abrahams skød; den rige mand døde også og blev begravet i pomp og pragt. Og da han slog sine øjne op i dødsriget, var han i pine, og han så Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.

    (13) Og han råbte og sagde: ‘Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines på dette sted.’

    (14) Men Abraham sagde: “‘Søn, husk at du har fået dit gode, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. Og således omskifter livet for sjælenes fuldkommengørelses skyld. Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer, så at de, som ville gå herfra over til jer, ikke kan det; heller ikke kan de komme derfra over til os, indtil deres tid er fuldført.’

    (15) Da sagde han: ‘Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min faders hus — thi jeg har fem brødre —  for at han kan vidne for dem, så ikke også de skal komme til dette pinested.’

    (16) Abraham sagde til ham: ‘De har Moses og profeterne; lad dem høre dem!’ Og han sagde: ‘Nej, fader Abraham! men kom der en til dem fra de døde, så ville de angre.’

    (17) Og Abraham sagde til ham: ‘Hvis de ikke hører Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.’”

 

 

Kapitel 48

Jesus bespiser et tusind med fem meloner og

helbreder en vissen hånd på sabbatsdagen.

 

    (1) Og det skete (da Jesus havde undervist skarerne, som var blevet sultne og led under dagens hede), at der kom en kvinde gående forbi ad vejen med en kamel, lastet med meloner og andre frugter.

    (2) Og Jesus hævede sin røst og råbte: “Oh, I, som tørster, søg det levende vand, som kommer fra Himlen; for det er livets vand, og den, som drikker deraf, skal aldrig mere tørste.”

    (3) Og han udsøgte af frugten fem meloner og delte dem ud blandt folket, og de spiste, og deres tørst slukkedes; og han sagde til dem: “Når Gud lader solen skinne og vandet fylde disse jordens frugter, skal da ikke den samme være jeres sjæles sol og fylde jer med livets vand?

    (4) Søg sandheden, og lad jeres sjæle blive tilfredsstillede. Guds sandhed er vandet, som skænkes fra Himlen uden penge og uden pris; og de, som drikker deraf, skal ikke mere tørste.”* Og tallet på dem han bespiste var ét tusind — mænd, kvinder og børn — og ingen af dem gik sultne eller tørstige hjem; og mange, som havde haft feber, var blevet helbredt.

    (5) På den tid vandrede Jesus på en sabbat gennem kornmarkerne, og hans disciple blev sultne, og begyndte at plukke aks fra kornet og spise.

    (6) Men da farisæerne så det, sagde de til ham: “Se, dine disciple gør noget, man ikke har lov at gøre på en sabbat!”

    (7) Og han sagde til dem: “Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne? hvordan han gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene, som hverken han eller hans  ledsagere, men kun præsterne, havde lov at spise?

    (8) Eller har I ikke læst i loven, at på sabbaterne arbejder præsterne i templet, uden at pådrage sig skyld? Men jeg siger jer, at på dette sted står en, som er større end templet.

    (9) Men hvis I havde vidst, hvad dette betyder: ‘Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer’, havde I ikke fordømt de skyldfri. For Menneskesønnen er herre endog over sabbaten.”

    (10) Så gik han videre derfra og kom ind i deres synagoge. Og se, der var en mand med en vissen hånd. Og de spurgte ham og sagde: “Har man lov til at helbrede på sabbaten?” For de søgte noget at anklage ham for.

    (11) Og han sagde til dem: “Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbaten falder i en grav? Og hvis I giver hjælp til et får, skal I så ikke også give hjælp til et menneske, som trænger til det?

    (12) Derfor er det lovligt at gøre godt på sabbaten.” Derefter sagde han til manden: “Ræk din hånd frem!” og han rakte den frem, og den blev rask igen som den anden.

    (13) Da gik farisæerne bort og holdt råd om, hvordan de kunne få ham slået ihjel. Men da Jesus vidste det, drog han bort derfra; og store skarer fulgte ham, og han helbredte deres syge og svagelige, og han pålagde dem, at de ikke skulle gøre det kendt.

    (14) Således gik det i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, som siger: ‘Se, min tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min sjæl har velbehag; på ham vil jeg lægge min Ånd, og han skal forkynde dom for folkene.

    (15) Han skal ej kives og ej skrige, heller ikke skal nogen høre hans røst på gaderne. Han skal ikke bryde et knækket rør og ikke slukke et rygende hør, indtil

 

 

*ESAJAS 55,1: “Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk!”

han får retten ført frem til sejr. Og til hans navn skal folkene have tillid.’*

 

*ESAJAS 42,1-4: “Se min tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede ret for folkene. Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden, bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande. Han udbreder ret med troskab, vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden; og fjerne strande bier på HANS LOV.” (Kærlighedens lov!) Men ifølge Bibelens egne evangelier var han ikke nogen lovgiverprofet.

 

 

Kapitel 49

Guds sande tempel.

 

    (1) Påskefesten nærmede sig. Og det skete, at nogle af disciplene, som var murere, var sat til at reparere et af templets kamre. Jesus passerede forbi, og de sagde til ham: “Mester, ser du disse store bygninger og hvad slags sten, der er her, og hvor smukt vore forfædres værk er?”

    (2) Og Jesus sagde: “Jo, det er skønt, og stenene er vel forarbejdede; men den tid kommer, hvor der ikke skal lades sten på sten tilbage, for fjenden skal ødelægge både byen og templet.

    (3) Men det sande tempel er det menneskes legeme, i hvilket Guds ånd bor; og når dette tempel ødelægges, vil Gud på tre dage oprejse et endnu skønnere tempel, som det almindelige menneskes øjne ikke kan se.

    (4) Ved I ikke, at I er Helligåndens templer? Og den, som ødelægger et af disse templer skal selv ødelægges.”**

    (5) Og nogle af de skriftkloge, som hørte ham, søgte at bringe ham i vildrede med hans egne ord og sagde: “Hvis du vil afskaffe ofringerne af får og okser og fugle, til hvilket formål byggedes da dette tempel for Gud af Salomon, som vi har repareret på i 46 år?”

    (6) Og Jesus svarede og sagde: “Der står skrevet ved profeterne: ‘Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk, for at de kan prise og takke Gud.’ Men I har gjort det til et slagtehus og fyldt det med afskyelighed.

    (7) Videre står der skrevet: ‘Fra solens opgang til dens nedgang skal mit navn være stort blandt folkene, og et rent offer med røgelse skal ofres til mig.’ Men I har gjort det til et ødelæggelsens sted med jeres blodofre, og bruger kun den søde røgelse for at dække over ildelugten deraf. Jeg er ikke kommet for at ødelægge loven, men for at fuldføre den.

    (8) Ved I ikke, hvad der står skrevet? ‘Lydighed er bedre end ofre, og at lytte er bedre end vædderens fedt. Jeg, Herren, er træt af jeres brændofre og unyttige gaver; jeres hænder er fulde af blod.’

    (9) Og står der ikke skrevet: ‘Hvad er det sande offer? Tvæt jer og rens jer, og fjern det onde fra mine øjne; ophør med at gøre det onde, og lær at gøre godt. Øv retfærdighed mod de faderløse og enkerne og alle, som er fortrykte.’ Således skal I opfylde loven.*

    (10) Den dag vil komme, da alt det, der er i forgården, som hører sammen med blodofre, skal tages bort, og ægte tilbedere vil tilbede den Evige i renhed og sandhed.”

    (11) Og de sagde: “Hvem er du, som vil afskaffe ofringerne og foragter Abrahams sæd? Har du lært denne gudsbespottelse af ægypterne og grækerne?”

    (12) Og Jesus sagde: “Før Abraham blev til, er jeg.” Og de nægtede at høre på ham, og nogle sagde: “Han er besat af en ond ånd.” Og andre sagde: “Han er vanvittig!” Og de gik deres vej og fortalte disse ting til præsterne og de ældste. Og de blev rasende og sagde: “Han har talt gudsbespotteligt!”

 

**PAULUS´ 1. BREV TIL KORINTERNE 3,16-17: “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham.”

 

 

*ESAJAS 1,11-17: “Hvad skal jeg med alle eders slagtofre?” siger Herren; “jeg er mæt af vædderbrændofre, af fedekalves fedt; har ej lyst til blod af okser og lam og bukke. Når I kommer at stedes for mit åsyn, hvo kræver da af jer, at min forgård trampes ned?

    Bring ej flere tomme afgrødeofre, vederstyggelig offerrøg er de mig! Nymånefest, sabbat og festligt stævne — jeg afskyr uret og festlig samling. Eders nymånefester og højtider hader min sjæl, de er mig en byrde, jeg er træt af at bære.

    Breder I hænderne ud, skjuler jeg øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører jer ikke. Eders hænder er fulde af blod; tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag!”

 

 

Kapitel 50

Verdens lys.

 

    (1) Jesus talte nu atter til dem og sagde: “Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

    (2) Derfor sagde farisæerne til ham: “Du vidner om dig selv, dit vidnesbyrd er ikke sandt!”

    (3) Jesus svarede og sagde til dem: “Skønt jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd sandt; for jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvorhen jeg går; men I kan ikke sige, hvorfra jeg kom, eller hvorhen jeg går.

    (4) I dømmer efter kødet; jeg dømmer ingen. Og om jeg dømmer, er min dom sand; for jeg er ikke alene, men jeg kommer fra Fader-Moderen, som sendte mig.

    (5) Der står også skrevet i jeres lov, at hvad to mennesker vidner er sandt. Vel vidner jeg om mig selv; men Johannes vidnede også om mig, og han er en profet, og sandhedens Ånd, som sendte mig, vidner om mig.”

    (6) De sagde da til ham: “Hvor er din Fader og din Moder?” Jesus svarede:  “I kender hverken mig eller min Fader-Moder; hvis I kendte mig, ville I også kende min Fader og min Moder.”

    (7) Og en sagde: “Vis os Faderen, vis os Moderen, og vi vil tro dig.” Og han svarede og sagde: “Hvis du har set din broder og har følt hans kærlighed, da har du set Faderen; hvis du har set din søster og har følt hendes kærlighed, da har du set Moderen.

    (8) Fjernt og nær genkender det Aller Helligste sit eget væsen, ja, i hver og en af jer kunne Faderskabet og Moderskabet åbenbares, for Faderen og Moderen er Ét i Gud.”

    (9) Disse ord talte Jesus i skatkammeret, da han underviste i templet. Og ingen lagde hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet. Jesus sagde så igen til dem: “Jeg går bort, og I skal lede efter mig, og I skal dø i jeres synder; hvor jeg går hen, der kan I ikke komme.”

    (10) Da sagde jøderne: “Vil han tage livet af sig? for han sagde jo: ‘Hvor jeg går hen, der kan I ikke komme’.” Og han sagde til dem: “I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden.

    (11) Derfor sagde jeg til jer, at I skal dø i jeres synder; for hvis I ikke tror, at jeg er af Gud, skal I dø i jeres synder.”

    (12) Da sagde de til ham: “Hvem er du?” Og Jesus sagde til dem: “Just det, som jeg har sagt til jer fra begyndelsen.

    (13) Jeg har mange ting at sige jer, som skal dømme jer; men det Ene Hellige, som sendte mig, er sanddru, og jeg taler de ting til verden, som jeg har hørt ovenfra.”

    (14) Derefter sagde Jesus til dem: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I forstå, at jeg er sendt af Gud, og at jeg ikke gør noget af mig selv; men som det Aller Helligste har lært mig, således taler jeg. Den, som sendte mig er med mig; det Aller Helligste har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør det, som behager den Evige.”

    (15) Mens han talte disse ord, kom mange til at tro på ham, for de sagde: “Han er en profet sendt fra Gud; lad ham lade os høre.”

 

 

Kapitel 51

Sandheden frigør.

 

    (1) Da sagde Jesus til de jøder, som troede på ham: “Hvis I bliver i mit ord, så er I virkelig mine disciple; og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.”

    (2) De svarede ham: “Vi er Abrahams slægt og har aldrig været nogens trælle; hvordan kan du da sige: ‘I vil blive frigjort’?” Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: enhver, der begår synd, er syndens træl. Og trællen bliver ikke bestandig i huset; men Sønnen og Datteren bliver der for evigt.

    (3) Hvis Sønnen altså får frigjort jer, skal I være virkeligt frie. Jeg ved, at I er Abrahams slægt efter kødet; men I søger at slå mig ihjel, fordi mit ord ikke har fremgang i jer.

    (4) Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader, og I gør det, som I har set hos jeres fader!” De svarede og sagde til ham: “Abraham er vores fader.” Jesus sagde til dem: “Hvis I var Abrahams børn, så ville I gøre Abrahams gerninger.

    (5) Men nu søger I at slå mig ihjel, et menneske, der har fortalt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette gjorde Abraham ikke! I gør jeres faders gerninger!” Derefter sagde de til ham: “Vi er ikke avlet i utugt; vi har én fader, nemlig Gud.”

    (6) Jesus sagde til dem: “Hvis Gud var jeres Fader, ville I elske mig; thi fra Gud er jeg udgået og kommet; heller ikke er jeg kommet af mig selv, men det Aller Helligste sendte mig. Hvorfor forstår I ikke min tale? fordi I ikke kan høre mit ord.

    (7) I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden, fordi der er ikke sandhed i ham.

    (8) Når han taler løgn, taler han af sit eget; for han er en løgner, ja, løgnens fader. Og fordi jeg siger sandheden, tror I mig ikke.

    (9) Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således skal Menneske-sønnen og Menneskedatteren ophøjes, for at enhver, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    (10) Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I det ikke, fordi I ikke er af Gud.”

    (11) Jøderne svarede og sagde til ham: “Er det ikke med rette, vi siger, at du er samaritaner og besat af en ond ånd?” Jesus svarede: “Jeg har ikke nogen ond ånd; men jeg ærer det Aller Helligste, og I vanærer mig. Og jeg søger ikke min egen ære, men Guds ære. Men der er En, som dømmer.”

    (12) Og visse af de ældste og skriftkloge fra templet kom til ham og sagde: “Hvorfor lærer dine disciple menneskene, at det er lovstridigt at spise dyrenes kød, skønt de bliver ofret ved ofringerne som Moses befalede?

    (13) For der står skrevet: “Gud sagde til Noah: ‘Frygten og rædslen for jer vil være i hvert dyr på marken og i hver fugl i luften og i hver fisk i havet; i jeres hænder er de givet’.””

    (14) Og Jesus sagde til dem: “I hyklere! Med rette har Esajas talt om jer og om jeres forfædre med ordene: ‘Dette folk holder sig nær med sin mund og ærer mig med læberne, men deres hjerte er fjernt fra mig; det er forgæves, de dyrker mig, når de i stedet for guddommelige lærdomme fører menneskebud i mit navn for så at hengive sig til deres egne begær.’

    (15) Ligeledes aflagde Jeremias vidnesbyrd herom, når han om ofringer og blodofre sagde: ‘Jeg, Herren, Gud påbød jer ingen af disse ting i de dage, da I gik ud af Ægypten; men kun dette befalede jeg jer: at øve retskaffenhed, at gå ad fortidens stier, at være retfærdige, at elske barmhjertighed og at gå i ydmyghed med jeres Gud.

    (16) Men I har ikke lyttet til mig, som i begyndelsen gav jer alle slags sædekorn og træernes frugter til føde, og til helbredelse for menneske og dyr’.”* Og de sagde: “Du taler mod loven!”

    (17) Og han sagde: “Jeg taler virkelig ikke imod Moses, heller ikke imod loven, men imod dem, der forvrængede hans lov, som han gav jer for jeres hjerters hårdheds skyld.

    (18) Men se, en større end Moses er her!” Og de blev rasende og tog sten op, som de ville kaste på ham. Og Jesus passerede dem ved at gå midt imellem dem, hvorved han kom af vejen for deres voldshandling.

 

*JEREMIAS 7,22-26: “Thi dengang jeg førte eders fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke til dem eller bød dem noget om brændoffer og slagtoffer; men dette bød jeg dem: ‘I skal høre min røst, så vil jeg være eders Gud, og I skal være mit folk; og I skal gå på alle de veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel.’ Men de hørte ikke og lånte ikke øre; de fulgte deres onde hjerters stivsind og gik tilbage, ikke fremad. Fra den dag eders fædre drog ud af Ægypten, og til i dag har jeg dag efter dag, årle og silde sendt eder alle mine tjenere profeterne; men de hørte ikke og lånte ikke øre.”

 

 

Kapitel 52

Han erklærer, at han har eksisteret før.

 

    (1) En anden gang sagde Jesus: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: hvis et menneske holder fast ved mit ord, skal han aldrig se døden.” Da sagde jøderne til ham: “Nu ved vi da, at du er besat af en ond ånd!

    (2) Abraham er død, profeterne også; og du siger: ‘Hvis et menneske holder fast ved mit ord, skal han aldrig smage døden.’ Er du større end vores fader Abraham, som er død? og profeterne er døde; hvem gør du dig selv til?”

    (3) Jesus svarede: “Hvis jeg ville give mig selv ære, ville min ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig ære, ham, om hvem i siger, at han er jeres Gud, skønt I aldrig har kendt ham; men jeg kender ham. Og hvis jeg ville sige: ‘Jeg kender ham ikke,’ så ville jeg være en løgner ligesom I; men jeg kender det Aller Helligste og er kendt af den Evige.

    (4) Jeres fader Abraham frydede sig over at skulle se min dag; og han fik den at se og glædede sig.” Da sagde jøderne til ham: “Du er ikke femogfyrre år endnu, og du har set Abraham!”

    (5) Jesus sagde til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: før Abraham blev til, er jeg!”

    (6) Og han sagde til dem: “Det Aller Helligste har sendt jer mange profeter, men I rejste jer imod dem, som gik imod jeres begær, forhånede nogle og dræbte andre.”

    (7) Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus skjulte sig og gik ud af templet, og gik midt iblandt dem og slap således uset forbi dem.

    (8) Da hans disciple var sammen med ham et afsides sted, spurgte en af dem igen om Riget, og han sagde til dem:

    (9) “Som det er ovenfor, sådan er det nedenfor. Som det er indenfor, sådan er det udenfor. Som det er på højre side, sådan er det på den venstre. Som det er foran, sådan er det bagved. Ligesom det er i det store, sådan er det i det små. Som det er med manden, sådan er det med kvinden. Når disse ting kan indses, skal I skue Guds rige.*

    (10) For i mig er hverken mand eller kvinde, men begge er ét i den Ene Fuldkomne. Kvinden er ikke uden manden, manden ej heller uden kvinden.

    (11) Visdom findes ikke uden kærlighed, heller ikke findes kærlighed uden visdom. Hovedet er ikke uden hjertet, heller ikke er hjertet uden hovedet i Kristus, som forsoner alle ting. For Gud har skabt alle ting efter antal, efter vægt og efter mål, det ene i overensstemmelse med det andet.

    (12) Disse ting er for dem, som forstår, for at de skal tro. Hvis de ikke kan forstå det, er det ikke talt til dem. For det at tro er at forstå, og ikke at tro er ikke at forstå.”**

 

*ACTS OF PHILIP 140: “Hvis I ikke gør det, som er indenfor i jer, til at være ovenfor, og de ting, som er på jeres venstre side til at være højre, skal I ikke indtræde i mit rige.”

*MARTYRDOM OF PETER 17: “Hvis I ikke gør den venstre side til den højre og den højre til den venstre, og de ting, der er ovenfor, som dem, der er nedenfor, og de ting, som er foran, som dem, der er bagved, så skal I ikke kende Guds rige.”

(Begge er fra The Apocryphal New Testament by M. R. James, Oxford)

**DIALOG MED FRELSEREN, 142: “Alle ting, som jeg har talt til jer, har I forstået og modtaget og troet. Hvis I har kendt dem, er de jeres, hvis ikke, er de ikke jeres.”

 

 

Kapitel 53

Jesus helbreder en blind på sabbaten.

 

    (1) Og engang, mens Jesus var undervejs, så han en mand, der havde været

 

blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham og sagde: “Mester, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?”

    (2) Jesus svarede: “Hvilken betydning har det, om han eller hans forældre har syndet, så at Guds gerninger kan åbenbares på ham? Jeg må gøre min Fader-Moders gerninger, som sendte mig, mens det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.”

    (3) Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd af spyttet, kom dyndet på hans øjne, og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i dammen Siloam” (oversat betyder det “udsendt”). Han gik så bort, vaskede sig og kom seende tilbage.

    (4) Da sagde naboerne og de, som var vant til at se ham som tigger: “Er det ikke ham, der sad og tiggede?” Nogle sagde: “Det er ham;” men andre sagde: “Det er en, der ligner ham.” Han selv sagde: “Det er mig!”

    (5) Derfor spurgte de ham: “Hvordan er dine øjne blevet åbnet?” Han svarede og sagde: “En mand, som kaldes Jesus lavede dynd og smurte det på mine øjne og sagde til mig: ‘Gå hen til dammen Siloam og vask dig;’ og jeg gik hen og vaskede mig og blev seende.”

    (6) De spurgte ham: “Hvor er han?” Han sagde: “Jeg ved ikke, hvor han, som helbredte mig, er.”

    (7) Derefter kom nogle af saddukæerne til ham, som nægter, at der findes en opstandelse, og de spurgte ham og sagde: “Mester, Moses skrev til os: ‘Hvis en mand dør barnløs, skal hans broder tage hans hustru til ægte og skaffe sin broder afkom.’

    (8) Nu var der seks brødre, og den første giftede sig og døde barnløs; og den anden tog hende til hustru, og han døde barnløs; og den tredie gik det ligeså, og sådan gik det lige til den sjette; de døde også uden at efterlade sig børn. Sidst af alle døde kvinden også.

    (9) Hvad nu i opstandelsen, hvem af dem skal hun tilhøre? for alle seks havde hende til hustru?”

    (10) Og Jesus svarede: “Hvad enten det er en kvinde med seks mænd, eller det er en mand med seks hustruer, så er sagen den samme. For denne verdens børn gifter sig og bortgiftes.

    (11) Men de, som bliver det beskåret at opnå opstandelse fra de døde, de hverken gifter sig eller bortgiftes, heller ikke kan de dø nogen sinde mere; for de er engles lige og er Guds børn, da de er opstandelsens børn.

    (12) Det, at de døde opstår, har endog Moses vist ved tornebusken, da han kaldte Herren Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud; for han er ikke de dødes gud, men de levendes, thi de er alle levende for ham.”

 

 

Kapitel 54

Den blindfødte forhøres.

 

    (1) De førte nu ham, der før havde været blind, til farisæerne; og det var sabbat den dag, da Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne.

    (2) Også farisæerne spurgte ham igen om, hvordan han havde fået sit syn. Han sagde til dem: “Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.”

    (3) Nogle af farisæerne sagde derfor: “Denne mand er ikke fra Gud, for han holder ikke sabbaten.” Andre sagde: “Hvordan kan en mand, som er en synder, gøre sådanne mirakler?” Og der var splid imellem dem.

    (4) De sagde da igen til den blinde: “Hvad siger du selv om ham, der har åbnet dine øjne?” Han sagde: “Han er en profet.”

    (5) Men jøderne troede ikke om ham, at han havde været blind og havde fået sit syn igen, før de fik tilkaldt forældrene til ham, der var blevet seende.

    (6) Og de spurgte dem og sagde: “Er han her jeres søn, som I påstår er født blind? Hvordan kan han da nu se?” Hans forældre svarede og sagde: “Vi ved, at han er vores søn, og at han er født blind; men af hvad grund han nu kan se, ved vi ikke, heller ikke hvem, der har åbnet hans øjne; han er gammel nok, spørg ham selv, han må selv svare for sig.”

    (7) Dette sagde hans forældre, fordi de frygtede for jøderne; for jøderne havde allerede vedtaget, at hvis nogen bekendte ham som Kristus, skulle han udelukkes af synagogen. Derfor sagde hans forældre: “Han er gammel nok, spørg ham selv!”

    (8) Så tilkaldte de igen manden, som havde været blind, og sagde til ham: “Giv Gud æren; vi ved, at denne mand er en synder.” Han svarede og sagde: “Hvorvidt han er en synder eller ej, ved jeg ikke; én ting ved jeg: at jeg, som var blind, nu kan se.”

    (9) Da sagde de atter til ham: “Hvad gjorde han ved dig: Hvordan åbnede han dine øjne?” Han svarede dem: “Jeg har allerede sagt jer det, men I hørte ikke på mig. Hvorfor vil I høre det igen? Vil I måske også være hans disciple?”

    (10) Så skældte de ham ud og sagde: “Du er selv hans discipel; men vi er Moses´ disciple. Vi ved, at til Moses har Gud talt; men hvor han her er fra, ved vi ikke.”

    (11) Manden svarede og sagde til dem: “Det er da underligt, at I ikke ved, hvor han er fra; han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere bønhører Gud ikke;

    (12) men hvis nogen er en Guds tilbeder og gør hans vilje, så hører han ham. Siden verdens begyndelse er det aldrig hørt, at nogen mand har åbnet øjnene på en blindfødt. Hvis han ikke var af Gud, kunne han intet gøre.”

    (13) De svarede og sagde til ham: “Du er helt og holdent født i synd, og du vil lære os?” Og de stødte ham ud.

    (14) Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han havde fundet ham, sagde han: “Tror du på Guds Søn?” Han svarede og sagde: “Hvem er han, Herre, for at jeg kan tro på ham?”

    (15) Og Jesus sagde til ham: “Du har set ham, og det er ham, som taler med dig.” Og han sagde: “Herre, jeg tror.” Og han tilbad ham.

    (16) Og Jesus sagde: “Som dom er jeg kommet til verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de, som ser, skal blive blinde.” Og nogle af farisæerne, som var hos ham, hørte dette og sagde til ham: “Er vi også blinde?”

    (17) Og da Jesus kom til et sted, hvor syv palmer voksede, samlede han sine disciple omkring sig og gav hver af dem et tal og et navn, som kun den kendte, som fik det. Og han sagde til dem: “I skal stå som støttepiller i Guds hus, og fremvis ordenen i overensstemmelse med de tal, som I har modtaget.”*

    (18) Og de stod rundt omkring ham, og de dannede et firkantet legeme, og de forsøgte at tælle tallene, men kunne ikke. Og de sagde til ham: “Herre, vi kan ikke!” Og Jesus sagde: “Lad ham, som er den største iblandt jer, være ligestillet med den ringeste, og lad symbolet for den, som er først, være lig med** symbolet for den, som er sidst.”

    (19) Og således gjorde de, og på enhver måde blev der lighed; og trods det, at hver eneste af dem havde et forskelligt tal, så var den ene side som den anden, og den øvre var som den nedre, og den indre som den ydre. Og Herren sagde: “Det er nok! Sådan er den vise bygmesters hus. Firkantet er det og fuldkomment. Rummene er mange, men huset er ét.

    (20) Betragt igen menneskets krop, som er et åndens tempel: For kroppen er ét med hovedet, og de er ét legeme. Og det har mange lemmer, selv om alle er én krop, og ånden hersker og arbejder i dem alle. Sådan er det også i Riget.

    (21) Og hovedet siger ikke til brystet: Jeg behøver dig ikke; ej heller den højre hånd til den venstre: Jeg behøver dig ikke; heller ikke den venstre fod til den højre: Jeg har ikke brug for dig; heller ikke øjnene til ørerne: Vi har ikke brug for jer; heller ikke munden til næsen: Jeg har ikke brug for dig! For Gud har i det ene legeme anbragt hvert lem deraf, hvor det passer.

    (22) Hvis hovedet var det hele, hvad var så brystet? Hvis bugen var det hele, hvad var så fødderne? Ja, disse lemmer, som nogle synes er mindre ærefulde, har Gud givet desto større ære.

    (23) Og de dele, som nogle kalder unyttige, har fået desto større nytte i, at de må sørge for hinanden; sådan at hvis et medlem lider, vil alle medlemmer lide med det, og hvis et medlem æres, vil alle medlemmer fryde sig!

    (24) Nu er I mit legeme; og hver og en af jer er et særligt lem deraf; jeg giver hver eneste af jer en passende plads, og et hoved over alle, og et hjerte som midtpunkt for alle, for at der ikke skal opstå nogen mangel eller splittelse; og for at I — med jeres kroppe, jeres sjæle og jeres ånd — må prise Al Fader-Moderen gennem den guddommelige ånd, som virker i alle og gennem alle.”

 

*JOH.ÅB. 2,17: “Den, der sejrer, ham vil jeg give af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og på den sten er der skrevet et nyt navn, som ingen kender uden den, der får det.”

**eller rettere: ligestillet med...

 

 

Kapitel 55

Den gode hyrde.

Ét med Faderen.

 

    (1) Ved den tid kom der en hyrde forbi ad vejen, som ledte sin hjord til folden; og Jesus tog et af de små lam op i sine arme, talte kærligt til det og trykkede det til sidst bryst. Og han talte til sine disciple og sagde:

    (2) “Jeg er den gode hyrde og kender mine får, og mine kender mig. Ligesom Al Fader-Moderen kender mig, således kender jeg mine får, og jeg giver mit liv for fårene. Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg føre med, og de vil høre min røst, og der skal blive én hjord og én hyrde.

    (3) Jeg sætter mit liv til for at tage det igen. Intet menneske tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har kraft til at nedlægge min krop, og jeg har kraft til at oprejse den igen.

    (4) Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde giver føde til sin hjord; han tager sine lam i sine arme og bærer dem ved sit bryst, og leder varsomt dem, som er drægtige; ja, den gode hyrde giver sit liv for fårene.*

    (5) Men den, der er lejesvend, og ikke er hyrden, som ejer fårene, ser ulven komme og forlader fårene og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hverandre. Lejesvenden flygter, fordi han er lejet og ikke bryder sig om fårene.

    (6) Jeg er døren: alle, som går ind gennem mig vil være i sikkerhed og vil gå ind og ud og finde græs. Den onde kommer kun for at stjæle og dræbe og ødelægge; jeg er kommet, for at de skal have liv, og for at de skal have overflod.**

    (7) Den, der går ind gennem døren, han er fårenes hyrde, for ham lukker dørvogteren op; og fårene hører hans røst, og han kalder sine får ved navn og fører dem ud, og han kender antallet.

    (8) Og når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans røst. En fremmed derimod vil de ikke følge, men vil flygte fra ham; for de kender ikke de fremmedes røst.”

    (9) Denne billedtale brugte Jesus overfor dem; men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om. Da sagde Jesus atter til dem: “Mine får hører min røst; og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig fortabes, heller ikke skal nogen rive dem ud af min hånd.

    (10) Min Fader-Moder, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive dem ud af min Fader-Moders hånd. Jeg og Fader-Moderen er ét.”

    (11) Da tog jøderne atter sten op for at stene ham. Jesus svarede dem: “Mange gode gerninger har jeg ladet jer se fra min Fader-Moder; hvilken af de gerninger er det, I vil stene mig for?”

    (12) Jøderne svarede ham: “Det er ikke for en god gerning, vi vil stene dig, men for gudsbespottelse, fordi du, som er et menneske, gør dig selv lig Gud.” Jesus svarede dem: “Sagde jeg, at jeg var Gud lig? Nej! men jeg er ét med Gud. Står der ikke i skriften: ‘Jeg har sagt, at I er guder?’*

    (13) Hvis han kaldte dem guder, som Guds ord kom til, og skriften kan ikke omstødes, hvordan kan I så sige til den, som altings Fader-Moder har helliget og sendt til verden: ‘Du gudsbespotter!’ fordi jeg sagde, at jeg er Guds søn, og derfor er ét med Al Fader-Moderen?”

    (14) Hvis jeg ikke gør min Fader-Moders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I må indse og tro, at den mægtige Fader-Moders Ånd er i mig, og at jeg er i min Fader-Moder.”

    (15) Derfor forsøgte de igen at gribe ham, men han slap dem af hænde, og drog atter bort til den anden side af Jordan, til det sted, hvor Johannes først havde døbt, og der blev han.

    (16) Og mange besøgte ham, og de sagde: “Johannes gjorde ganske vist intet tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne mand, er sandt. Han er den profet, som skulle komme.” Og mange troede på ham.

 

*ESAJAS 40,11: “Han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.”

 

**ACTS OF JOHN 95-96: “En dør er jeg for dig, som banker på mig.” (The Apocryphal New Testament)

 

*SALMERNES BOG 82,6: “Jeg har sagt, at I er guder, I er alle den Højestes sønner.”

 

 

 

Kapitel 56

Opvækkelsen af Lazarus.

 

    (1) Nu var der en mand, som lå syg, Lazarus fra Betania, den by, hvor Maria og hendes søster Marta boede. (Det var den Maria, som salvede Herren med salve og tørrede hans fødder med sit hår, hvis broder Lazarus lå syg.)

    (2) Derfor sendte hans søstre bud til ham og lod sige: “Herre! se, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: “Denne sygdom er ikke til døden, men for at Guds herlighed måtte blive tydeliggjort ved ham.” Og Jesus elskede Maria og hendes søster og Lazarus.

    (3) Skønt han nu hørte, at Lazarus lå syg, blev han alligevel to dage på det sted, hvor han var. Derefter sagde han til sine disciple: “Lad os gå til Judæa igen!”

    (4) Hans disciple sagde til ham: “Mester, nylig søgte jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen?” Jesus svarede: “Har dagen ikke tolv timer? Hvis nogen vandrer om dagen, træder han ikke fejl, fordi han ser denne verdens lys.

    (5) Men hvis et menneske vandrer om natten, træder han fejl, fordi der ikke er lys i ham.” Efter disse ord, sagde han til dem: “Vores ven Lazarus sover, men jeg drager hen for at vække ham af søvne.”

    (6) Da sagde hans disciple: “Herre, hvis han sover, så kommer han sig.” Og en budbringer kom til ham og sagde: “Lazarus er død!”

    (7) Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i graven i fire dage allerede. (Betania ligger nær Jerusalem, omtrent 15 stadier derfra.). Og mange af jøderne var kommet til Marta og Maria for at trøste dem i sorgen over deres broder.

    (8) Så snart Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende i huset. Marta sagde da til Jesus: “Herre, havde du været her, var min broder ikke død. Men selv nu ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.”

    (9) Jesus sagde til hende: “Din broder sover, og han skal stå op igen.” Marta sagde til ham: “Jeg ved, at han skal opstå igen i opstandelsen på den yderste dag.”

    (10) Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, selv om han var død. Jeg er vejen, sandheden og livet, og enhver, som lever i og som tror på mig, vil aldrig dø.”

    (11) Hun sagde til ham: “Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, som skulle komme til verden.” Og da hun havde sagt det, gik hun bort og kaldte i al stilhed på sin søster Maria og sagde: “Mesteren er kommet og kalder på dig.” Så snart hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik ud til ham.

    (12) Endnu var Jesus ikke kommet ind i byen, men var stadig på det sted, hvor Marta mødte ham. Da nu de jøder, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun så hastigt rejste sig og gik ud, fulgte de med hende, idet de sagde: “Hun går ud til graven for at græde der.”

    (13) Da Maria nu kom hen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde til ham: “Herre! havde du været her, var min broder ikke død.” Da Jesus nu så hende græde og så de jøder, som var kommet med hende, græde, sukkede han i ånden og blev ked af det, og sagde: “Hvor har I lagt ham?” De sagde til ham: “Herre! kom og se!” Jesus græd.

    (14) Da sagde jøderne: “Se, hvor han elskede ham!” Og nogle af dem sagde: “Kunne denne mand, som åbnede blindes øjne, ikke også have hindret, at denne mand døde?” Da sukkede Jesus atter dybt i sit indre, thi han frygtede, at han allerede var død, og han går til graven. Det var en klippehule, og en sten lå for den.

    (15) Jesus sagde: “Tag stenen bort!” Marta, søsteren til ham som formodedes at være død, sagde til ham: “Herre! på dette tidspunkt stinker han, for han har været død i fire dage.” Jesus sagde til hende: “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du ville tro, så skulle du se Guds herlighed?” Så tog de stenen bort fra det sted, hvor Lazarus var lagt.

    (16) Og Jesus opløftede sine øjne, påkaldte det mægtige navn og sagde: “Min Fader-Moder: jeg takker dig, for at du har hørt mig. Og jeg ved, at du altid hører mig, men på grund af skaren, som står her, kalder jeg på dig, for at de må tro, at du har sendt mig.” Og da han havde talt således, råbte han med høj røst: “Lazarus! kom herud!”

    (17) Og han, der var som død, kom ud med hænder og fødder omvundne med ligklæder, og hans ansigt var tilbundet med et tørklæde.

    (18) Jesus sagde til dem: “Løs ham og lad ham gå! Hvis livstråden virkelig er bristet, kommer den ikke igen; men mens den endnu er hel, er der håb!” Derefter troede mange af jøderne på ham — de af dem som var kommet til Maria og havde set de ting, Jesus gjorde.

 

 

Kapitel 57

Om små børn.

Lignelsen med fiskene.

Om at tilgive.

 

    (1) I den samme stund kom disciplene hen til Jesus og sagde: “Hvem er den største i Himmeriget?” Og Jesus kaldte et lille barn hen til sig og stillede det iblandt dem og sagde: “Sandelig siger jeg jer: medmindre I omvender jer og bli-ver uskyldige og lærenemme som små børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

    (2) Den, som derfor ydmyger sig selv ligesom dette lille barn, han er den største i Himmeriget. Og den, der tager imod et sådant lille barn i mit navn, tager imod mig.

    (3) Ve verden for forargelserne! Vel er det nødvendigt, at forargelserne kommer, men ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer! Derfor: hvis dit begær eller din fornøjelse forarger andre, så hug dem af og kast dem fra dig! Det er bedre for dig at gå ind til livet uden, end at du har det, som vil blive kastet i den evige ild.

    (4) Se til, at I ikke ringeagter en af disse små, for jeg siger jer, at i Himlen ser deres engle altid Guds ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

    (5) Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får og ét af dem farer vild, forlader han så ikke de nioghalvfems og går op i bjergene for at søge det ene, der gik vild? Og hvis det sker, at han finder det — sandelig siger jeg jer: han fryder sig mere over det ene får end over de nioghalvfems, som ikke gik vild.

    (6) Således er det ikke jeres Forældres vilje, som er i Himlen, at én af disse små skal fortabes.”

    (7) Der var nogle tvivlere, som kom til Jesus og sagde: “Du fortæller os, at vores liv og tilværelse er i Gud; men vi har aldrig set Gud, heller ikke kender vi til nogen gud. Kan du vise os ham, som du kalder Fader-Moderen, den eneste Gud? Vi ved ikke, om der findes nogen Gud.”

    (8) Jesus svarede dem og sagde: “Lyt til denne lignelse om fiskene: Fiskene i en flod talte med hinanden og sagde: ‘De fortæller os, at vores liv er i vandet, men vi har aldrig set vandet, vi ved ikke, hvad det er.’ Da sagde nogle iblandt dem, som var klogere end de andre: ‘Vi har hørt, at en klog og lærd fisk bor ude i havet, og han ved alt. Lad os rejse ud til ham og bede ham vise os, hvad vand er.’

    (9) Så tog nogle af dem afsted for at finde denne store og kloge fisk! Og til slut kom de ud i havet, hvor den kloge fisk boede og forelagde ham deres spørgsmål.

    (10) Og da han havde hørt på dem, sagde han til dem: ‘Åh, I dumme fisk, som ikke tænker jer om! Blot I få, som søger, er kloge. I lever og rører jer i vandet og har hele jeres tilværelse der; fra vandet kom I, til vandet vender I tilbage. I lever i vandet, og I ved det ikke!’

    Ligeledes lever I i Gud; og alligevel beder I mig: ‘Vis os Gud!’ Gud er i alle ting, og alle ting er i Gud.”

    (11) Atter talte Jesus til dem: “Hvis din broder eller søster forsynder sig imod dig, så gå hen og fortæl om fejlen overfor din broder eller søster alene; hvis de hører dig, har du vundet dem. Men hvis de ikke vil høre dig, så medbring én eller to mere, for at ethvert ord må blive afgjort ved to eller tre vidners udsagn.

    (12) Og hvis de er dem overhørige, så sig det til menigheden; men hvis de er menigheden overhørige, så lad dem for dig være som dem, der er uden for menigheden. Sandelig siger jeg jer: Hvad I end i retfærdighed binder på jorden, skal være bundet i Himlen; og hvad som helst I i retfærdighed løser på jorden, skal være løst i Himlen.

    (13) Igen siger jeg jer: at hvis syv eller endog hvis tre af jer enes om noget på jorden, som berører noget, de vil bede om, da vil det blive gjort for dem af min Fader-Moder, som er i Himlen. For hvor blot tre er forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt dem; og hvis der kun er én, er jeg i den enes hjerte.”

    (14) Da kom Peter til ham og sagde: “Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Er syv gange nok?” Jesus sagde til ham: “Jeg siger ikke til dig: indtil syv gange, men indtil halvfjerds gange syv gange. For i  profeterne fandtes  der ligeledes uretfærdighed,   selv efter at de var  blevet salvet med den Hellige Ånd.”*

    (15) Og han fortalte dem denne lignelse og sagde: “Der var en konge, der ville gøre regnskabet op med sine tjenere; og da han var begyndt på opgørelsen, blev en, der skyldte ham ti tusind talenter, ført frem for ham. Men da han ikke havde noget at betale med, bød hans herre, at han og hans hustru og børn og alt, hvad han havde, skulle sælges og gælden betales.

    (16) Da kastede tjeneren sig ned og bønfaldt ham og sagde: “Herre! hav tålmodighed med mig, og jeg vil betale dig alt!” Da blev tjenerens herre bevæget og fik medlidenhed med ham, og han lod ham gå og eftergav ham gælden.

    (17) Men den samme tjener gik ud og traf en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer; og han lagde hånd på ham og greb ham i struben og sagde: ‘Betal, hvad du skylder!’

    (18) Og hans medtjener faldt ned for hans fødder og bad ham og sagde: ‘Hav tålmodighed med mig, og jeg vil betale dig alt!’ Og han ville ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han betalte sin gæld.

    (19) Da nu hans medtjenere så, hvad han havde gjort, blev de meget kede af det og kom og fortalte deres herre, hvad der var sket.

    (20) Da sagde hans herre til ham, efter han havde tilkaldt ham: ‘Åh, du onde tjener! al den gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig om det; skulle du så ikke også have haft medlidenhed med din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?’ Og hans herre blev vred og overgav ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt det, han skyldte ham.

    (21) Sådan vil også jeres himmelske Fader-Moder dømme jer, hvis I ikke fra jeres hjerter tilgiver enhver, jeres brødre eller søstre, når de forsynder sig. Ikke desto mindre, så lad ethvert menneske se til, at han betaler, hvad han skylder; for Gud elsker retfærdighed.”

 

*DIALOGUE AGAINST PELAGIUS III,2: Simon, hans discipel, sagde til ham: “Syv gange om dagen?” Jesus svarede og sagde til ham: “Ja, jeg siger dig: indtil halvfjerds gange syv gange. For i profeterne, selv efter at de var blevet salvet med den hellige Ånd, fandtes der synd.”

 

 

 

Kapitel 58

Guddommelig kærlighed til den angrende.

 

    (1) Jesus talte til disciplene og til folk rundt omkring dem: “Hvem er Guds søn? Hvem er Guds datter? Det er alle dem, som vender sig fra alt ondt og øver retfærdighed, og som elsker barmhjertighed og vandrer i ærbødighed med deres Gud. Det er de menneskers sønner og døtre, der er udgået fra Ægypten, som det forundes at skulle kaldes Guds sønner og døtre.

    (2) Og de skal samles fra alle stammer og nationer og folk og sprog; og de kommer fra øst og vest og nord og syd, og de bor på Zions bjerg; og de spiser brød, og de drikker vinens saft ved Guds bord, og de ser Gud ansigt til ansigt.”

    (3) Alle toldere og syndere var da draget til ham for at høre ham. Og farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.”

    (4) Og han fortalte dem denne lignelse og sagde: “Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, forlader han så ikke de nioghalvfems i ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde.

    (5) Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: “Glæd jer med mig, for jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet.” Jeg siger jer: således bliver der mere glæde i Himlen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse.

    (6) Eller hvis en kvinde har ti sølvstykker og taber det ene, tænder hun så ikke lys og leder ivrigt, lige til hun finder det? Og når hun har fundet det, kalder hun sine venner og naboer sammen og siger: ‘Glæd jer med mig, for jeg har fundet mit sølvstykke, som jeg havde mistet.’ Således, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.”

    (7) Og han fortalte også denne lignelse: “Der var en mand, som havde to sønner, og den yngste af dem sagde til sine forældre: “Giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.” Og de delte formuen med ham. Og ikke mange dage derefter samlede den yngste søn alt sit og rejste til et skønt land og ødte der sin formue bort i et udsvævende liv.

    (8) Og da han havde sat alt til, blev der en slem hungersnød i det land, og han begyndte at lide nød. Så gik han hen og holdt til hos en af borgerne der i landet, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. Og han ønskede at fylde sig med de bønner, som svinene åd; og ingen gav ham noget.

    (9) Og da han kom til sig selv, sagde han: “Hvor mange af min faders daglejere har ikke fuldt op af mad og til overs? og jeg er ved at sulte ihjel! Jeg vil stå op og gå til min fader og moder og sige til dem: ‘Far og mor, jeg har syndet imod Himlen og jer, og jeg er ikke længere værd at kaldes jeres søn; lad mig gå som en af jeres daglejere!’”

    (10) Og han stod op og gik til sine forældre. Men da han endnu var langt borte, så hans fader og moder ham, som fik medlidenhed; og de løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham: Og sønnen sagde til dem: ‘Far og mor, jeg har syndet imod Himlen og jer, og jeg er ikke længere værd at kaldes jeres søn.’

    (11) Men faderen sagde til sine tjenere: ‘Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med den bedste modne frugt, og brødet og olien og vinen, og lad os spise og være glade! For denne min søn var død og er blevet levende igen, han var fortabt og er fundet igen.’ Og de begyndte at være glade.

    (12) Nu var den ældste søn ude på marken; da han nu kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Og han kaldte en af tjenerne til sig og spurgte, hvad disse ting betød. Og han sagde til ham: ‘Din broder, som var fortabt, er kommet tilbage; og din fader og moder har serveret brød og olie og vin og de bedste modne frugter, fordi de har fået ham tilbage i god behold.’

    (13) Da blev han vred og ville ikke gå ind; derfor kom hans fader ud og nødte ham: Men han svarede og sagde til sin fader: “Se, nu har jeg tjent dig i så mange år, heller ikke har jeg overtrådt dine bud på noget tidspunkt; og alligevel har du aldrig givet mig en så god fest, så jeg kunne være glad sammen med mine venner.

    (14) Men så snart denne din søn kom, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, så beredte du ham et festmåltid af det bedste, du har!’

    (15) Og hans fader sagde til ham: ‘Søn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Det var passende, at vi nu glædede os og var lykkelige; for denne, din broder, var død og er i live igen; og han var fortabt, men er fundet igen.’”

 

 

Kapitel 59

Jesus underviser sine disciple.

Han finder Zakæus.

 

    (1) Og Jesus gik op på et bjerg, og der satte han sig med sine disciple og lærte dem; og han sagde til dem: “Frygt ikke, du lille hjord; for det er jeres Faders store glæde at give jer Riget.

    (2) Sælg hvad I har, og gør godt imod dem, som ikke har; skaf jer punge, der ikke ældes, en uudtømmelig skat i Himlene, hvor ingen tyv kommer nær, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være.

    (3) Omgjord jeres lænder, og hav jeres lys tændt; og vær I ligesom mennesker, der venter på, at deres herre vil komme tilbage fra brylluppet; for at de straks, når han kommer og banker på, kan lukke op for ham.

    (4) Salige er de tjenere, hvem herren finder årvågne, når han kommer; sandelig siger jeg jer: han vil binde op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv gå hen og varte dem op.

    (5) Og enten han kommer i den anden nattevagt eller i den tredje og finder dem således — salige er de tjenere!

    (6) Og det skal I vide, at hvis husbonden ikke vidste, i hvilken time tyven kom, så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete indbrud i hans hus. Vær derfor også I rede; for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.”

    (7) Da sagde Peter til ham: “Herre, er det om os, du taler i denne lignelse, eller er det om alle?” Og Herren sagde: “Hvem er vel den tro og vise husholder, som hans herre vil gøre til hersker over sine tjenestefolk, til at give dem deres kost i rette tid?

    (8) Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan! Sandelig siger jeg jer: han vil gøre ham til hersker over alt, hvad han ejer.*

    (9) Men hvis den tjener siger i sit hjerte: ‘Min herre venter med at komme,’ og begynder at slå medtjenerne og pigerne og at spise og drikke, så han bliver beruset, da skal den tjeners herre komme på den dag, han ikke venter ham, og i den time, han ikke kender, og vil tildele ham hans del med de utro.

    (10) Og den tjener, som kender sin herres vilje og ikke har forberedt sig og heller ikke handlede efter hans vilje, vil blive slået med mange slag. Men den, som ikke kender den og har gjort noget, han fortjener at blive slået for, vil blive slået med få slag. Enhver, som har fået meget givet, af ham vil de kræve meget; og den, som de har betroet lidt, af ham vil de forlange des mindre.

    (11) Derfor skal de, som kender guddommeligheden og har fundet livets vej og lysets skjulte ting og derefter er faldet og synder, straffes hårdere end de, som ikke har kendt livets vej.

    (12) Disse vil vende tilbage, når deres kredsløb er fuldbyrdet; og der vil blive givet dem tid til betragtninger, for at de kan forbedre sig og lære de skjulte ting at kende, for at de kan træde ind i lysets rige.”

    (13) Og Jesus kom til Jeriko og gik gennem byen. Og se, der var en mand, der hed Zakæus, som var chef for dem, der opkrævede skat, og han var rig.

    (14) Og han søgte at få Jesus at se, men kunne ikke på grund af skaren, fordi han var lille af vækst. Så han løb i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at kunne se ham, for han måtte komme forbi ad den vej.

    (15) Og da Jesus kom til stedet, så han op og så på ham og sagde til ham: “Zakæus! skynd dig at komme ned; for i dag bør jeg tage ind i dit hus.” Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med glæde.

    (16) Og da de så det, mumlede de alle og sagde, at han var gået ind for at være gæst hos en mand, som var en synder.

    (17) Og Zakæus stod frem og sagde til Herren: “Se, Herre! halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige; og hvis jeg har taget noget fra nogen af en falsk grund, så giver jeg det firdobbelt tilbage.”

    (18) Og Jesus sagde til ham: “I dag er frelsen kommet til dit hus; for eftersom du er en retfærdig mand, så er du en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det, I anser for at være fortabt.”

 

*THOMASEV. 2: Jesus sagde: “Lad den, der søger, vedblive at søge, indtil han finder. Når han finder, skal han blive urolig. Når han bliver urolig, vil han blive forundret, og han skal herske over alt.”

*CLEMENS ALEX. STROMATA V,14,96: “Den søgende skal ikke høre op, før han har fundet; men når han har fundet, skal han gribes af undren; når han har undret sig, vil han blive konge; men når han er blevet konge, vil han finde hvile.”

 

 

 

Kapitel 60

Jesus taler mod hykleriet.

 

    (1) Derpå talte Jesus til skarerne og til sine disciple og sagde:  “På Moses´ stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde. Alt, hvad de siger, bør I derfor overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; for de siger det nok, men gør det ikke. De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menne-skers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med én af deres fingre.

    (2) Alle deres gerninger gør de, for at de skal ses af mennesker; de gør deres bederemme brede og forstørrer borten på deres klæder, og de elsker de øverste pladser ved festerne og de fornemste sæder i synagogerne og at lade sig hilse af folk på torvene og blive kaldt ‘Rabbi, Rabbi!’ af mennesker.

    (3) Men I skal ikke ønske at blive kaldt ‘Rabbi’; for en er jeres Rabbi, nemlig Kristus; og I er alle brødre. Og kald ikke nogen på jorden jeres Fader, for på jorden er der kun fædre efter kødet; men i Himlen er der Én, som er jeres Fader og jeres Moder, der har sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod.

    (4) Ej heller skal I lade jer kalde ‘Mestre’ for én er jeres Mester, nemlig Kristus. Men de, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjenere. Og enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og de, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.

    (5) Men ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! for I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som er på vej ind, tillader I det ikke.

    (6) Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! for I opæder enkers bo og beder lange bønner, for at det skal se ud af noget; derfor skal I få des hårdere dom.

    (7) Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! for I drager om til lands og til vands for at vinde en eneste proselyt; og når han er blevet det, gør I ham til et helvedes barn, dobbelt så slemt, som I selv er!

    (8) Ve jer, I blinde vejledere, som siger: ‘Om nogen sværger ved templet, det betyder intet; men om nogen sværger ved guldet i templet, så er han en skyldner!’ I tåber og blinde; for hvad er størst: guldet eller templet, som helliger guldet?

    (9) Og: ‘Om nogen sværger ved alteret, så betyder det intet; men om nogen sværger ved offergaven, som ligger derpå, han er skyldig.’ I tåber og blinde! Hvad er da størst: offergaven eller alteret, som helliger offergaven?

    (10) Den, der derfor sværger ved alteret, sværger altså både ved det og ved alt, hvad der ligger derpå. Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham, som bor deri. Og den, som sværger ved Himlen, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.

    (11) Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! for I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: retfærdighed, barmhjertighed og troskab; dette burde I have overholdt og heller ikke forsømme det andet. I blinde vejledere, I, som sier myggen fra, men sluger kamelen!

    (12) Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! for I renser det udvendige af bæger og fad, men det er optrækkeri og umådeholdenhed, der har fyldt dem indvendig. Du blinde farisæer! rens først, hvad der er i bægeret og fadet —  derefter det udvendige, så det kan blive rent også.

    (13) Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! for I er ligesom kalkede grave, der jo udvendigt ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed. Således ser også I udvortes retfærdige ud for menesker; men indvortes er I fulde af hykleri og forstillelse.

    (14) Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! for I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: ‘Hvis vi havde levet i vore fædres tid, så ville vi ikke have været medskyldige med dem i profeternes blod.’

    (15) Hvorfor I bærer det vidnesbyrd om jer selv, at I handler som børn af dem, der dræbte profeterne. Opfyld I blot jeres fædres mål!

    (16) Derfor siger den hellige Visdom: ‘Se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste; og nogle af dem vil I piske i jeres syngoger og jage fra by til by; så at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias*, Barakias´ søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret.’ Sandelig siger jeg jer: alt det skal komme over denne slægt.

    (17) Åh, Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger, og I ville ikke!

    (18) Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Hellig, hellig, hellig, velsignede er de, som kommer i den Retfærdiges navn.”

 

*Johannes Døberens fader.

 

 

Kapitel 61

Jesus forudsiger enden.

 

    (1) Og mens Jesus sad på Oliebjerget, kom disciplene til ham privat og sagde: “Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende.” Og Jesus svarede og sagde til dem: “Agt vel på, at ingen narrer jer. For mange skal komme i mit navn og sige: ‘Jeg er Kristus;’ og de vil narre mange.

    (2) Og I skal høre om krige og krigsrygter; se til, at I ikke bliver urolige; for alt dette må først komme, men enden kommer endnu ikke. For folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige; og der vil være hungersnød og pest og jordskælv mange steder. Alt dette er veernes begyndelse.

    (3) Og i disse dage vil de, som har magt, underlægge sig jordens lande og samle jordens rigdomme for deres egne begærs skyld og underkue de mange, som lider nød, holde dem i slaveri og udnytte dem for at forøge deres rigdomme. Og de vil til og med undertrykke de vilde dyr, idet de opbygger afskyelige ting.* Men Gud vil sende dem sin budbringer, og de skal forkynde hans love, som mennesker har skjult ved deres traditioner; og de, som trodser dem, skal dø.

    (4) Og de vil overgive jer til pinsler og slå jer ihjel; og I vil blive hadet af alle folk for mit navns skyld. Og da vil mange tage anstød og forråde hinanden og hade hinanden. Og mange falske profeter skal fremstå og narre mange.

     (5) Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses. Og dette evangelium om Riget vil blive prædiket over hele verden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så vil enden komme.

    (6) Når I da ser ‘ødelæggelsens vederstyggelighed’, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på det hellige sted (den, som læser det, lad ham forstå) så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; de, der er på taget, skal ikke stige ned for at hente noget af det, der er i huset; heller ikke skal de, der er ude på marken, tage tilbage for at hente deres tøj.

    (7) Og ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die i de dage! Men bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat; for da skal der komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme. Og dersom disse dage ikke blev afkortet, da ville intet kød blive reddet; men for de udvalgtes skyld, vil disse dage blive afkortet.

    (8) Hvis nogen da siger til jer: ‘Se, her er Kristus,’ eller ‘se, der er han!’ så skal I ikke tro det. For falske Kristus´er og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild. Se, jeg har sagt jer det forud.

    (9) Hvis de altså siger til jer: ‘Se, han er i ørkenen,’ så gå ikke derud; ‘se, han er i de hemmelig kamre,’ så tro det ikke! For ligesom lynet, der kommer ude fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være. For hvor ådslet er, der vil ørnene samles.

    (10) Straks efter trængselen i de dage  skal solen  formørkes og  månen ikke skinne, og stjernerne vil forsvinde fra himlen, og himlens kræfter skal rystes.*

    (11) Og derefter skal Menneskesønnens tegn vise sig på himlen; og da vil alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med en vældig lyd som fra en basun; og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra den ene ende af himlen til den anden.

    (12) Lær en lignelse af figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så ved I, at sommeren er nær. Således kan I også vide, når I ser alt dette ske, at han er nær, endog når han er nær for døren. Sandelig siger jeg jer: denne slægt skal ikke forgå, før alle disse ting er gået i opfyldelse. Himmel og jord vil forgå, men mine ord vil ikke forgå.

    (13) Men den dag og time kender intet menneske, nej! ikke engang Himlens engle, kun Al Fader-Moderen alene. For ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme.

    (14) Som de levede i dagene før syndfloden: de spiste og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de ænsede intet indtil syndfloden kom og tog dem alle bort; sådan vil det også være ved Menneske-sønnens komme.

    (15) Da skal to være på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, den anden lades tilbage. Våg derfor; for I ved ikke, i hvilken time jeres Herre kommer.

    (16) Men det skal I vide, at hvis husbonden vidste, i hvilken time tyven kom, så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete indbrud i hans hus. Vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.

    (17) Hvem er vel den tro og vise husholder, som hans herre har gjort til hersker over sine tjenestefolk for at give dem føden til rette tid?

    (18) Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan! Sandelig siger jeg jer: han vil gøre ham til hersker over alt, hvad han ejer.

    (19) Men hvis det er en dårlig tjener, som tænker ved sig selv: “Min herre venter med at komme,” og han så giver sig til at slå sine medtjenere og spise med grovædere og drikke med drankere —

    (20) da skal den tjeners herre komme på den dag, han ikke venter, og i den time, han ikke kender. Og han skal give ham hans del med hyklerne i det yderste mørke, sammen med de grusomme og dem, som ikke har kærlighed eller medlidenhed; dér skal der være gråd og tænderskæren.

 

*Egentlig: “...idet de opbygger den afskyelige ting.”

 

*ESAJAS 13,9-10: “Se, Herrens dag kommer, grum, med harme og brændende vrede; jorden gør den til ørk og rydder dens synder bort. Thi himlens stjerner og billeder udstråler ej deres lys, mørk rinder solen op, og månen skinner ikke.”

 

 

Kapitel 62

Lignelsen med de ti jomfruer.

 

    (1) Da skal det være med Himmeriget som med ti jomfruer, der tog deres lamper og gik ud for at gå brudgommen i møde. Og fem af dem var kloge, og fem var tåbelige.

    (2) De, der var tåbelige tog deres lamper, men tog ikke olie med sig. Men de kloge tog olie i deres kander tillige med deres lamper.

    (3) Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn. Og ved midnat lød der et højt råb: ‘Se, brudgommen kommer, gå ham i møde!’ Da vågnede alle jomfruerne og gjorde deres lamper i stand.

    (4) Og de uforstandige sagde til de kloge: ‘Giv os af jeres olie; for vores lamper er gået ud.’ Men de kloge svarede og sagde: ‘Nej, der ville ikke blive nok både til os og til jer; men gå hellere hen til købmændene og køb til jer selv.’

    (5) Og mens de gik bort for at købe, kom brudgommen; og de, som var rede, gik ind i bryllupssalen med ham, og døren blev lukket.

    (6) Bagefter kommer også de andre jomfruer og siger: ‘Herre, herre, luk op for os!’ Men han svarede og sagde: ‘Sandelig siger jeg jer: jeg kender jer ikke.’

    (7) Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen, hvor Menneskesønnen kommer. Hold jeres lamper tændte!”

Kapitel 63

Lignelsen med talenterne.

 

    (1) Videre sagde han: “Med Himmeriget er det som med en mand, der skulle rejse til et fjernt land og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue. En gav han fem talenter, en anden to, en tredje én, hver efter hans evne. Så tog han ud på rejse.

    (2) Straks gik han, som havde fået fem talenter, hen og købslog med dem og tjente fem til. På samme måde tjente han med de to talenter to til. Men han, som havde fået den ene, gik bort og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge.

    (3) Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskabet op med dem. Og han, der havde fået de fem talenter, kom hen og bragte ham fem talenter til og sagde: ‘Herre, fem talenter betroede du mig; se, jeg har tjent fem til.’ Hans herre sagde til ham: ‘Vel gjort, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil gøre dig til hersker over meget; gå ind til din herres glæde.’

    (4) Så kom også han med de to talenter hen og sagde: ‘Herre, to talenter betroede du mig; se, jeg har tjent to til.’ Hans herre sagde til ham: ‘Vel gjort, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil gøre dig til hersker over meget; gå ind til din herres glæde.’

    (5) Da kom også han, som havde fået den ene talent, hen og sagde: ‘Herre, jeg har lært dig at kende som en hård mand, der høster, hvor du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte. Og jeg var bange og gik hen og gemte din talent i jorden; se, her har du, hvad dit er.’

    (6) Hans herre svarede og sagde til ham: ‘Du onde og dovne tjener, siger du til mig, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor jeg ikke spredte? Du burde derfor have bragt din talent i brug med fortjeneste, så at jeg, når jeg kom hjem, kunne have fået mit igen med rente.

    (7) Tag derfor den talent fra ham, og giv den til ham, der har ti* talenter. For enhver, som har haft fremgang, ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, som ikke har haft fremgang, fra ham skal endog det tages, som han har. Og kast den ubrugelige tjener ud i mørket udenfor, for det er, hvad han selv har valgt.’”

    (8) Videre sagde Jesus til sine disciple: “Bliv som brave vekselerere for Riget, der afviser de dårlige og falske mønter og beholder de gode og ægte!”**

    (9) Og Jesus satte sig ned lige overfor tempelblokken og så på, hvordan folk lagde penge i blokken.

    (10) Og der kom en fattig enke og lagde to små-mønter i, tilsammen så meget som en øre.

    (11) Og han kaldte sine disciple hen til sig og sagde: “Sandelig siger jeg jer: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i tempelblokken.

    (12) For de gav alle af deres overflod; men hun gav af sin fattigdom, endog alt det, hun skulle leve af.”

 

*Der står “two”, men er formentlig en skrivefejl.

**CLEMENS ALEX. STROMATA I,28,177: “Bliv som brave vekselerere, der afviser falske mønter og kun beholder de ægte!”

 

 

 

 

Kapitel 64

Jesus underviser indenfor kredsen af tolv palmetræer.

 

    (1) Jesus kom til en vis springkilde nærved Betania, hvorom der voksede tolv palmetræer; og der gik han ofte hen med sine disciple for at lære dem om Rigets hemmeligheder. Og der sad han nu i træernes skygge sammen med disciplene.

    (2) Og en af dem sagde: “Mester, der står skrevet fra gammel tid: ‘Elohim skabte mennesket i deres eget billede, mand og kvinde skabte de dem.” Hvordan kan du så sige, at Gud er én?” Og Jesus sagde til dem: “Sandelig siger jeg jer: I Gud er der hverken mand eller kvinde, men begge er ét, og Gud er To i Én. Han er Hun, og Hun er Han. Elohim — vores Gud — er Fuldkommen, Uendelig og Ét.

    (3) Ligesom i manden, hvor Faderen er åbenbaret og Moderen er skjult, således er i kvinden Moderen åbenbaret og Faderen skjult. Derfor skal Faderens og Moderens navn holdes lige hellige; for De er begge Guds mægtige Kræfter, og den ene er ikke uden den anden i den Ene Gud.

    (4) Elsk og tilbed Gud oven over jer, under jer, på jeres højre side, på jeres venstre side, foran jer, bagved jer, inden i jer og omkring jer. Sandelig: der er kun Én Gud, som er alt i alle, og af hvem alle ting består; det er alt livs og stofs kilde, uden begyndelse og uden ende.

    (5) De ting, der er synlige, og som vil forgå, åbenbarer den Usynlige, som er af evighed, for at I gennem disse naturens synlige ting skal nå frem til de guddommelige, usynlige virkeligheder; og for gennem det, som er naturligt, at nå frem til det, som er åndeligt.

    (6) I sandhed, Elohim skabte mennesket i det guddommeliges billede, mand og kvinde, og hele naturen er i Guds billede; derfor er Gud både mand og kvinde, ikke delt, men To i Én, Udelt og Evig, ved hvem og i hvem alle ting er, de synlige og de usynlige.

    (7) De kommer fra den Evige, til den Evige vender de tilbage: ånd til Ånd, sjæl til Sjæl, forstand til Forstand, sans til Sans, liv til Liv, form til Form, støv til Støv.

    (8) I begyndelsen var Guds skabervilje, og af den fremgik den elskede Søn: den guddommelige Kærlighed og den elskede Datter: den hellige visdom, ligeledes udgående fra den Ene Evige Kilde; og af disse er slægten af Guds Ånd, den Eviges Sønner og Døtre.

    (9) Og disse stiger ned på Jorden og bor blandt mennesker og lærer dem om Guds veje og at elske den Eviges love og adlyde dem, for at menneskene i dem må finde frelse.

    (10) Mange folk har set deres dag. De har vist sig for dem under forskellige navne, og de har frydet sig i deres lys; endog i dag kommer de igen til jer, men Israel tager ikke imod dem.

    (11) Sandelig siger jeg jer, mine tolv, som jeg har udvalgt: det, som de har lært fra sig i gamle dage, er sandt — men det er forvrænget af menneskers falske fore-stillinger.”

    (12) Jesus talte atter og sagde henvendt til Maria Magdalene: “Der står skrevet i loven: ‘Den, som fornægter Fader og Moder, han fortjener døden.’ Men — loven taler ikke om jeres forældre i dette liv, men om lysets Beboere, som er inden i os endnu i dag.

    (13) De, som fornægter Kristus, Frelseren, den Hellige lov og de udvalgtes legeme, lad DEM lide døden. Ja, lad dem gå fortabt i det yderste mørke, for de har selv villet det, og ingen kan hindre det.”

 

 

 

Kapitel 65

Maria Magdalene giver ham den sidste salve.

 

    (1) Se, sabbatsaftenen før Påsken mens Jesus var i Betania, gik han til Simon den Spedalskes hus, og der gav de ham aftensmad; og Marta serverede, mens Lazarus var en af dem, som sad til bords med ham.

    (2) Og så kom Maria, kaldet Magdalene, medbringende en alabastkrukke med en meget kostbar nardussalve; og hun åbnede krukken og hældte salven på Jesus´ hoved, og hun salvede hans fødder og tørrede dem med sit hår.

    (3) Derefter sagde en af hans disciple, Judas Iskariot, Simons søn, som skulle forråde ham: “Hvorfor blev denne salve ikke solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?” Dette sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var fuld af jalousi og havesyge og havde pengepungen og bar på det, som blev lagt deri. Og de mumlede misbilligende imod hende.

    (4) Da sagde Jesus: “Lad hende være! hvorfor plager I hende? Thi hun har gjort, hvad hun kunne. Ja, hun har gjort en god gerning mod mig. For I har altid de fattige hos jer; men mig har I ikke altid. Hun har salvet mit legeme til min begravelse.

    (5) Sandelig siger jeg jer: hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

    (6) Derefter gik Satan ind i Judas Iskariots hjerte; og han gik hen og talte med ypperstepræsterne og lederne om, hvordan han kunne forråde ham. Og de blev glade og aftalte det med ham for tredive sølvpenge, prisen for en slave; og han lovede dem, hvad de ville, og fra den stund søgte han en lejlighed til at forråde ham.

    (7) Og ved den tid sagde Jesus til sine disciple: “Prædik til hele verden og sig: ‘Stræb efter at modtage lysets skjulte gaver og at gå ind i lysets Rige; for nu er den rette tid inde, og frelsens dag er nu.

    (8) Opsæt ikke noget fra den ene dag til den anden, fra cyklus til cyklus, fra æon til æon i troen på, at det, når I vender tilbage til denne verden, vil lykkes jer at opnå viden om mysterierne og indgå i lysets rige.

    (9) For I aner ikke, hvornår de fuldkomnes skare er fuldtallig, thi da skal portene til lysets rige lukkes, og fra den tid vil ingen være i stand til at komme ind ad den, heller ikke vil nogen gå ud derfra.

    (10) Stræb efter at gå ind, mens kaldelsesråbet lyder, inden de fuldkomnes skare er beseglet og fuldtallig, og portene stænges.”

 

 

 

Kapitel 66

Jesus underviser atter sine disciple.

 

    (1) Jesus underviste dem atter og sagde: “Gud har opvakt vidner for sandheden blandt alle folkeslag og gennem alle tider, for at alle måtte få viden om den Eviges vilje og handle efter den; og efter det skulle de indtræde i Riget, for at blive ledere og arbejdere hos den Evige.

    (2) Gud er kraft, kærlighed og visdom, og disse tre er Ét. Gud er sandhed, godhed og skønhed, og disse tre er Ét.

    (3) Gud er retfærdighed, kundskab og renhed, og disse tre er Ét. Gud er glans, medlidenhed og hellighed, og disse tre er Ét.

    (4) Og disse fire treenigheder er Ét i den skjulte guddom, den Fuldkomne, den Uendelige, den Eneste.

    (5) Ligeledes findes der i hver mand, som fuldkommengøres, tre personer: den af Sønnen, den af Brudgommen og den af Faderen, og disse tre er ét.

    (6) På samme måde er der i hver kvinde, som fuldkommengøres, tre personer: den af Datteren, den af Bruden og den af Moderen, og disse tre er ét; og manden og kvinden er ét, ligesom Gud er Ét.

    (7) Sådan er det med Gud, Fader-Moderen, i hvem der hverken er mand eller kvinde og dog rummer dem begge; og hver enkelt af dem er trefoldige, og alle er de Ét i den skjulte Énhed.

    (8) Det skal I ikke forundres over; for som det er ovenfor, sådan er det også nedenfor; og som det er nedenfor, sådan er det også ovenfor; og det, som er på jorden, er således, fordi det er sådan i Himlen.

    (9) Igen siger jeg jer: Jeg og min Brud er ét, ligesom Maria Magdalene, hvem jeg har valgt og helliget til mig selv som et forbillede, er ét med mig. Jeg og min menighed er ét; og menigheden er et udvalg af menneskeheden til alles frelse.

    (10) Den førstefødtes menighed er Guds Maria. Således taler den Evige: ‘Hun er min Moder, og hun har altid undfanget mig og født mig som sin Søn i hver eneste tidsalder og under hvert himmelstrøg. Hun er min Brud, for evigt ét med mig, sin gemal, i hellig forening. Hun er min Datter, for hun nedstammer fra evighed fra mig, sin Fader, og fryder sig i mig.’

    (11) Og disse to treenigheder er ét i den Evige og åbenbares i hver mand og kvinde, som fuldkommengøres; for evigt vil de fødes af Gud og fryde sig i lyset, for evigt vil de løftes op og blive gjort ét med Gud, for evigt vil de modtage og åbenbare Gud til manges frelse.

    (12) Dette er hemmeligheden om menneskenes treenighed; endvidere: I hvert enkelt menneskebarn må Guds hemmelighed fuldføres: For evigt at blive et vidne om lyset, at udstå lidelser for sandheden, at opstige til Himmeriget og at udstråle sandhedens ånd. Og dette er frelsens vej; for Guds rige er indenfor.”

    (13) Og en sagde til ham: “Mester, hvornår skal Riget komme?” Og han svarede og sagde: “Når det, som er udenfor, bliver ligesom det, der er indenfor, og når det, som er indenfor, bliver ligesom det, der er udenfor, og når det mand-lige sammen med det kvindelige hverken er mandligt eller kvindeligt, men To i Én. De, der har ører til at høre, lad dem høre.”*

 

*THOMASEV. 22: De sagde da til ham: “Skal vi da som børn gå ind i Riget?” Jesus sagde da til dem: “Når I gør de To til Én, og I gør det indvendige som det udvendige, og det udvendige som det indvendige, og det øvre som det nedre, og når I gør det mandlige og det kvindelige til ét eneste, for at det mandlige ikke skal være mandligt, og det kvindelige ikke kvindeligt; når I gør øjne i stedet for et øje, og en hånd i stedet for en hånd, og en fod i stedet for en fod, et billede i stedet for et billede, da skal I gå ind i Riget.”

 

 

Kapitel 67

Indtoget i Jerusalem.

 

    (1) Se, på den første dag i ugen da de nærmede sig Jerusalem, nær Betfage og Betania ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted og sagde til dem: “Gå hen i landsbyen lige foran jer, og så snart I kommer ind i den, skal I finde et æsel bundet, som endnu intet menneske har siddet på; løs ham og kom med ham.

    (2) Og hvis nogen siger til jer: ‘Hvorfor gør I dette?’ så sig, at Herren har brug for ham, og de vil straks sende ham herhen.”

    (3) Og de gik derhen og fandt æslet bundet udenfor på et sted, hvor to veje mødtes, og de løste ham. Og nogle af dem, der stod der, sagde til dem: “Hvad er det I gør? Løser I føllet?” Og de sagde det til dem, som Jesus havde befalet. Og de lod dem gå.

    (4) Og de bragte æslet hen til Jesus og lagde deres kapper på det, og han satte sig op på æslet. Og mange bredte deres kapper ud på vejen, og andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen.

    (5) Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte: “Hosianna! Velsignet er han, som kommer i Herrens navn! Velsignet være vor fader Davids rige, og velsignet være du, som kommer i den Højestes navn! Hosianna i det højeste!”

    (6) Og Jesus gik ind i Jerusalem og ind i templet; og da han havde set sig om overalt, fortalte han dem denne lignelse og sagde:

    (7) “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle de hellige engle med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han vil skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han vil stille fårene på sin højre side og bukkene ved den venstre.

    (8) Da skal Kongen sige til dem ved sin højre side: ‘Kom hid, min Fader-Moders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt. For jeg var sulten, og I gav mig føde. Jeg var tørstig, og I gav mig at drikke. Jeg var fremmed, og I tog mig ind. Jeg var nøgen, og I klædte mig. Jeg var syg, og I besøgte mig. Jeg var i fængsel, og I kom til mig.’

    (9) Da vil de retfærdige svare ham og sige: ‘Herre, når så vi dig sulten og gav dig mad? eller tørstig og gav dig at drikke? Når så vi dig som fremmed og tog dig ind? eller nøgen og klædte dig? Eller hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?’

    (10) Og Kongen vil svare og sige til dem: ‘Se, jeg åbenbarer mig for jer i alle skabelsens former; og sandelig siger jeg jer: hvad I har gjort imod en af de mindste af disse mine brødre, har I gjort imod mig.’*

    (11) Da vil han også tale til dem ved den venstre side: ‘Gå bort fra mig, I onde sjæle, til den evige ild, som I har beredt jer selv, indtil I er syv gange rensede og befriede fra jeres synder!

    (12) For jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise. Jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke. Jeg var fremmed, og I tog mig ikke ind. Jeg var nøgen, og I klædte mig ikke. Jeg var syg og i fængsel, og I besøgte mig ikke.’

    (13) Da vil også de svare ham og sige: ‘Herre! når så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller i fængsel uden at tjene dig?’

    (14) Da vil han svare dem og sige: ‘Se, jeg åbenbarer mig for jer i alle skabelsens former; og sandelig siger jeg jer: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste af disse mine brødre, har I heller ikke gjort imod mig.’

    (15) Og de grusomme og de kærlighedsløse skal gå bort og ind til tugtelse, som varer i tidsaldre, og hvis de ikke angrer, skal de fuldstændigt fortæres; men de retfærdige og de barmhjertige skal gå ind til liv og fred for evigt.”

 

*MATT. 10,42: “Den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder: han vil ingenlunde gå glip af sin løn.”

 

 

Kapitel 68

Husholderen og vingårdsmændene.

 

    (1) Og Jesus sagde: “Hør en anden lignelse: Der var en husholder, som plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en vinpresse i den og byggede et tårn; så lejede han den ud til vingårdsmænd og drog til et fjernt land.

    (2) Da nu frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til vingårdsmændene, for at de kunne modtage frugter fra den. Og vingårdsmændene greb hans tjenere, og en slog de løs på, en anden stenede de, og en tredje dræbte de.

    (3) Så sendte han igen nogle tjenere, mere hæderlige end de første; og de gjorde det samme ved dem. Men sidst af alle sendte han sin søn, idet han sagde: ‘De vil have ærbødighed for min søn.’

    (4) Men da vingårdsmændene så sønnen, sagde de til hinanden: ‘Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, og lad os bemægtige os hans arv.’ Og de greb ham og kastede ham ud af vingården og slog ham ihjel.

    (5) Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vingårdsmænd?” De siger til ham: “Han vil ødelægge disse onde mænd og leje sin vingård ud til andre vingårdsmænd, som vil give ham frugterne, når tid er.”

    (6) Jesus sagde til dem: “Har I aldrig læst i skrifterne: ‘Den sten, som bygmestrene vragede, er blevet pyramidens hoved*. Dette er Herrens gøremål, underfuldt er det for vore øjne.’?

    (7) Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter. Og den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet; men den, som stenen falder på, ham skal den knuse.”

    (8) Og da ypperstepræsterne og farisæerne hørte hans lignelser, forstod de, at det var om dem, han talte. De ville gribe ham, men de frygtede for skaren, for de anså ham for en profet.

    (9) Og disciplene spurgte ham bagefter om denne lignelses mening, og han sagde til dem: “Vingården er verden, vingårdsmændene er jeres præster, og de udsendte er den gode lovs tjenere og profeterne.

    (10) Da deres arbejdes frugter kræves af præsterne, gives der dem ingen; og de mishandler de udsendte, som forkynder Guds sandhed, sådan som de har gjort det fra begyndelsen.

    (11) Og da Menneskesønnen kommer, Guds Kristus, sammensværger de sig imod den Hellige og slår ham ihjel, og de kaster ham ud af vingården; for de har ikke gjort Åndens arbejde, men har kun tænkt på egen fornøjelse og egen vinding, og de forkaster den hellige lov.

    (12) Hvis de havde modtaget den Salvede, som er hjørnestenen og hovedet, ville det have været godt for dem, og bygningen var blevet stående som Guds tempel, hvor hans ånd havde boet.

    (13) Men den dag vil komme, da den lov, som de forkaster, vil blive hovedhjørnestenen, synlig for alle; og de, som snubler over den, vil slå sig fordærvet; men de, som fremturer i ulydighed vil blive sønderdelt.

    (14) For Gud har givet nogle engle magt over denne verdens gang, og har pålagt dem at herske i visdom, retfærdighed og kærlighed. Men menneskene har tilsidesat den Aller Højestes befalinger og har gjort oprør imod Guds gode orden. Således har grusomhed og lidelse og sorg fået indpas i verden, indtil Mesteren kommer tilbage og tager alle ting i besiddelse og kalder sine tjenere

    (15) Og han fortalte dem en anden lignelse og sagde: “En mand havde to sønner; og han gik til den første og sagde: ‘Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag;’ og han svarede og sagde: ‘Jeg vil ikke;’ men bagefter fortrød han og gik derhen. Og han kom til den anden og sagde det samme til ham, og han svarede og sagde: ‘Jeg går, herre;’ men gik ikke derhen! Hvem af de to gjorde sin faders vilje?”

    (16) De sagde til ham: “Den første.” Jesus sagde til dem: “Sandelig siger jeg jer: toldere og skøger går ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer på retfærdighedens vej, og I troede ham ikke; men tolderne og skøgerne troede ham; og I, da I så det, fortrød I ikke bagefter, så I kom til at tro ham.”

    (17) Og Herren samlede alle sine disciple omkring sig på en plads. Og han sagde til dem: “Kan I lave fuldkommenhed ud af det, som er ufuldkomment? Kan I lave orden af uorden?” Og de sagde: “Herre, det kan vi ikke.”

    (18) Og han stillede dem op, hver enkelt af dem efter sit nummer, i en firkantet orden på hver side en mindre end tolv; og dette gjorde han, da han var vidende om, hvem der skulle forråde ham (som skulle blive talt med som én af dem af mennesker, men han var ikke en af dem).

    (19) Den første i den syvende række oppe fra i midten og den sidste i den syvende række nedenfra; og ham, som hverken var den første eller den sidste, gjorde han til midtpunkt for alle; og de øvrige stillede han op efter en guddommelig ordning, og hver og en fandt sin plads, så at de, der var ovenfor, var ligesom dem, der var nedenfor; og de, der var nedenfor, var ligesom dem, der var ovenfor; og den venstre side var lig med den højre side, og den højre side var lig med den venstre — svarende til summen af deres tal.

    (20) Og han sagde: “Ser I, hvordan I står? Jeg siger jer: på lignende måde er Riget ordnet; og den Ene, som hersker over alle, er i jeres midte, og han er midtpunktet; og med ham er de ethundredeogtyve, Israels udvalgte; og efter dem kommer ethundrede og fireogfyrretyve tusinde, hedningernes udvalgte, som er deres brødre.”*

 

*”The head of the Pyramid”, dvs. pyramidens top.

til regnskab.”

 

*JOH. ÅB.: 7,4-8: “Og jeg hørte tallet på de beseglede, hundrede og fireogfyrretyve tusinde beseglede af alle Israels børns stammer: af Juda stamme tolv tusinde beseglede, af Rubens stamme tolv tusinde...”

 

 

Kapitel 69

Kristus indenfor.

Opstandelsen og livet.

 

    (1) Mens Jesus sad ved templets vestlige side med sine disciple, så de, at nogle bar en død forbi, som skulle begraves; og en sagde til ham: “Mester, hvis en mand dør, skal han så leve igen?”

    (2) Og han svarede og sagde: “Jeg er opstandelsen og livet; jeg er det gode, det skønne og det sande; hvis et menneske tror på mig, skal han ikke dø, men have et evigt liv. Ligesom alle dør i Adam, så skal alle i Kristus blive gjort levende. Salige er de døde, som dør i mig, og som er fuldkommet i mit billede og min lighed, for de hviler ud fra deres arbejde, og deres gerninger følger dem.* De har overvundet det onde og er blevet søjler i min Guds tempel; og de forlader aldrig dette mere, for de hviler i den Evige.

    (3) Men for dem, som har gjort det onde, gives der ingen ro; for de skal komme og gå og må udholde straffe i mange tidsaldre, indtil de er blevet fuldkomne. Men for dem, som har gjort godt, og som har nået fuldkommenhed, er der endeløs hvile, og de går ind i det evige liv. De hviler i den Evige.

    (4) Den gentagne død og fødsel har ikke mere nogen magt over dem; for dem drejer den Eviges hjul ikke mere, for de er nået frem til Midtpunktet, hvor evig ro råder, og alle tings midtpunkt er Gud.”

    (5) Og en af disciplene spurgte ham: “Hvorledes kan et menneske komme ind i Riget?” Og han svarede og sagde: “Hvis I ikke gør det nedre som det øvre, og det venstre som det højre, og det, der er bagved som det, der er foran, og hvis I ikke går ind i Midtpunktet og Ånden, skal I ikke komme ind i Guds rige.”**

    (6) Og han sagde også: “Tro ikke, at noget menneske er fuldstændigt uden fejl; for endog blandt profeterne og blandt dem, som er blevet indviet  i kristenheden, er der blevet fundet fejlagtige ord. Men kærlighed vil dække en mængde af fejl.”

    (7) Da det nu var blevet aften, gik han til Betania med de tolv. For der boede Lazarus og Maria og Marta, som han elskede.

    (8) Og Salome kom til ham og spurgte: “Herre, hvor længe skal dødens magt vare?” Og han svarede: “Så længe I mænd påfører byrder, og så længe I kvinder føder børn; og af denne grund er jeg kommet for at gøre en ende på de ubetænksommes gerninger.”

    (9) Og Salome sagde til ham: “Så har jeg gjort vel i ikke at føde børn.” Og Herren svarede og sagde: “Spis af ethvert græs, som er godt, men spis ikke af det, somrummer dødens bitterhed.”*

    (10) Og Salome spurgte, hvornår de ting, hun havde spurgt om, skulle blive kendt, og Herren sagde: “Når I træder på skammens klædning og hæver jer over begæret; når de to bliver ét, og det mandlige med det kvindelige, hverken er mandligt eller kvindeligt.”**

    (11) Og atter en anden discipel spurgte: “Hvornår vil alle adlyde loven?” Jesus sagde: “Når Guds Ånd opfylder hele jorden og enhver mands og kvindes hjerte.

    (12) Jeg kastede min lov på jorden, og den slog rod og frembar i rette tid tolv frugter til næring for alle. Jeg kastede min lov i vandet, og det blev renset fra al ond forurening. Jeg kastede min lov i ilden, og guldet blev renset fra slaggerne. Jeg kastede min lov i luften, og den blev gjort levende af Ånden fra den Levende, som opfylder alt og bor i enhvers hjerte.”

(13) Og mange andre lignende ord talte han til dem, der havde ører til at høre med og som havde et forstående sind. Men for folkemængden var det dunkel tale.

 

*JOH. ÅB.: 14,13: “Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af. Ja, siger Ånden, de skal hvile fra deres møje, thi deres gerninger følger dem.”

 

** PETERS MARTYRIUM 17: “Hvis I ikke gør den venstre side til den højre og den højre til den venstre, og de ting, der er ovenfor, som dem, der er nedenfor, og de ting, som er foran, som dem, der er bagved, så skal I ikke kende Guds rige.”

 

*CLEMENS ALEX. STROMATA III,9,64: Salome sagde: “Hvor længe skal mennesker fortsætte med at dø?” Og Herren svarede: “Så længe kvinder føder børn.” Og Clemens fortsætter senere citatet og skriver: Da hun havde sagt: “Så har jeg gjort vel i ikke at føde børn,” svarede Herren og sagde: “Spis af enhver plante, men spis ikke af den, som har bitterhed.”

 

**CLEMENS ALEX. STROMATA III,13,92: Da Salome havde spurgt, hvornår man ville kunne erkende det, hvorom hun havde spurgt, svarede Herren: “Når I med fødderne træder på skammens klæder, og når de To bliver Én og det mandlige forenet med det kvindelige, hverken er mandligt eller kvindeligt.”

 

 

 

 

Kapitel 70

Jesus irettesætter Peter for hans utålmodighed.

 

    (1) Om morgenen, mens de var på vej fra Betania, blev Peter sulten; og han så et figentræ et stykke borte, som havde blade. Han gik hen for at se, om han kunne finde frugter på det; men han fandt ingen, kun blade, for det var endnu ikke fignernes frugttid.

    (2) Og Peter blev vred og sagde til det: “Forbandede træ! fra nu af og for evigt skal ingen spise frugter af dig!” Og nogle af disciplene hørte det.

    (3) Og den næste dag, da Jesus og hans disciple gik forbi træet, sagde Peter til Jesus: “Mester, se figentræet, som jeg forbandede, er grønt og trives; hvorfor fik mine ord ikke overhånd over det?”

    (4) Jesus sagde til Peter: “Du ved ikke, hvilken ånd du er af! Hvorfor forban-dede du det,  som Gud ikke har forbandet?”  Og Peter sagde: “Se, Herre,  jeg var sulten og fandt blade og ingen frugt; så blev jeg vred og forbandede træet.”

    (5) Og Jesus sagde: “Jonas´ søn, vidste du ikke, at det ikke er fignernes frugttid endnu? Se kornet på marken, som vokser i overensstemmelse med dets natur — først den grønne spire, så strået, så akset — ville du også blive vred, hvis du kom ved tiden for den spæde spire eller strået og ikke fandt korn i akset? Og ville du forbande det træ, som, skønt det var fuldt af knopper og blomster, endnu ikke havde moden frugt?

    (6) Sandelig, Peter, jeg siger dig: en af mine tolv vil i sin frygt og vrede fornægte mig tre gange med forbandelser og sværge, at han ikke kender mig; og resten af jer vil forlade mig for en tid.

    (7) Men I vil angre og græmme jer bittert over det, fordi i jeres hjerter elsker I mig; og I vil være som et alter af tolv udhuggede sten og et vidnesbyrd om mit navn, og I skal være tjenernes tjenere; og menighedens nøgler vil jeg give til jer, og I vil give mine får og mine lam føden, og I skal være mine stedfortrædere på jorden.

    (8) Men der vil fremstå mennesker blandt dem, som vil efterfølge jer, af hvilke nogle virkelig vil elske mig ligesom I. Men de, som er hidsige, de uvise og de utålmodige, vil forbande dem, som Gud ikke har forbandet, og i deres uforstand vil de forfølge dem, fordi de ikke i dem kan finde de frugter, de søger.

    (9) Og andre, som elsker sig selv, vil slutte forbund med verdens konger og herskere og stræbe efter jordisk magt og rigdomme og herredømme, og de vil med ild og sværd tilintetgøre dem, som søger sandheden, og derfor er mine sande disciple.

    (10) Og i deres dage skal jeg, Jesus, påny korsfæstes og åbent forhånes; for de vil foregive, at de gør alt dette i mit navn.” Og Peter sagde: “Måtte det være fjernt fra dig, Herre.”

    (11) Og Jesus svarede og sagde: “Ligesom jeg vil blive naglet til et kors, således vil min menighed blive det i de dage, for hun er min brud og er ét med mig. Men den dag vil komme, da dette mørke skal vige, og det sande lys vil skinne.

    (12) Og en vil sidde på min trone, som vil være en mand af Sandhed og Godhed og Kraft, og han skal være opfyldt af kærlighed og visdom hinsides alle andre, og han skal lede min menighed gennem fire gange tolv og tooghalvfjerds, ligesom i gamle dage; og kun det, som er sandt, vil han lære fra sig.

    (13) Og min menighed vil blive opfyldt af lys og vil give lys til alle jordens folkeslag, og der vil være én ypperstepræst siddende på tronen som konge og præst.

(14) Og min Ånd vil være over ham, og hans trone skal bestå og ikke vakle; for den vil blive grundet på kærlighed og sandhed og retfærdighed; og lys vil komme til den og vil udstråle fra den til alle jordens folkeslag, og sandheden vil gøre dem frie.”

 

 

Kapitel 71

Udrensningen af templet.

 

    (1) Jødernes påske var nær, og Jesus gik atter fra Betania og op til Jerusalem. Og i templet fandt han dem, som solgte okser og får og duer, også vekselererne sad der.

    (2) Og da han havde lavet en svøbe af syv reb, drev han dem alle ud af templet og løste fårene og okserne og duerne, og han spredte vekselerernes penge og væltede bordene.

    (3) Og han sagde til dem: “Tag disse ting væk! Gør ikke min Faders hus til en handelsplads. Står der ikke skrevet: ‘Mit hus er et bedehus for alle folkeslag? Men I har gjort det til et tilholdssted for tyve og har fyldt det med alle slags afskyelige ting.”

    (4) Og han tålte ikke, at nogen bar en skål blod gennem templet, eller at noget dyr dræbtes. Og disciplene huskede, at der står skrevet: “Nidkærhed for dit hus har fortæret mig.”

    (5) Da svarede jøderne og sagde til ham: “Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?” Jesus svarede og sagde til dem: “Igen siger jeg jer: Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen.”

    (6) Da sagde jøderne: “I seksogfyrre år er der blevet bygget på dette tempel, og vil du rejse det på tre dage?” Men han talte om sit legemes tempel.

    (7) Da han senere var opstået fra de døde, huskede hans disciple, at han havde sagt dette; og de troede skriften og det ord, som Jesus havde talt.

    (8) Men de skriftkloge og farisæerne, som så og hørte dette, var lamslåede, og de drøftede, hvordan de kunne få ham slået ihjel; for de frygtede ham, idet de så, at alt folket var opmærksomt på hans lære.

    (9) Og da det blev aften, gik han ud af byen. For om dagen underviste han i templet, og om natten gik han ud og boede på Oliebjerget; og folket kom tidligt om morgenen for at høre ham i templets gårde.

    (10) Da han nu var i Jerusalem i påsken, kom mange til at tro på hans navn, når de så de mirakler, han lavede.

    (11) Men han betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle mennesker, og han behøvede ikke, at nogen skulle bevidne et menneske, for han vidste, hvad der var i mennesket.

    (12) Og da Jesus så, at påsken var nær, sendte han to af sine disciple ud, for at de skulle klargøre det øvre værelse, hvor han ønskede at spise sammen med de tolv; og de skulle købe de ting, der var nødvendige til festmåltidet, som han havde planlagt.

 

 

 

Kapitel 72

De mange boliger i det ene hus.

 

    (1) Og da Jesus sad med sine disciple i Getsemane have, sagde han til dem: “Vær ikke bekymrede i jeres hjerter; I tror på Gud, tro også på mig. I min Fader-Moders hus er der mange boliger; hvis ikke, havde jeg sagt jer det. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig; for at hvor jeg er, der skal også I være. Og hvor jeg går hen, ved I, og vejen kender I.”

    (2) Thomas sagde til ham: “Herre, vi ved ikke, hvor du går hen; og hvordan kan vi så kende vejen?” Jesus sagde til ham: “Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Al Fader-Moderen uden ved mig. Havde I kendt mig, så havde I også kendt min Forældre; og fra nu af kender i den og har set den.”

    (3) Filip sagde til ham: “Herre, vis os Al Fader-Moderen, og det er os nok.” Jesus sagde til ham: “Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Al Fader-Moderen; hvordan kan du så sige: ‘Vis os Al Fader-Moderen’? Tror du ikke, at jeg er i Al Fader-Moderen og Al Fader-Moderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Al Fader-Moderen, som bliver i mig, udfører gerningerne.

    (4) Tro mig, at jeg er i Al Fader-Moderen og Al Fader-Moderen er i mig; ellers, så tro for selve gerningernes skyld. Sandelig, sandelig siger jeg jer: de, som tror på mig, skal også gøre de gerninger, jeg gør; og endnu større gerninger end disse vil de gøre, fordi jeg går til min Fader-Moder.

    (5) Og hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Fader-Moderen kan herliggøres ved Menneskesønnen og -datteren. Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.

    (6) Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger. Og jeg vil bede Fader-Moderen, som vil give jer en anden Talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser og ikke ved; men I ved, for Ånden bliver hos jer og skal være i jer.

    (7) Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere, men I ser mig; for jeg lever, og I skal leve. På den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader-Moder, og I er i mig og jeg i jer.

    (8) De, som har mine bud og holder dem, er dem, som elsker mig; og de, som elsker mig, skal elskes af min Fader-Moder, og jeg vil elske dem og åbenbare mig for dem.”

    (9) Judas sagde til ham: “Herre, hvoraf kommer det, at du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?” Jesus svarede og sagde til ham: “Hvis nogen elsker mig, vil de holde fast ved mit ord; og den Hellige vil elske dem, og vi vil komme til dem og tage bolig hos dem.

    (10) Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord; og det ord, som I hører, er ikke mit, men Al Fader-Moderens, som sendte mig. Dette har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, som er min Moder, den Hellige Visdom, hvem Faderen vil sende i mit navn, skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.*

    (11) Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Lad ikke jeres hjerter være bekymrede, vær heller ikke bange. I hørte, at jeg sagde til jer: ‘Jeg går bort, og jeg kommer igen til jer.’ Hvis I elskede mig, ville I fryde jer, fordi jeg sagde: ‘Jeg går til Fader-Moderen’, for Al Fader-Moderen er større end jeg.

    (12) Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I må tro, når det er sket. Herefter vil jeg ikke tale meget med jer; for verdens fyrste kommer, som intet har i mig.

(13) Men for at verden skal kende, at jeg elsker Al Fader-Moderen, gør jeg således, som Al Fader-Moderen har befalet mig, endog lige til enden.”

 

*SIRAKS BOG 15,1: “Hvem der holder fast ved loven, vil tilegne sig visdommen. Den vil da komme ham i møde SOM EN MODER og tage imod ham som en ungdomshustru; den vil bespise ham med indsigt brød og give ham VISDOMS VAND AT DRIKKE.”

 

 

Kapitel 73

Den sande vin.

 

    (1) Efter dette talte Jesus til dem og sagde: “Jeg er det sande vintræ, og min Fader** er vingårdsejeren. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tages bort; og hver gren, der bærer frugt, den bliver renset, for at den må kunne bære mere frugt.

    (2) Bliv i mig, så bliver jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene; de, som bliver i mig, og jeg i dem, de bærer megen frugt; thi foruden mig kan I slet intet gøre.

    (3) Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes de ud som grene, og de visner; man samler dem op og kaster dem i ilden, og de brændes. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og det vil blive gjort for jer.

    (4) Sandelig, jeg er det sande brød, som kommer ned fra Himlen, nemlig Guds stof, som er ét med Guds liv. Og ligesom et brød indeholder mange korn, således er også I, som tror og gør min Fader-Moders vilje, ét med mig. Ikke som jeres forfædre, der spiste manna og døde; de, som spiser dette brød, vil leve for evigt.

    (5) Ligesom hveden skilles fra avnerne, således må I tage afstand fra verdens falskheder; dog må I ikke drage jer bort fra verden, men leve adskilt i den, for verdens livs skyld.

    (6) Sandelig, sandelig: hveden tørres i ilden; sådan må også I, mine disciple, gå gennem prøvelser. Men fryd jer! for når I har lidt med mig ligesom i ét legeme, så skal I herske med mig i ét legeme og give verden liv.

    (7) Derved er min Fader-Moder herliggjort, at I bærer megen frugt; sådan bliver I mine disciple. Som Al Fader-Moderen har elsket mig, således har jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I forblive i min kærlighed; ligesom jeg har holdt min Fader-Moders bud og bliver i kærlighedens ånd.

    (8) Dette har jeg talt til jer, for at min glæde skal være i jer, og for at jeres glæde måtte blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at nedlægge sit liv for sine venners skyld. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer.

    (9) Jeg kalder jer ikke længere tjenere; for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; men jeg har kaldt jer venner; for alt det, jeg har hørt af min Fader-Moder, har jeg kundgjort jer. I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt, og det en varig frugt, så at hvad som helst I end beder Al Fader-Moderen om i mit navn, det måtte I modtage.

    (10) Dette byder jeg jer, at I skal elske hverandre og alle Guds skabninger. Når verden hader jer, ved I, at den hadede mig før, den hadede jer. Hvis I var af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.

    (11) Husk det ord, som jeg har sagt jer: tjeneren er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer; hvis de har holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld, fordi de ikke kender den, som har sendt mig.

    (12) Var jeg ikke kommet og havde talt til dem, havde de ikke haft synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd. Den, som hader mig, hader også min Fader-Moder. Havde jeg ikke gjort de gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, så havde de ikke synd; men nu har de set dem og alligevel hadet både mig og min Fader-Moder. Men dette skete, for at det ord, som står skrevet i deres lov, skulle gå i opfyldelse: ‘De hadede mig uden grund.’

    (13) Men når Talsmanden kommer, som jeg vil sende jer fra Al Fader-Moderen, nemlig sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen og Moderen, så skal den vidne om mig. Og I skal være vidner, fordi I har været med mig fra begyndelsen.”

 

**Parent

 

 

Kapitel 74

Jesus forudsiger forfølgelser.

 

    (1) “Dette har jeg talt til jer, for at I skal være advarede. De skal udelukke jer af synagogerne; ja, den tid skal komme, da enhver som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og disse ting skal de gøre mod jer, fordi de hverken kender Al Fader-Moderen eller mig.

    (2) Men dette har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal mindes, at jeg har sagt jer det. Men det sagde jeg ikke fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer. Men nu går jeg til min Fader-Moder, som sendte mig; og ingen af jer spørger mig: ‘Hvor går du hen?’ Men fordi jeg har talt dette til jer, har sorgen fyldt jeres hjerter.

    (3) Dog, jeg siger jer sandheden: Det er gavnligt for jer, at jeg går bort; for hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende min Ånd til jer. Og når Ånden kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.

    (4) Om synd, fordi de ikke tror på mig; om retfærdighed, fordi jeg går til min Fader, og I ser mig ikke længere; om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt.

    (5) Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når sandhedens Ånd kommer, skal hun vejlede jer til hele sandheden; og denne vil vise jer det, der kommer, og skal herliggøre mig, for hun vil modtage af mit og forkynde jer det.

    (6) Alt, hvad min Fader-Moder har, er mit; derfor sagde jeg, at Talsmanden* skal tage af mit og forkynde jer det. Om en liden stund skal I ikke se mig, og atter om en liden stund skal I se mig, fordi jeg går til Al Fader-Moderen.” Da sagde nogle af hans disciple til hverandre: “Hvad betyder det, han siger til os: ‘Om en liden stund skal I ikke se mig, og atter om en liden stund skal I se mig,’ og: ‘fordi jeg går til Al Fader-Moderen’?”

    (7) Nu mærkede Jesus, at de ville spørge ham, og han sagde til dem: “Taler I indbyrdes om, at jeg sagde de ord: ‘Om en liden stund skal I ikke se mig, og atter om en liden stund skal I se mig’? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig; I skal sørge, men jeres sorg skal vendes til glæde.

    (8) Når en kvinde har fødselsveer, sørger hun, fordi hendes time er kommet; men så snart hun har født barnet, tænker hun ikke længere på pinen, af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu; men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.

    (9) På den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvad I end beder min Fader-Moder om i mit navn, så vil I modtage det. Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn; bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen. Disse ting har jeg talt til jer som i ordsprog; men den tid kommer, da jeg ikke mere skal tale til jer, som i et mysterium, men frit ud forkynde jer om Al Fader-Moderen.

    (10) På den dag skal I bede i mit navn; og jeg siger jer ikke, at jeg vil gå i forbøn for jer hos min Fader-Moder; for Al Fader-Moderen selv elsker jer i sandhed, fordi I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud. Jeg udgik fra Gud og kom ind i verden; jeg forlader verden igen og går til min Gud.”

    (11) Hans disciple sagde til ham: “Se, nu taler du frit ud og taler ikke gådetale. Nu er vi sikre på, at du ved alle ting og ikke har nødig, at noget menneske skulle spørge dig; ved dette tror vi, at du er udgået fra Gud.”

    (12) Jesus svarede dem: “Tror I nu? Se, den time kommer, ja, er allerede kommet, da I skal spredes hver til sit og lade mig ene tilbage; og dog er jeg ikke alene, for Faderen er med mig.

    (13) Dette har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden vil I have trængsel; men vær ved godt mod; jeg har overvundet verden. Stå nu op, og lad os gå herfra!”

 

*”The Comforter”, Talsmanden, som her er hunkøn.

 

 

Kapitel 75

Det sidste påskemåltid.

 

    (1) Om aftenen kommer Mesteren ind i huset, og der er de tolv og deres ledsagere forsamlede: Peter og Jacob* og Thomas og Johannes og Simon og Mattæus og Andreas og Natanael og Jakob** og Taddæus og Judas og Filip og deres ledsagere (og også Judas Iskariot var der, som af mennesker taltes med som de tolv, indtil den tid, da han skulle åbenbares).

    (2) Og de var alle klædt i hvidt linned, rent og pænt, for linned er de helliges rette påklædning; og hver bar sin stammes farve. Men Mesteren var klædt i sin rene, hvide dragt uden søm eller plet.

    (3) Og der var en strid mellem dem om, hvem det var af dem, som skulle regnes for at være den største, hvorfor han sagde til dem: “Den, der er den største iblandt jer, lad ham være som den, der tjener.”

    (4) Og Jesus sagde: “Med længsel har jeg ønsket at spise dette påskemåltid med jer før min lidelses tid er inde, for at give jer et minde om mit offer til alles tjeneste og alles frelse. For se, den time kommer, da Menneskesønnen skal forrådes og overgives i synderes hænder.”

    (5) Og en af de tolv sagde til ham: “Herre, er det mig?” Og han svarede: “Den til hvem jeg giver et opblødt stykke brød, ham er det.”

    (6) Og Iskariot sagde til ham: “Mester, se, her er det usyrede brød, den blandede vinsaft og olien og urterne; men hvor er det lam, som Moses befalede?” (for Judas havde købt lammet, men Jesus havde forbudt, at det skulle dræbes).

    (7) Og Johannes talte i Ånden og sagde: “Se, Guds lam, den gode hyrde, som giver sit liv for fårene.” Da judas hørte disse ord, blev han beklemt, for han vidste, at han ville forråde ham. Men igen sagde han: “Mester, står der ikke skrevet i loven, at et lam til påskehøjtiden skal slagtes inden for portene?”*

    (8) Og Jesus svarede: “Når jeg bliver oprejst på korset, da vil lammet i sandhed blive slagtet! Men ve ham, ved hvem det bliver givet i slagterens hænder! Det var bedre for ham, om han aldrig var blevet født.

    (9) Sandelig siger jeg jer: til denne ende er jeg kommet til verden, for at jeg skulle afskaffe alle blodofre og spisning af dyrs og fugles kød, som slagtes af mennesker.

    (10) I begyndelsen gav Gud træernes frugter, kornet og urterne til ernæring for alle; men de, som elskede sig selv højere end Gud eller højere end deres fæller, forvrængede deres skikke, og bragte sygdomme ind i deres kroppe og fyldte jorden med begær og vold.

    (11) Ikke ved at udgyde uskyldigt blod, men ved at leve et retfærdigt liv kan I finde Guds fred. I kalder mig Guds Kristus, og I har ret, for jeg er vejen, sandheden og livet.

    (12) Gå I på vejen, og I vil finde Gud. Søg sandheden, og sandheden vil gøre jer frie! Lev i livet, og I vil ingen død se. Alle ting lever i Gud, og Guds Ånd opfylder alle ting.

    (13) Hold budene. Elsk din Gud med hele dit hjerte, og elsk din næste som dig selv. På disse hviler hele loven og profeterne. Og summen af loven er denne: Gør ikke mod andre, hvad I ikke ønsker, at de skulle gøre mod jer. Gør mod andre, hvad I ønsker, at de skulle gøre mod jer.

    (14) Salige er de, som holder denne lov; for Gud er åbenbaret i alle væsener. Alle væsener lever i Gud, og Gud er skjult i dem.”

    (15) Efter dette dyppede Jesus brødet og gav det til Judas Iskariot med ordene: “Hvad du vil gøre, gør det snart.” Da han havde modtaget brødstykket, gik han straks ud, og det var nat.

    (16) Og da Judas Iskariot var gået ud, sagde Jesus: “Nu er Menneskesønnen herliggjort blandt sine tolv og Gud er herliggjort i ham. Og sandelig siger jeg jer: De, som modtager jer, modtager mig; og de, som modtager mig, modtager Fader-Moderen, som sendte mig. Til jer, som følger mig i genrejsningen af de udvalgte,giver jeg et rige, som det blev givet til mig; og I, som var sandheden tro, vil sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.”

    (17) Og en sagde til ham: “Herre, vil du ved denne tid oprette Israels kongerige?” Og Jesus sagde: “Mit rige er ikke af denne verden, heller ikke alle er Israel, som kaldes Israel.

    (18) De i hvert eneste folkeslag, der ikke forurener sig gennem grusomhed, som øver retfærdighed, elsker barmhjertighed, og som ærer hele Guds værk, og de som hjælper de svage og undertrykte — de er Guds Israel.”

 

*Iacob

**Iames

*HEBRÆEREV.: “Hvor vil du have, at vi forbereder påskemåltidet til dig?” Jesus svarede: “Har jeg hjerteligt længtes efter at spise dette kød som påskemåltid med

jer?”

 

Kapitel 76

Fodvaskningen.

Nadveren.

 

    (1) Og da påskemåltidet var afsluttet, blev lysene tændt, for det var aften. Og Jesus rejste sig fra bordet og lagde sin kappe fra sig, og han tog et håndklæde og bandt det om sig og hældte vand i et vaskefad; og han vaskede fødderne på én for hver af de fire gange tolv og tørrede dem med håndklædet,som han havde bundet om sig.

    (2) Og en af dem sagde: “Herre, du skal ikke vaske mine fødder!” Og Jesus sagde: “Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Og han svarede: “Herre, så vask ikke mine fødder alene, men også mit hoved og mine hænder!”

    (3) Og han sagde til ham: “De, som er kommet op af badet, behøver ikke at vaske andet end fødderne, og de er rene i enhver henseende.”

    (4) Og da han havde taget sin overklædning af rent, hvidt linned på, satte han sig ved bordet og sagde til dem: “Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig Mester og Herre, og I har ret, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så bør I også vaske hverandres fødder. For det var et forbillede, jeg gav jer; thi som jeg har gjort for jer, bør I også gøre for andre.

    (5) Et nyt bud giver jeg jer: at I skal elske hinanden og alle Guds skabninger. Kærlighed er lovens opfyldelse. Kærlighed er af Gud, og Gud er kærlighed. Den, som ikke elsker, kender ikke Gud.*

    (6) Nu er I rene gennem det ord, som jeg har talt til jer. Ved dette skal alle mennesker kende, at I er mine disciple: at I har kærlighed til hinanden, og at I viser barmhjertighed og kærlighed mod alle Guds skabninger, især mod dem, som er svage og undertrykte og lider uret. For hele jorden er fuld af pletter med grusomhedens mørke og lidelse og sorg, skabt af menneskets selviskhed og uvidenhed.

    (7) Jeg siger jer: Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, og giv dem lys for deres mørke; og lad kærlighedens ånd bo i jeres hjerter, og lad den findes i stor mængde til alle. Og atter siger jeg jer: Elsk hverandre og al Guds skabning.” Da han havde sluttet, sagde de: “Velsignet være Gud.”

    (8) Derefter opløftede han sin røst, og de sagde sammen med ham: “Som hjorten skriger efter bækkens vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud.”* Og da de havde sagt dette, kom en af dem med et røgelseskar med glødende kul hen til ham, og han strøede røgelse derpå, den samme røgelse, som hans moder havde givet ham på dagen for hans tilkendegivelse; og vellugtens sødme fyldte rummet.

    (9) Derpå stillede Jesus tallerkenen foran sig, og bagved denne kalken; og idet han løftede sine øjne mod himlen, takkede han for Guds godhed i alt og mod alle; og efter det tog han det usyrede brød i sine hænder og velsignede det; vinsaften ligeledes, blandede den med vand og velsignede den; han anråbte det hellige navn, det syvfoldige navn, den treenige hellige Fader-Moder i Himlen, for at han måtte sende den Hellige Ånd ned og forvandle brødet til at være hans legeme, nemlig Kristi legeme, og vinsaften til at være hans blod, nemlig Kristi blod, til syndernes forladelse og til evigt liv til alle, som adlyder evangeliet.

    (10) Derpå løftede han offergaven mod himlen og sagde: “Menneskesønnen, som også er Menneskedatteren, opløftes fra jorden, og jeg skal drage alle mennesker til mig; da skal det blive kendt af folket, at jeg er sendt fra Gud.”

    (11) Da dette var gjort, hævede han sit blik mod himlen og talte disse ord: “Abba Amma, timen er kommet, herliggør din Søn, så din Søn må herliggøres i dig.

    (12) Ja, du har herliggjort mig; du har fyldt mit hjerte med ild, du har sat lys på min højre side og venstre side, for at ingen del af mit væsen skal være uden lys. Din kærlighed lyser på min højre side, og din visdom på min venstre. Din Kærlighed, din Visdom og din Kraft er åbenbaret i mig.

    (13) Jeg har herliggjort dig på jorden, jeg har fuldført den gerning, du har givet mig at gøre. Hellige, bevar dem i dit navn, de tolv og deres fæller, som du har givet mig, så de må være ét, ligesom vi er ét. Mens jeg var hos dem i verden, bevarede jeg dem i dit navn; og ingen af dem gik fortabt, for han, som gik fra os, var ikke en af os; ikke desto mindre beder jeg for ham, at han må blive genoprettet. Fader-Moder‚ tilgiv ham, for han ved ikke, hvad han gør.

    (14) Og nu kommer jeg til dig; og dette taler jeg i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig. Jeg giver dem dit ord, og verden hader dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden.

    (15) Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem for det onde, mens de endnu er i verden. Hellige dem ved din sandhed. Dit ord er sandhed. Ligesom du har sendt mig til verden, således sender jeg også dem til verden. Og for deres skyld helliger jeg mig selv, for at også de må være helligede ved sandheden.

    (16) Ikke alene for disse beder jeg, men for alle som skal føjes til deres skare, og også for de tooghalvfjerds, som jeg sendte ud; ja, og jeg beder for alle, som vil tro på sandheden gennem dit ord, for at de også må blive ét, ligesom du, Aller Helligste, er i mig og jeg i dig, så at de også må blive ét i dig; for at verden må vide, at du har sendt mig.

    (17) Hellige Fader-Moder: jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig — ja, alle som lever — være hos mig, så de må få del i min herlighed, som du har givet mig; for du har elsket mig i alt og alt i mig fra før verdens grundlæggelse.

    (18) Verden har ikke kendt dig i din retfærdighed; men jeg kender dig, og disse ved, at du har sendt mig.

    (19) Og jeg har kundgjort dem dit navn, for at den kærlighed, du har elsket mig med, må være i dem, og for at den fra dem må komme i overflod til alle dine skabninger, ja, just til alle.” Da disse ord var talt, opløftede de alle deres stemmer med ham og bad, som han havde lært dem, og sagde:

    (20) “Vor Fader-Moder, som er ovenfor og indenfor, helliget blive dit navn i tofoldig treenighed. Dit rige komme til alle i visdom, kærlighed og retfærdighed. Ske din vilje altid; som i Himlen således også på jorden. Giv os dagligt del i dit hellige brød og det levende vintræs frugt. Som vi søger at fuldkommengøre andre, således fuldkommengør os i din Kristus. Udgyd din godhed over os, så at også vi må gøre det samme mod andre. Bevar os fra det onde i fristelsens time.

    (21) For dit er Riget, kraften og herligheden, fra evigheds dage, nu og i al evighed. Amen.”

    (22) Derefter tog vores Mester det hellige brød og brød det og tog også vinens saft og blandede den; og efter at have velsignet og helliget begge og kastet et stykke af brødet i kalken, velsignede han den hellige forening.

    (23) Derefter gav han brødet, som han havde helliget, til sine disciple med ordene: “Spis, for dette er mit legeme, Kristi legeme, som gives til legemets og sjælens frelse.”

    (24) Ligeledes gav han dem vinsaften, som han havde velsignet, og sagde til dem: “Drik, for dette er mit blod, Kristi blod, som udgydes for jer og for mange til sjælens og legemets frelse.”

    (25) Og da alle havde fået deres del, sagde han til dem: “Så ofte I er forsamlede i mit navn, frembær da dette offer som et minde om mig, nemlig det evige livs brød og den evige frelses vin; og spis og drik deraf med rene hjerter, og I skal modtage af Guds stof og liv, som bor i mig.”

    (26) Og da de havde sunget en hymne, stillede Jesus sig i midten af sine apostles kreds; og de gik rundt om ham, som var deres midtpunkt, ligesom i en højtidelig dans, og glædede sig med ham.* Siden gik han til Oliebjerget, og hans disciple fulgte ham.

    (27) Judas Iskariot var imidlertid gået til Kajfas´ hus, og han sagde til ham: “Se, han har fejret påskehøjtiden inden for portene med Mazza i stedet for lammet. Jeg købte virkelig et lam, men han forbød, at det skulle dræbes; og se, den mand, af hvem jeg købte det, er vidne.”

    (28) Og Kajfas sønderrev sine klæder og sagde: “Sandelig, dette er en påskehøjtid, som skal følge Mose lov! Han har gjort en gerning, som han fortjener døden for! For det er et stort brud på loven. Behøver vi flere vidner? Jo, to røvere er just brudt ind i templet og har stjålet lovbogen! Det er følgen af hans lære. Lad os fortælle disse ting til de folk, som følger ham, for de vil frygte for lovens autoritet.”

    (29) Og en, som stod der, da Judas kom ud, sagde til ham: “Tror du, at de vil slå ham ihjel?”

    (30) Og Judas sagde: “Nej, for han vil gøre et under og befri sig fra deres hænder, ligesom da de i sin tid opirrede sig imod ham i Kapernaums synagoge og førte ham op på bjergets top for at styrte ham på hovedet ned; gik han da ikke midt igennem dem og slap uskadt bort? Han vil sikkert også denne gang undslippe dem og bekendtgøre sig åbent og oprette det rige, som han har talt om.”

 

*JOH. 1. BREV 4,8: “Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed.”

*SALMERNES BOG 42,2: “Som hjorten skriger efter vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud.”

*Se Acts of John 94-96 i The Apocryphal New Testament by M. R. James, Oxford 1985, side 253-254.

 

Kapitel 77

Dødsangsten i haven.

 

    (1) Og mens de var på vej ud til Oliebjerget, sagde Jesus til dem: “I denne nat skal I alle forarges på mig; for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden og fårehjorden skal spredes.’ Men efter at jeg er genopstået, vil jeg gå forud for jer til Galilæa.”

    (2) Simon svarede og sagde til ham: “Om så alle forarges på dig, vil jeg dog aldrig forarges.” Og Herren sagde:  “Simon, Simon! se, Satan har begæret at have dig, så han kan sigte dig som hvede; men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe; og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.”

    (3) Og han sagde til ham: “Herre! med dig er jeg rede til at gå både i fængsel og i døden.” Og Jesus sagde: “Jeg siger dig, Simon, hanen skal ikke gale i nat, førend du tre gange har nægtet, at du kender mig.”

    (4) Efter at have krydset Kedrons bæk kommer Jesus sammen med dem til den have, der kaldes Getsemane; og han siger til sine disciple: “Sæt jer her, mens jeg går hen og beder.” (Judas, som forrådte ham, kendte også dette sted, for Jesus brugte det ofte som et tilflugtsted sammen med sine disciple)

    (5) Da sagde han til dem: “Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her og våg med mig!”

    (6) Og han gik et lille stykke videre, faldt ned med ansigtet mod jorden og bad og sagde: “O, min Fader-Moder, hvis det er muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.”

    (7) Og da viste en engel fra Himlen sig for ham og styrkede ham. Og han kommer til disciplene og finder dem sovende, og han siger til Peter: “Hvad! kunne I da ikke våge bare én time med mig?

    (8) Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse; ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.”

    (9) Han gik atter bort og bad for anden gang og sagde: “O, min Fader-Moder, hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!”

    (10) Og da han var i dødsangst, bad han endnu mere indtrængende; og hans sved var som store bloddråber, der faldt ned på jorden.

    (11) Og han kom og fandt dem sovende igen, for deres øjne var tunge.

    (12) Og han forlod dem og gik bort igen og bad for tredje gang og sagde: “O, min Fader-Moder, lad ikke min vilje ske, men ske din vilje, på jorden som i Himlen.”

    (13) Derefter kommer han til sine disciple og siger til dem: “Sov bare videre og tag jer et hvil! Se, timen er nær, og Menneskesønnen forrådes i synderes hænder. Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær.”

 

 

Kapitel 78

Judas Iskariots forræderi.

 

    (1) Og det skete, mens Jesus talte, at en skare kom; og Judas, som kaldtes Iskariot, gik foran dem. For Judas, som havde modtaget en gruppe af mænd og officerer fra ypperstepræsterne og farisæerne, kom derhen med lygter og fakler og våben.

    (2) Jesus, som vidste alt om, hvad der skulle ske med ham, trådte derfor frem og sagde til dem: “Hvem søger I?” De svarede ham: “Jesus af Nazaret.” Jesus sagde til dem: “Det er mig.”

    (3) Så snart han havde sagt til dem: “Det er mig,” gik de baglæns og faldt til jorden. Og da de rejste sig, spurgte han dem igen: “Hvem søger I? Og de sagde: “Jesus af Nazaret.” Jesus svarede: “Det er mig.” Og da de hørte det, gik de baglæns og faldt til jorden. Og da de rejste sig, sagde han igen: “Hvem søger I?” Og de sagde: “Jesus af Nazaret.” Og Jesus svarede: “Jeg har sagt jer, at det er mig; hvis I derfor søger mig, så lad disse gå.”

    (4) Nu gav han, som forrådte ham, dem et tegn, idet han havde sagt: “Den, som jeg kysser, ham er det; grib ham hurtigt.”

    (5) Og han gik straks hen til Jesus og sagde: “Hil dig, Mester!” og kyssede ham. Og Jesus sagde til ham: “Ven, hvorfor er du kommet? Forråder du Menne-skesønnen med et kys?”

    (6) Derefter sagde Jesus til ypperstepræsterne og templets ledere og de ældste, som var kommet til ham: “Er I draget ud som mod en røver med sværd og knipler? Da jeg dag efter dag var hos jer i templet, lagde ingen af jer hånd på mig; men dette er jeres time, og mørket har magten.”

    (7) Da gik de hen og lagde hånd på Jesus. Og Simon Peter greb efter sit sværd, drog det og slog efter en af ypperstepræstens tjenere og huggede hans øre af.

    (8) Da sagde Jesus til ham: “Stik dit sværd i skeden igen! Alle de, som griber til sværd, vil fortabes med sværdet.” Og han rørte hans øre og helbredte ham.

    (9) Og han sagde til Peter: “Tror du ikke, at jeg kan bede til min Fader-Moder, så at der straks bliver sendt mig tolv legioner engle? Men hvordan skulle så de skriftord gå i opfyldelse, der siger, at således skal det ske?”

    (10) Derefter forlod alle disciplene ham og flygtede. Og de, der havde grebet Jesus, førte ham til Kajfas, ypperstepræsten. Men først førte de ham til Annas; for han var svigerfader til Kajfas, som var ledende ypperstepræst det år.

    (11) Se, det var Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at det var det bedste, at ét menneske døde for folkets synder.

    (12) Og de skriftkloge og de ældste var forsamlede; men Peter, Johannes, Simon og Judas fulgte ham på afstand lige til ypperstepræstens palads og gik indenfor og satte sig blandt tjenerne for at se, hvad det ville ende med.

    (13) Og da de havde tændt bål midt i gården og havde sat sig ned sammen, satte Peter sig blandt dem og varmede sig, og også Simon satte sig der.

    (14) Men en pige så ham, mens han sad ved ilden, og hun så undersøgende på ham og sagde: “Denne mand var også med ham!” Og han fornægtede ham og sagde: “Kvinde, jeg kender ham ikke!”

    (15) Og lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: “Du er også en af dem. “Og Simon sagde: “Mand, det er jeg ikke!”

    (16) Omtrent en time senere var der en til, som overbevist erklærede: “I sandhed, denne mand var  sammen med Jesus af Nazaret; for hans tale røber ham.”*

    (17) Og Simon nægtede det for tredje gang med en ed og sagde: “Jeg kender ikke den mand!” Og i det samme, mens han endnu talte, galede hanen.

    (18) Og Herren vendte sig om og så på Simon. Og Simon huskede nu Herrens ord, hvor han havde sagt til ham: “Før hanen galer i dag, vil du fornægte mig tre gange.” Og Simon gik ud og græd bitterligt.

 

*han talte aramæisk og ikke hebraisk.

 

 

 

 

Kapitel 79

Forhøret hos ypperstepræsten.

 

    (1) Ypperstepræsten udspurgte derefter Jesus om hans disciple og om hans lære og sagde: “Hvor gammel er du? Er du den, som sagde, at vores fader Abraham så din dag?”

    (2) Og Jesus svarede: “Sandelig, før Abram blev til er jeg.” Og ypperstepræsten sagde: “Du er endnu ikke halvtreds år. Hvordan kan du så sige, at du har set Abram? Hvem er du? Hvem gør du dig selv til? Hvad lærer du?”

    (3) Og Jesus svarede ham: “Jeg har talt frit ud til verden; jeg har stadig lært i synagogen og i templet, hvor jøderne altid forsamlede sig; og jeg har intet lært i hemmelighed. Hvorfor spørger du så mig? Spørg dem, der har hørt mig, om, hvad jeg har sagt til dem; se, de ved, hvad jeg har sagt.”

    (4) Men da han havde talt således, gav en af betjentene, som stod ved siden af, Jesus et slag med flad hånd og sagde: “Svarer du yperstepræsten sådan?” Jesus svarede ham: “Hvis jeg har talt ondt, så bær vidnesbyrd om det onde, men er det godt, hvorfor slår du mig da?”

    (5) De ledende præster og de ældste og hele rådet søgte nu at skaffe falsk vidnesbyrd mod Jesus for at få ham dømt til døden, men de fandt intet. Ja, der kom mange falske vidner, dog deres vidnesbyrd stemte ikke overens.

    (6) Til sidst kom to falske vidner. Og en af dem sagde: “Denne fyr sagde. ‘Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det op på tre dage.’” Og den anden sagde: “Denne mand sagde: ‘Jeg vil ødelægge dette tempel og bygge et andet.’”

    (7) Og ypperstepræsten rejste sig og sagde til ham: “Svarer du ikke? Hvad er det, som de vidner imod dig?” Men Jesus tav. Forøvrigt var det ulovligt for hebræerne at stille en mand for retten om natten.

    (8) Og de sagde til ham: “Er du Kristus? Sig os det!” Og han sagde til dem: “Hvis jeg siger det, vil I ikke tro mig; og hvis jeg også spørger jer, vil I ikke svare mig og heller ikke lade mig gå.”

    (9) Og de spurgte ham videre og sagde: “Vil du afskaffe lovens ofringer og kødspisningen, som Moses befalede?” Og han svarede: “Se, en større end Moses er her.”

    (10) Og ypperstepræsten rejste sig op og sagde til ham: “Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, Guds søn!” Jesus sagde til ham: “Du har selv sagt det. Og jeg siger dig: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himlens skyer.”

    (11) Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og sagde: “Han har talt gudsbespotteligt; hvad skal vi mere med vidner? Se, nu har I hørt hans bespottelse! Hvad mener I?” De svarede og sagde: “Han er skyldig til døden!”

    (12) Så spyttede de ham i ansigtet og puffede til ham; og andre slog ham med deres flade hænder og sagde: “Profetér for os, Kristus, hvem er det, der slår dig?”

    (13) Da det nu var blevet morgen, holdt alle ypperstepræsterne og folkets ældste, hele rådet, en rådslagning om, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel.

    (14) Og de fremlagde deres anklage mod Jesus, at han var skyldig til døden, og at han skulle bindes og føres bort; og de overgav ham til Pilatus.

 

 

Kapitel 80

Judas´ bod.

 

    (1) Da nu Judas, som havde forrådt ham, så, at han var blevet domfældt, fortrød han det og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: “Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod!”

    (2) Og de sagde: “Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.” Og han kastede sølvpengene ind i templet, gik bort derfra og gik hen og hængte sig.

    (3) Og ypperstepræsterne tog sølvpengene og sagde: “Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelkisten, for det er blodpenge.”

    (4) Og de tog den beslutning at købe Pottemagermarken for dem til gravplads for de fremmede. Derfor kaldes denne mark den dag i dag “Aceldama”, det betyder “Blodmarken”.

    (5) Da gik det i opfyldelse, der er talt ved profeten Zakarias, som siger: “De afvejede min pris, tredive sekel sølv. Og de tog de tredive sølvstykker, prisen for den højstvurderede, det, som Israels børn vurderede ham til — og gav dem for Pottemagermarken, og kastede dem til pottemageren i Herrens hus.”*

    (6) Nu havde Jesus sagt til sine disciple: “Ve det menneske, som modtager de skjulte ting og siden forfalder til synd.

    (7) For sådanne er der ikke mulighed for anger i denne tidsalder, idet de påny har korsfæstet det guddommeliges afkom af Gud og menneske, og har bragt åben forhånelse over Kristus inden i dem.**

    (8) Disse er værre end dyrene, som I i jeres uvidenhed påstår vil forgå! For i jeres skrifter står der: ‘Det, som sker med dyrene, sker også for menneskenes sønner.’

 

    (9) Alle har ét åndedræt, og som den ene dør, således dør også den anden, således at mennesket ikke har nogen forrang frem for et dyr, for alle går til det samme sted — alle kommer fra støvet og vender sammen tilbage til støvet.”

    (10) Dette sagde Jesus om dem, der ikke var genfødte, og som ikke havde Guds Ånd i deres sjæle, nemlig den guddommelige kærlighedens ånd, som — idet de engang havde modtaget lyset — påny havde korsfæstet Guds søn og bragt åben forhånelse over ham.

 

*ZAKARIAS´ BOG 11,12-13: “Og jeg sagde til dem: ‘Om I synes, så giv mig min løn; hvis ikke, så lad være!’ Så afvejede de min løn, tredive sekel sølv. Men Herren sagde til mig: ‘Kast den til pottemageren, den dejlige pris, de har vurderet mig til!’ Og jeg tog de tredive sekel sølv og kastede dem til pottemageren i Herrens hus.”

**BREVET TIL HEBRÆERNE 6,4-6: “Thi når mennesker én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter — og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse påny; thi de korsfæster for deres del Guds søn igen og gør ham til spot.”

 

 

Kapitel 81

Det romerske forhør hos Pilatus.

 

    (1) Derefter førte de Jesus fra Kajfas hen til dommerhallen, til Pontius Pilatus, landshøvdingen, og det var tidligt om morgenen. De gik ikke selv ind i dommerhallen. Det var for at de ikke skulle blive urene, så de ikke kunne holde festmåltidet.

    (2) Pilatus gik da ud til dem og sagde: “Hvilken anklage har I at fremføre mod denne mand?” De svarede og sagde til ham: “Hvis han ikke var en forbryder, så havde vi ikke overgivet ham til dig. Vi har en lov, og ifølge vores lov bør han dø, fordi han ville forandre på de skikke og ritualer, som Moses gav os; ja, han gjorde sig selv til Guds søn!”

    (3) Da sagde Pilatus til dem: “Tag I ham og døm ham efter jeres lov.” For han vidste, at de var kommet med ham af misundelse.

    (4) Jøderne sagde derfor til ham: “Det er ikke lovligt for os at lade nogen henrette.” Således gik Jesus´ ord i opfyldelse — det som han talte, da han til- kendegav på hvilken måde, han skulle dø.

    (5) Og de anklagede ham videre og sagde: “Vi fandt denne mand i færd med at frafalde nationen, og han forbød at betale skat til Cæsar, idet han sagde, at han selv var Kristus, en konge.”

    (6) Derefter gik Pilatus ind i dommerhallen og kaldte Jesus hen foran sig og sagde til ham: “Er du jødernes konge?” Jesus svarede ham: “Siger du sådan af dig selv, eller har andre sagt dig det om mig?”

    (7) Pilatus svarede: “Er jeg en jøde? Dit eget folk og dets ypperstepræster har overgivet dig til mig; hvad har du gjort?” Jesus svarede: “Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke herfra.”

    (8) Pilatus sagde derfor til ham: “Så er du dog en konge?” Jesus svarede: “Du siger, at jeg er. Ja, en konge er jeg. Med dette formål blev jeg født, og af den grund kom jeg ind i verden, at jeg skulle vidne om sandheden. Enhver, som er af sandhed, hører min røst.”

    (9) Pilatus sagde til ham: “Hvad er sandhed?” Jesus sagde: “Sandhed er fra Himlen.” Pilatus sagde: “Så findes sandheden ikke på jorden.” Jesus sagde til Pilatus: “Tro mig: sandheden findes på jorden blandt dem, som modtager og adlyder den. Af sandhed er de, som dømmer retfærdigt.”

    (10) Og da han havde hørt dette, gik han igen ud til jøderne og sagde til dem: “Jeg finder overhovedet ingen skyld hos ham.” Og da Jesus blev anklaget af ypperstepræsterne og de ældste, svarede han dem ikke.

    (11) Da sagde Pilatus til ham: “Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?”

    (12) Men han svarede ham ikke med et ord, hvilket fik landshøvdingen til at undre sig meget; og igen sagde han til dem: “Jeg finder ingen skyld hos denne mand.”

    (13) Og de blev desto mere ivrige og sagde: “Han ophidser folket med det, han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil!” Da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om manden var galilæer.

    (14) Og så snart han vidste, at han tilhørte Herodes´ jurisdiktion, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem ved den tid.

    (15) Og da Herodes så Jesus, blev han overordentlig glad, for han havde i lang tid gerne villet se ham, fordi han havde hørt så meget om ham, og han håbede på at se ham gøre et mirakel.

    (16) Han udspurgte ham nu med mange ord, men han svarede ham intet. Og ypperstepræsterne og de skriftkloge stod og anklagede ham heftigt, og mange falske vidner rejste sig imod ham, og de lagde ting på ham, som han intet kendte til.

    (17) Og Herodes og hans krigsfolk ringeagtede ham og hånede ham og smykkede ham med en prægtig kappe og sendte ham tilbage til Pilatus. Og på den dag blev Herodes og Pilatus venner; før havde der nemlig hersket fjendskab mellem dem.

    (18) Og Pilatus gik igen ind i dommerhallen og sagde til Jesus: “Hvorfra kommer du?” Men Jesus gav ham intet svar. Derefter sagde Pilatus til ham: “Vil du ikke tale til mig? Ved du ikke, at jeg har magt til at korsfæste dig og har magt til at frigive dig?”

    (19) Jesus svarede: “Du kunne aldeles ikke have nogen magt over mig, hvis ikke det var blevet givet dig ovenfra; derfor har han, som leverede mig over til dig, større synd.”

    (20) Og fra da af søgte Pilatus at løslade ham; men jøderne råbte op og sagde: “Hvis du lader denne mand gå, er du ikke Cæsars ven; enhver, som gør sig selv til konge, taler imod Cæsar!”

    (21) Og Pilatus sammenkaldte ypperstepræsterne og folkets ledere; og da han havde sat sig i dommersædet, kom der bud fra hans hustru, som lød: “Hold dig fra denne retfærdige mand; for jeg har i nat lidt meget i en ond drøm på grund af ham.”

    (22) Og Pilatus sagde til dem: “I er kommet til mig med denne mand, som skulle være en, der leder folket til frafald; og se, jeg har nu forhørt ham i jeres påhør, og jeg har ikke fundet ham skyldig i noget, som berører de ting, I anklager ham for. Det har Herodes heller ikke; for jeg sendte jer til ham, og se, der blev intet fundet i ham, som han fortjener døden for.

    (23) Men I har en skik, hvorefter jeg skal løslade jer en ved Påsken; vil I derfor, at jeg løslader jødernes konge til jer?”

    (24) Derefter råbte de alle igen og sagde: “Ikke denne mand, men Barabbas!” Nu var Barabbas en røver; og på grund af at han havde tilskyndet til oprør i byen og på grund af mord, var han blevet kastet i fængsel.

    (25) Pilatus talte atter til dem, da han gerne ville løslade Jesus: “Hvem af de to vil I have løsladt: Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?” De sagde: “Barabbas!”

    (26) Pilatus sagde til dem: “Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?” De sagde alle til ham: “Lad ham blive korsfæstet!”

    (27) Og landshøvdingen sagde: “Hvorfor? Hvad ondt har han gjort?” Men de skreg endnu højere med ordene: “Korsfæst ham! Korsfæst ham!”

    (28) Pilatus trådte derfor frem igen og sagde til dem: “Se, igen fører jeg ham frem for jer, for at I skal vide, at jeg ingen skyld finder i ham!” Og igen råbte de: “Korsfæst ham! korsfæst ham!”

    (29) Og Pilatus sagde til dem for tredje gang: “Hvorfor? Hvad ondt har han gjort? Jeg har i ham ikke fundet nogen grund til døden; jeg vil derfor give ham en revselse og så lade ham gå.”

    (30) Men de vedblev højrøstede at forlange, at han skulle korsfæstes. Og deres og præsternes røst sejrede.

    (31) Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der snarere ville blive tumult, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: “Jeg er uskyldig i denne retfærdige persons død; det bliver jeres sag!”

    (32) Da svarede alt folket og sagde: “Hans blod komme over os og vore børn!” Og Pilatus afgav den dom, at det skulle ske, som de krævede. Og han overgav Jesus til deres vilje.

 

 

Kapitel 82

Korsfæstelsen.

 

    (1) Derefter frigav han Barabbas til dem, og da han havde ladet Jesus piske, overgav han ham til at korsfæstes. Så tog landshøvdingens soldater Jesus med sig ind i fælles-hallen, og hele flokken af soldater samlede sig om ham.

    (2) Og de klædte ham af og hængte en purpurkappe om ham. Og da de havde flettet en krone af torne, satte de den på hans hoved og gav ham et rør i højre hånd; og de faldt på knæ for ham, drev spot med ham og sagde: “Hil dig, jødekonge!”

    (3) Derefter kom Jesus frem, mens han bar tornekronen og purpurkappen. Og Pilatus sagde til dem: “Se mennesket!”

    (4) Da ypperstepræsterne og betjentene derfor så ham, råbte de op med ordene: “Korsfæst ham! Korsfæst ham!” Pilatus sagde til dem: “Tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ingen skyld hos ham.”

    (5) Og de spyttede på ham og tog røret og slog ham i hovedet med det. Og efter de havde drevet spot med ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på og førte ham af sted for at korsfæste ham.

    (6) Og mens de førte ham afsted, fik de fat i en, som kom ude fra landet, nemlig Simon fra Kyrene, og på ham lagde de korset, så han kunne bære det bagefter Jesus. Og en stor mængde folk fulgte med ham, deriblandt kvinder, som begræd ham og jamrede sig.

    (7) Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: “I døtre af Jerusalem! græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres børn! Thi se, der skal komme dage, da man skal sige: ‘Salige er de ufrugtbare, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die.’

    (8) Da skal man give sig til at sige til bjergene: ‘Fald over os!’ og til højene: ‘Dæk os!’ Thi gør man således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå med det visne?”

    (9) Og der var også to andre — forbrydere, som førtes ud for at henrettes sammen med ham. Og da de var kommet til et sted, som kaldtes Calvary og Golgata, som betyder “en hovedskals sted”, korsfæstede de ham; og forbryderne ligeså, en på hans højre side og en på hans venstre.

    (10) Og det var ved den tredje time, da de korsfæstede ham; og de gav ham eddike at drikke blandet med malurt, men da han havde smagt på det, ville han ikke have det. Og Jesus sagde: “Abba Amma, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

    (11) Efter at soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, en del til hver soldat, og ligeså hans kjortel. Nu var kjortelen uden søm, vævet i ét stykke fra øverst til nederst. De sagde derfor til hinanden: “Lad os ikke dele den, men kaste lod om, hvem den skal tilhøre.”

    (12) For at det skriftord skulle gå i opfyldelse, som siger: “Mine klæder delte de mellem sig, om min kjortel kastede de lod.”* Derfor gjorde soldaterne dette. Og mens de sad ned, betragtede de ham.

    (13) Og en indskrift var indfattet over ham i græske, latinske og hebraiske bogstaver: DETTE ER JØDERNES KONGE.

    (14) Denne titel læste nu mange af jøderne; for det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og det var jo skrevet på hebraisk, græsk og latin. Da sagde jødernes ypperstepræster til Pilatus: “Skriv ikke: ‘Jødernes konge’, men: ‘Han sagde: Jeg er jødernes konge.’” Pilatus svarede: “Hvad jeg skrev, det skrev jeg.”

    (15) Og en af forbryderne, som hang der, skældte ham ud og sagde: “Hvis du er Kristus, så frels dig selv og os!” Men den anden svarede irettesættende og sagde: “Frygter du end ikke Gud nu, skønt du er under den samme dom? Og vi er det med rette, for vi får kun løn som forskyldt; men denne mand har intet galt gjort.”

    (16) Og han sagde til Jesus: “Herre, husk mig, når du kommer i dit rige!” Og Jesus sagde til ham: “Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.”

    (17) Og de, der gik forbi, spottede ham, rystede på hovedet og sagde: “Du, som nedbryder templet og bygger det op på tre dage, frels dig selv! Hvis du er Guds søn, så kom ned fra korset!”

    (18) Sådan spottede også ypperstepræsterne ham, mens de skriftkloge og de ældste sagde: “Han reddede et lam, sig selv kan han ikke redde. Hvis han er Israels konge, så lad ham nu komme ned af korset, og vi vil tro ham. Han satte sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han vil have ham; for han har jo sagt: ‘Jeg er Guds søn.’”

    (19) Ligeledes kom vekselererne og de, der handlede med dyr og fugle, og de lagde ham lignende ting i munden og sagde: “Du, som driver dem ud af templet, der sælger okser og får og duer, er selv kun et får, som bliver ofret!”

    (20) Men fra den sjette time, blev der mørkt over hele landet, indtil den niende time; og nogle, som stod rundt om, tændte deres fakler, for mørket var meget dybt. Og omkring ved den sjette time råbte Jesus med høj røst: “Eli, Eli, lama sabachthani?” det betyder: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”*

    (21) Nogle af dem, som stod der, sagde, da de hørte det: “Denne mand kalder på Elias;” andre sagde: “Han kalder på solen.” Resten sagde: “Vent lidt! Lad os se, om Elias kommer for at frelse ham.”

    (22) Men ved Jesus´ kors stod hans moder og hans moders søster, Maria, Kleofas´ hustru, og Maria Magdalene.

    (23) Da Jesus derfor så sin moder og den discipel, han elskede, stå ved siden af, sagde han til sin moder: “Kvinde! se, det er din søn!” Derpå sagde han til disciplen: “Se, det er din moder.” Og fra den time tog disciplen hende hjem til sit.

    (24) Derefter — da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, for at skriften skulle gå i opfyldelse — sagde han: “Jeg tørster.” Og fra et kar fuldt af eddike fyldte de en svamp, som de satte på en isopstængel, og holdt den hen til hans mund.

    (25) Og Jesus råbte med høj røst og sagde: “Abba Amma! I dine hænder betror jeg min ånd.”

    (26) Da Jesus nu havde fået eddiken, råbte han højt: “Det er fuldbragt!” Og han bøjede hovedet og opgav ånden. Og det var i den niende time.

    (27) Og se, der kom kraftig torden og lynild; og skillemuren ved det hellige sted, fra hvilken forhænget hang, faldt ned og revnede i to; og jorden skælvede, og klipperne revnede.*

    (28) Da nu centurionen og de, der var med ham, så Jesus og jordskælvet og de ting, der skete, blev de grebet af stor frygt og sagde: “Sandelig, dette var en Guds søn.”

    (29) Og der var mange kvinder der, som havde fulgt Jesus fra Galilæa, og som han havde tjent; iblandt dem var den Maria, der var moder til Jakob og Joses, samt Zebedæus´ børns moder; og de jamrede sig og sagde: “Verdens lys er skjult for vores øjne, Herren, vores kærlighed, er korsfæstet.”

    (30) Fordi det var beredelsesdag, bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes knogler måtte blive knust og legemerne taget ned, for at ligene ikke skulle blive på korset sabbaten over, for den sabbatsdag var en påske-festdag.

    (31) Så kom soldaterne og knuste knoglerne på de to, som var korsfæstet sammen med ham. Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke knoglerne på ham. Men en af soldaterne stak ham i hjertet med et spyd, og straks flød der blod og vand ud.

    (32) Og den, der har set det, vidner om det, og hans vidnesbyrd er sandt; og han ved, at han taler sandt, for at I må tro. For disse ting skete for at skrifterne skulle gå i opfyldelse: “Intet ben skal sønderbrydes derpå;” og et andet sted: “Midt i ugen skal Messias skæres ned.”

 

*SALMERNES BOG 22,17-19: “...onde i flok omringer de mig, de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine ben; med skadefryd ser de på mig. Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod.”

 

* SALMERNES BOG 22,1: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Og 22,7-8: “Men jeg er en orm og ikke en mand, til spot for mennesker, folk til spe; alle, der ser mig, vrænger mund og ryster på hovedet: ‘Han har væltet sin sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo velbehag i ham.’”

 

*NAZARÆEREVANGELIET: “Men i det evangelium, som er skrevet med hebraiske bogstaver, læser vi ikke, at ‘forhænget i templet revnede’, men derimod, at ‘tempel- overliggeren af vidunderlig størrelse styrtede sammen’.” (Fra Neutestamentliche Apokryphen s. 97)

 

 

 

Kapitel 83

Begravelsen.

 

    (1) Da det nu var blevet aften, kom Josef fra Arimatæa, et anset medlem af rådet, som også ventede på Guds rige, og han gik dristigt til Pilatus og bad ham om at få Jesus´ legeme. (Han var en god og retfærdig mand og havde ikke samtykket i de andres råd og dåd)

 

 

    (2) Pilatus undrede sig over, at han allerede skulle være død, og han tilkaldte centurionen og spurgte ham, om han havde været død nogen tid. Og da han havde fået det at vide af centurionen, overlod han liget til Josef. Han kom derfor hen og tog Jesus´ legeme ned.

    (3) Og da kom også Nikodemus, som i begyndelsen var kommet til Jesus om natten; og han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesus´ legeme og svøbte det i linklæder med de vellugtende salver, som det er jødernes skik ved begravelse.

    (4) Nu var der det sted, hvor han blev korsfæstet, en have, og i haven en ny grav, hvori der endnu aldrig var lagt nogen. Der lagde de derfor Jesus — og det var i begyndelsen af den anden time, da de begravede ham — af hensyn til jødernes beredelsesdag, for den grav lå i nærheden.

    (5) Og Maria Magdalene og den anden Maria og den Maria, der var moder til Joses, så, hvor han blev lagt. Der ved graven holdt de vagt i tre dage og tre nætter.

    (6) Og også de kvinder, der var kommet med ham fra Galilæa, fulgte efter, idet de bar lamper i deres hænder, og de så graven, og hvorledes hans legeme blev lagt deri, og de begræd ham.

    (7) Og de tog tilbage og hvilede den næste dag, som var en højtidsdag; og den dag købte  og tilberedte de vellugtende salver og olier og ventede indtil sabbaten var omme.

    (8) Se, den næste dag, dagen efter beredelsesdagen, samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus og sagde: “Herre, vi husker, at denne bedrager sagde, mens han endnu levede: ‘Efter tre dage vil jeg opstå igen.’

    (9) Giv derfor befaling til, at graven skal sikres indtil den tredje dag er gået, for at hans disciple ikke skal komme og stjæle ham og sige til folket: ‘Han er opstået fra de døde;’ og så vil det sidste bedrageri blive værre end det første.”

    (10) Pilatus sagde til dem: “I får en vagt; gå hen og bevogt den, så godt I kan.” Så gik de han og sikrede graven, satte segl for stenen og satte vagt, som skulle vare, indtil den tredje dag var forbi.

 

 

Kapitel 84

Opstandelsen.

 

    (1) Da sabbaten var omme, mens ugens første dag gryede, kom Maria Magdalene medbringende den krukke med vellugtende salver, som hun havde forberedt; og også andre var med hende.

    (2) Og mens de var på vej, sagde de til hinanden: “Hvem skal vælte stenen bort fra indgangen til graven?” For den var stor. Men da de kom hen til stedet og så efter, så de, at stenen allerede var væltet fra.

    (3) Thi se, der var et stort jordskælv; og en engel fra Herren var steget ned fra Himlen og havde væltet stenen bort fra indgangen og havde sat sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klædning var hvid som sne; og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.

    (4) Og englen svarede og sagde til kvinderne: “Frygt ikke! For jeg ved, at I søger Jesus, som blev korsfæstet. Han er ikke her; for han er opstået, som han sagde.

    (5) Kom! Se det sted, hvor Herren lå! Og skynd jer hen og fortæl hans disciple, at han er opstået fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; der skal I se ham; se, nu har jeg sagt jer det.”

    (6) Og de gik ind og fandt ikke liget af Jesus. Så løb hun og kom til Simon Peter og til den anden discipel, som Jesus elskede, og sagde til dem: “De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham!”

    (7) Og de løb afsted og kom til graven og kiggede ind; de så linklæderne ligge der og det tørklæde, som han havde haft om sit hoved; det lå ikke ved linklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv.

    (8) Og mens de stod og var meget rådvilde overfor dette, se, da skete det, at der stod to mænd hos dem i strålende klæder, som sagde til dem: “Hvorfor søger I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstanden; og se, han går forud for jer til Galilæa; der skal I se ham.

    (9) Husker I ikke, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag?” Og de huskede hans ord. Og de gik hurtigt ud og flygtede fra graven, for de var rystede og forbløffede, og de var bange.

    (10) Se, dengang jordskælvet kom, åbnede gravene sig; og mange af de hellige, som var hensovet, opstod og kom ud af gravene efter hans opstandelse, og de gik ind i byen og åbenbarede sig for mange.

    (11) Men Maria stod udenfor ved graven og græd; og mens hun græd, bøjede hun sig ned og kiggede ind i graven, og hun så to engle i hvide klæder sidde der, hvor Jesus´ legeme havde ligget, en ved hovedet, en ved fødderne. Og de sagde til hende: “Kvinde, hvorfor græder du?”

    (12) Hun sagde til dem: “Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” Og da hun havde sagt således, vendte hun sig om, og så Jesus stå der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.

    (13) Jesus siger til hende: “Kvinde! hvorfor græder du? Hvem søger du?” Idet hun mente, det var havemanden, siger hun til ham: “Herre, hvis det er dig, som har båret ham væk, så sig mig, hvor du har lagt ham, og jeg vil tage ham bort.” Jesus siger til hende: “Maria!” Hun vender sig om og siger til ham: “Rabbuni!” det betyder Mester.

    (14) Jesus siger til hende: “Rør ikke ved mig, for jeg er endnu ikke opsteget til min Fader og min Moder; men gå til mine brødre og sig til dem: ‘Jeg stiger op til min Fader-Moder og Jeres Fader-Moder, til min Gud og jeres Gud.’”

    (15) Maria Magdalene kom hen og fortalte disciplene, at hun havde set Herren, og at han havde talt disse ting til hende, og de befalede hende at bekendtgøre hans opstandelse fra de døde.

 

 

Kapitel 85

Den opstandne Jesus viser sig for to ved Emmaus.

 

    (1) Og se, to af dem vandrede den samme dag til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus. Og de talte med hinanden om alt det, som var sket.

    (2) Og mens de talte sammen og drøftede det indbyrdes, skete det, at Jesus selv kom nær hen til dem og fulgtes med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.

    (3) Og han sagde til dem: “Hvad er det for noget, I går og taler med hinanden om, som om I går og er kede af det?”

    (4) Og den ene af dem, hvis navn var Kleofas, svarede og sagde til ham: “Er du kun en fremmed i Jerusalem, siden du ikke ved, hvad der er foregået der i disse dage?” Og han sagde til dem: “Hvad da?”

    (5) Og de sagde til ham: “Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket; og hvordan ypperstepræsterne og vores ledere overgav ham til dødsstraf og lod ham korsfæste. Men vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel; og ved siden af alt dette, så er det i dag den tredje dag, siden det skete.

    (6) Ja, og visse af kvinderne fra vores bekendtskabskreds har forfærdet os, for de var tidligt i morges ude ved graven; og da de ikke fandt hans legeme, kom de tilbage og sagde, at de i et syn havde set engle, der sagde, at han var i live.

    (7) Og nogle af dem, som var med os, gik til graven, og fandt det netop sådan, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.”

    (8) Da sagde han til dem: “Åh, hvor er I uforstandige og sløve af hjertet til at tro det, som profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide disse ting, og derefter indgå i sin herlighed?”

    (9) Og idet han begyndte fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.

    (10) Og de nærmede sig landsbyen, som de gik til; og han lod til at ville gå videre. Men de nødte ham og sagde: “Bliv hos os, for det går mod aften, dagen er snart forbi.” Og han gik ind for at blive hos dem.

    (11) Og det skete, mens han sad til bords sammen med dem, at han tog brødet og velsignede det og brød det og gav det til dem. Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham; og han forsvandt for deres øjne.

    (12) Og de sagde til hinanden: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?” Så brød de op i samme stund og vendte tilbage til Jerusalem og fandt der de elleve og deres fæller forsamlede, idet de sagde: “Herren er virkelig opstanden og har vist sig for Simon.”

    (13) Og de fortalte, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

    (14) Mens de havde været på vej til Emmaus, var nogle af vagtfolkene gået ind i byen og havde meldt ypperstepræsterne alt det, der var sket.

    (15) Og de samledes med de ældste, rådslog sig og sagde. “Se, mens soldaterne sov, kom nogle af hans disciple og fjernede hans lig; og er Josef af Arimatæa ikke én af hans disciple?

    (16) Af denne grund bad han om at få hans legeme hos Pilatus, for at han kunne begrave det i sin have i sin egen grav. Lad os derfor give soldaterne penge og sige: I skal sige: ‘Hans disciple kom om natten og stjal ham mens vi sov.’ Og hvis det skulle komme landshøvdingen for øre, vil vi overtale ham og sikre jer.”

 

 

Kapitel 86

Jesus viser sig i templet og blodofringerne ophører.

 

    (1) Samme dag ved den tid, da ofrene blev frembåret i templet, åbenbaredes blandt dyre- og fuglehandlerne, en i hvide klæder, der strålede som lyset, og i sin hånd havde han en pisk med syv knuder.

    (2) Og ved synet af ham flygtede de, som solgte og købte, i rædsel, og nogle af dem faldt om, som om de var døde; for de huskede, hvordan Jesus før sin død havde drevet dem ud af templets indre på samme måde.

    (3) Nogle erklærede, at de havde set en ånd; og andre, at de havde set ham, som var korsfæstet, og at han var opstået fra de døde.

    (4) Og den dag ophørte ofringerne i templet, for alle var grebet af skræk, og ingen ville sælge eller købe, og de lod hellere deres fangne slippe fri.

    (5) Men præsterne og de ældste udspredte et rygte, at de, som havde set det, var berusede, og at de ikke havde set nogenting. Men mange bekræftede, at de havde set ham med deres egne øjne og havde følt svøben på deres rygstykker, men de var ude af stand til at modstå den; for når nogle af de dristigste strakte deres hænder frem, kunne de ikke gribe den form, som de så, heller ikke gribe om pisken, som tugtede dem.

    (6) Og fra da af troede de på Jesus i, at han var sendt fra Gud, for at befri de undertrykte og frigøre dem, som var bundne. Og de vendte sig bort fra deres vaner og syndede ikke mere.

    (7) Han viste sig også for andre i kærlighed og medlidenhed, og han helbredte dem ved at berøre dem og befri dem af deres forfølgeres hænder. Og mange lignende ting fortaltes om ham, og mange sagde: “Sandelig, Riget er kommet.”

    (8) Og nogle af dem, som var hensovet og var opstået, da Jesus opstod fra de døde, viste sig og blev set af mange i den hellige by; og en stor frygt kom over de onde, men lys og glæde kom til de retfærdige af hjertet.

 

 

Kapitel 87

Jesus viser sig for disciplene.

 

    (1) Da det nu var blevet aften den samme dag, den første dag i ugen (mens dørene var lukkede, for disciplene holdt sig inden døre af frygt for jøderne), kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: “Fred være med jer!” Men de blev bange og antog, at de så en ånd.

    (2) Og han sagde til dem: “Se, det er mig, som I har set mig førhen. En ånd kan virkelig åbenbare sig i kød og knogler, som I ser, at jeg har. Se mine hænder og mine fødder, rør ved mig og se!”

    (3) Og da han havde talt således, viste han dem sine hænder og sit hjerte. Da blev disciplene glade, fordi de havde set Herren.

    (4) For Thomas, en af de tolv, kaldet Didymus, havde sagt til dem: “Med mindre jeg får set naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd ind ved hans hjerte, vil jeg ikke tro!” Da sagde han til Thomas: “Se mine hænder, mit hjerte og mine fødder; ræk dine hænder frem og vær ikke tvivlende, men troende.”

    (5) Og Thomas svarede og sagde til ham: “Min Herre og min Gud!” Jesus sagde til ham: “Thomas! fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.”

    (6) Derefter sagde Jesus igen til dem: “Fred være med jer. Ligesom Abba Amma har sendt mig, således sender jeg også jer.” Og da han havde sagt det, åndede han på dem og sagde til dem: “Modtag Helligånden; prædik evangeliet og forkynd til alle folk om Menneskesønnens opstandelse.

    (7) Lær dem om den hellige kærlighedens lov, som jeg har givet jer. Enhver, som ophører med deres synder, vil få dem tilgivet; og enhver, som fortsætter i deres synder, tilbageholdes i dem.

    (8) Døb dem, som tror og angrer; velsign og salv dem; og frembær det rene offer af jordens frugter, som jeg har indstiftet til minde om mig.

    (9) Se, jeg har ofret mit legeme og mit blod på korset for at genløse verden fra dens synd imod kærligheden og fra fortidens blodofre og fester.

    (10) Og I skal ofre livets brød og frelsens vin, en ren gave med røgelse, som der står skrevet om mig; og I skal spise og drikke deraf til minde om, at jeg har befriet alle dem, som tror på mig, fra jeres forfædres trældom.

    (11) For de havde gjort bugen til deres gud, og de ofrede jordens uskyldige skabninger til denne gud i stedet for at ofre deres egen kødelige natur.

    (12) Og de åd kødet og drak blodet til deres egen ødelæggelse, fordærvede deres kroppe og afkortede deres dage; ligesom hedningerne, der ikke kender sandheden, eller som kendte den, men forvrængede den til en løgn.

    (13) Således som jeg sender jer, således skal I også sende andre, for at de må gøre disse ting i mit navn.” Og han lagde sine hænder på dem.

    (14) På samme måde som han ordinerede apostlene, ordinerede han profeterne og evangelisterne og præsterne, et helligt præsteskab; og derefter lagde han hænderne på dem, som de valgte til diakoner, på hver eneste af de fire gange tolv.*

    (15) Og det er disse, som skal lede og styre den universelle menighed; for at alle må blive fuldkommengjorte på deres pladser i Kristi legemes enhed.

 

*PAULUS´ 1. BREV TIL EFESERNE 4,11-12: “Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere.”

Kapitel 88

Den ottende dag efter opstandelsen.

 

    (1) Og syv dage efter var hans disciple atter i det øvre værelse. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede; og han stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Og han genkendtes af dem i hellig erindring.

    (2) Og han sagde til dem: “Elsk hinanden og alle Guds skabninger. Dog siger jeg jer: Ikke alle, som har menneskelig skikkelse, er mennesker. Er mænd og kvinder et billede af Gud, når de udøver vold, undertrykkelse og uret, og når de hellere vælger en løgn end sandheden?

    (3) Sandelig nej! Ikke før de fødes påny og optager kærlighedens og visdommens ånd i deres hjerter; først da er de Israels sønner og døtre; og når de er af Israel, er de Guds børn. Og af denne grund kom jeg til verden, og for dette har jeg lidt i synderes hænder.

    (4) Det var disse ord, jeg talte til jer, mens jeg endnu var hos jer, for at alt det skulle gå i opfyldelse, som står skrevet i Mose lov, hos profeterne og i Salmerne angående mig.”

    (5) Og Jesus sagde videre: “Jeg stod midt i verden, og jeg blev set og hørt i kødet, og jeg fandt alle mennesker mætte af deres egne fornøjelser og drukne af deres dårskaber; og jeg fandt ingen, som hungrede og tørstede efter visdommen, som er af Gud. Min sjæl var bedrøvet over menneskenes sønner og døtre, for de er  blinde i deres hjerter,  og i deres sjæle er de døve og hører ikke min røst.”*

    (6) Så oplyste han deres forstand, for at de måtte forstå skrifterne. Og han sagde til dem: “Således er der skrevet, og således måtte Kristus lide og opstå fra de døde på den tredje dag; for at anger og syndernes forladelse skulle prædikes i hans navn blandt alle folkeslag, begyndende i Jerusalem. Og I er vidner om dette.

    (7) Og se, jeg sender det over jer, som angår min Fader-Moders løfte, min Fader ét med min Moder, hvem I ikke har set på jorden. For jeg siger jer i sandhed: Ligesom hele verden er blevet ødelagt af kvindens synd og forfængelighed, således skal den frelses af kvindens sandhed og enkelthed, ligesom den skal frelses af jer.

    (8) Fryd jer derfor og glæd jer! For I er mere velsignede end alle andre på jorden; for det er jer, mine tolv tusind, som skal frelse den hele verden.

    (9) Igen siger jeg jer: Da den store tyran og alle de syv tyranner med ham begyndte deres frugtesløse kamp mod lyset, vidste de ikke, med hvem eller mod hvad de kæmpede.

    (10) For de så intet hinsides et blændende lys, og da de kæmpede, opbrugte de deres styrke imod hinanden, og sådan er det.

    (11) Af denne grund tog jeg en fjerdedel af deres styrke, sådan at de ikke måtte have så megen kraft og vedblive med deres onde gerninger.

    (12) For ved sammensmeltning og udvikling skal verdens frelse fuldendes: ved nedstigning af Ånd til stof og opstigning af stof til Ånd gennem alle tider.”

 

*THOMASEV. 28: Jesus sagde: “Jeg stod midt i verden, og jeg åbenbarede mig for dem i kød. Jeg fandt dem alle drukne. Jeg fandt ingen blandt dem, som tørstede, og min sjæl var bedrøvet over menneskenes børn, for de er blinde i deres hjerter og ser ikke, at de kom tomme til verden og søger at komme tomme ud af verden igen. Dog nu er de drukne. Men når de kaster deres vin bort, da vil de angre.”           

 

 

Kapitel 89

Jesus viser sig ved søen i Galilæa.

 

    (1) Efter dette viste Jesus sig atter for disciplene ved Tiberiassøen; og han viste sig for dem på denne måde: Simon Peter og Thomas, kaldet Didymus, og Natanael fra Kana i Galilæa og Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen der.

    (2) Simon Peter siger så til dem: “Jeg tager ud at fiske.” De siger til ham: “Vi tager med dig.” De gik da ud og gik straks op i en båd; og den nat fangede de intet. Men da nu morgenen kom, stod Jesus ved bredden; dog vidste disciplene ikke, at det var Jesus.

    (3) Da sagde Jesus til dem: “Børn, har I noget mad?” De svarede ham: “Ikke nok til alle, der er intet andet end et lille brød, lidt olie og nogle få tørrede frugter.” Og han sagde til dem: “Lad det være nok; kom og spis!”

    (4) Og han velsignede dem, og de spiste og blev mætte, og der var også en krukke vand, og han velsignede den på samme måde, og se, nu var det vinsaft.

    (5) Og de undrede sig og sagde: “Det er Herren!” Og ingen af disciplene turde spørge ham: “Hvem er du?” for de vidste, at det var Herren.

    (6) Dette var nu sjette gang, Jesus åbenbarede sig for sine disciple, efter at han var opstået fra de døde. Så da de nu havde holdt måltid, sagde Jesus til Peter: “Jonas´ søn, elsker du mig mere end de andre?” Han sagde til ham: “Ja, Herre! du ved, at jeg elsker dig.” Han sagde til ham: “Giv mine lam føden!” Han sagde til ham igen for anden gang: “Peter, Jonas´ søn, elsker du mig?” Han sagde til ham: “Ja, Herre, du kender mig.” Han sagde til ham: “Giv mine får føden!”

    (7) Han sagde til ham for tredje gang: “Peter, Jonas´ søn, elsker du mig?” Peter blev bedrøvet, fordi han for tredje gang spurgte ham: “Elsker du mig?” Og han sagde til ham: “Herre, du kender alt, du ved, at jeg elsker dig.”

    (8) Jesus siger til ham: “Giv min hjord føden! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Du er en klippe af Klippen, og på denne klippe vil jeg bygge min menighed, og jeg vil ophøje dig blandt mine tolv til at være min stedfortræder på jorden, til et midtpunkt for de tolvs enhed, og en anden skal kaldes og indtage din plads blandt de tolv, og du skal blive tjenernes tjener og skal give føden til mine væddere, mine får og mine lam.

    (9) Og endnu en anden skal fremstå, og han skal lære mange ting fra sig, som jeg allerede har lært jer, og han skal med stor iver udbrede evangeliet blandt hedningerne. Men Rigets nøgler vil jeg give til dem, som følger dig i min ånd, og som adlyder min lov.

    (10) Og igen siger jeg til dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.” Med disse ord sigtede han til den død, hvormed han skulle herliggøre Gud.

    (11) Og da han havde sagt dette, sagde han til ham: “Følg mig!” Da Peter vendte sig om, så han den discipel følge, som Jesus elskede. Og idet Peter så ham, sagde han til Jesus: “Herre, og hvad skal denne mand så gøre?” Jesus sagde til ham: “Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!”